Åben brev

KÆRE BO ASMUS KJELDGAARD

Jeg er ansat som pædagogmedhjælper i en vuggestue. Med 20 års erfaring og pgu-uddannelsen bag mig. Den 1 september i år tager jeg turen til pædagogseminariet, fordi jeg trods efterhånden svære kår for menneskelige værdier og nærvær, stadig brænder for mit arbejde.

Lige for tiden er mange af os optaget af Faglighed for alleforliget og budgetforslaget for 2007. Der er meget der bekymrer mig oprigtigt, lige nu har jeg læst dit svar til LFS Nyt (LFS Nyt nr. 8), og der er noget jeg må spørge dig om ...

Fordi jeg undrer mig – fordi jeg må spørge mig selv, om vi er gode nok til at vise, hvordan de seneste års tiltag på området egentlig påvirker os, livet på gulvet og blandt børnene. Mit første spørgsmål: Du bliver spurgt om klubbernes usynlighed i Faglighed for alle. Du svarer, at du ser klubbernes opgaver som todelt, som et tilbud til almindeligt fungerende unge, og som en opsøgende instans. Du henviser til en lav kontingentfritagelse i belastede områder og til en rummelighed i klubberne. At klubpædagogerne i højere grad skal være opsøgende, og at de skal være attraktive tilbud.

Så er det jeg undrer mig – for jeg er helt enig med dig – og glad for at høre dig sige det. Men, hvordan hænger dine visioner sammen med budgetforslaget for 2007, hvor man vil lukke klubpladser og indføre fl ere lukkedage på fritidshjems- og klubområdet? Vil du – og SF – kæmpe imod de foreslåede besparelser på klubområdet, med de intentioner for øje, som du selv nævner?

Mit andet spørgsmål - og kommentar ...Du siger i samme interview i LFS Nyt, at du er imod den detaljestyring, der er tendens til at blive pålagt institutionerne. At det skal være rammer, der lægges ud fx som med Faglighed for alle. Hvad ser du frirummet for institutionerne består af i Faglighed for alle?

Jeg frygter, at Faglighed for alle, ligesom kravet om læreplaner, dokumentation og øvrig skriftlighed i vores arbejde, ikke blot vil være en overordnet ramme med frihed under sig. Det »fri-rum« jeg kan få øje på, er muligheden for selv at beslutte, hvordan vi vil arbejde inden for rammerne af fokus på faglige kundskaber, skoleparathed og vægtning af læring fremfor leg – dels gennem læreplaner, dels gennem Faglighed for alle.

Det er et indgreb i institutionernes metodefrihed, der gør, at vi må bryde med målsætninger, pædagogik og daglig planlægning. Den parathed det forventes kommende skolebørn skal erhverve sig, hele tankegangen om målbare testresultater, defi nitionen af læringen som det allermest centrale, vil smitte af på vores arbejde med børn helt ned i vuggestuealderen. Med stadigt skærpede krav også fra forældrene til vuggestuer og børnehaver – fordi de naturligvis vil arbejde for, at deres børn kan kapere og leve op til de krav, skolestarten stiller.

Med den viden vi har fra Faglighed for alle om, hvad skolebørn skal være parat til, ville vi svigte børnene, hvis vi ikke støttede dem i at nå dertil. Menneskeligt er det da svært andet.

Menneskeligt er det omend endnu sværere at skulle give køb på den viden vi osse har – om børns hele udvikling, om hvor fundamental og vigtig LEGEN er. Om hvor megen læring der faktisk er indeholdt i legen, kombineret med udvikling på alle andre områder af det hele barn. Og vide – at så ville vi for alvor svigte! Bo Asmus Kjeldgaard, herfra hvor jeg står – ude på gulvet i daginstitutionsområdet – ér der detaljestyring oppefra, også i Faglighed for alle.

Jeg appellerer til en forståelse for, at vores frihed ude i personalegrupperne og ledelserne på institutionerne VIL blive begrænset, i forhold til metoder og målsætninger. På hvad vi skal bruges vores tid til – det vil påvirke os som ansatte på en arbejdsplads at opleve denne begrænsning. At skulle være nødt til at indgå kompromisser, der strider imod en pædagogisk og psykologisk viden og imod en menneskelig empatisk indsigt, være både en arbejdsmæssig og personlig tung byrde at skulle bære rundt på for mange af os, der er tæt på børnene i det daglige liv ude på institutionerne. Det vil også påvirke børnene at skulle være sammen med voksne, der er kompromitteret i deres arbejde.

Et barn har brug for udvikling på alle områder. Det har brug for leg, nærværende kontakt og ro, til at fi nde sine ben at stå på – uden at skulle stresses i en verden af direkte og indirekte krav om individuelle præstationer og målbare testresultater, primært i forhold til faglige kundskaber, allerede inden de overhovedet tænker på skolen, eller ved hvad det vil sige.

Jo – institutionerne har,også i børnehaver og vuggestuer, et ansvar for at støtte børnene i at blive klar til skolen, som et næste kommende skridt i deres liv. Et ansvar vi bedre vil kunne leve op til, hvis vi kunne være sikre på at have rum og frihed til at give et barn brede og optimale udviklingsmuligheder i trygge og nærværende rammer, baseret på den faglige viden vi trods alt har!

Lad ikke institutionerne udvikle sig til før-skole-instanser med primært fokus på faglige kundskaber! Lad hellere institutionerne forblive trygge omsorgsfulde nære rammer, for legende, udviklende og nysgerrige børn med mod på livet – en anden definition på skoleparathed ...

Et sidste spørgsmål: Jeg bliver nødt til at spørge dig, hvordan du som SF’er kan være med til at repræsentere det menneskesyn, der i øjeblikket udvikler sig samfundsmæssigt nærmest verden over.

Vores egen regering er godt igang: tendensen til at søge mennesket udviklet som et individuelt konkurrencemenneske. Der styres af målbare resultater og værdier. Der tilstræber faglige kundskaber mere end menneskelig væren. Der søger egne præstationer og succeser mere end fællesskaber. Jeg er ked af at sige det – jeg oplever, at Faglighed for alle, der startede og er ment som en god intension, støtter op om den tendens. SÅ BLIVER JEG BEKYMRET – og spørger mig selv: Er det prisen, dele af venstrefl øjen har betalt for at kunne indgå i »et historisk bredt forlig« ...?

Mange venlige hilsner Heidi Svensson