Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Madmod -en kogebog om kræsne børn
Rosenkål, grønkål og spinat står sjældent øverst på børns ønsker til aftensmaden. Men af hensyn til børnenes trivsel skal kræsenheden udfordres. Det mener FOA og Meyers Madhus, der nu sætter fokus på børns og voksnes madmod med en ny koge- og idébog.
Kræsne børn risikerer nemlig at mangle vigtige byggesten til deres krops udvikling og trivsel. Og det kræver mod at få bugt med børns kræsenhed. Mod fra børnene selv og mod fra de voksne. Derfor er bogen som FOA, Claus Meyer og Meyers Madhus har lavet til daginstitutionsansatte,
dagplejere og andre der laver mad til børn op til seks år, kommet til at hedde "Madmod". Den koster 195 kroner (+ porto) og kan bestilles hos FOA: https://www.foa.dk/madmod
Leg og læring?
Den nye børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) argumenterer i Information den 13. og 14. oktober for en mere bevidst
kobling mellem daginstitutioner og skole. Ganske som ligger i det nye ministeriums navn. Det er daginstitutionerne der skal give plads til at styrke kombinationen af leg og læring. Målet er "et professionelt eksperimentarium for pædagogik".
Hun er begejstret for de pædagogiske læreplaner, selvom hun ikke afviser "fri leg". Der skal bare puttes læring ind, siger hun til Information.
For "formålet med daginstitutioner er, at alle børn bliver så skoleparate som muligt."
En række mennesker med forstand på børn har reageret, bl.a. Per Schultz Jørgensen, som er skeptisk over for den fortsatte nedvurdering af børns frie leg, som har været så tydelig de senere år. Og Marianne Hedegaard, professor i udviklingspsykologi ved Københavns Universitet, siger til dagbladet: "Det vigtigste ved børnehaverne er ikke at børn gøres klar
til at gå i skole, men at de lærer at leve deres liv sammen med andre mennesker, og det skal man holde fast i."
Delebørn
Skilsmissebørn der bor lige meget hos far og mor, har - ikke overraskende - behov for at forældrene samarbejder om at få barnets hverdag til at hænge sammen. Selv om det sjældent er børnene, der har valgt en deleordning, så er det jo dem, der skal få flest brikker til at passe i det logistiske puslespil det giver, at have to hjem.
Nogle børn kan godt håndtere at have to værelser, to klædeskabe og to pladser ved spisebordet. Men for andre kan det være stressende. Og det handler om såvel praktiske forhold som om opdragelse og normer. Det viser en ny undersøgelse fra SFI.
Ny forstander på Kofoed
Fra 1. november hedder forstanderen på Kofoeds Skole Robert Olsen.
Robert Olsen har de seneste 18 år været forstander på Mændenes Hjem i Istedgade på Vesterbro i København, og har i perioder været konstitueret
forstander for andre botilbud til hjemløse, så sociale problemer kender han alt til.
Kofoeds Skole blev grundlagt i 1928 som en skole, hvor arbejdsledige
kunne soignere sig selv, arbejde i værksteder og deltage i undervisning. I
dag har skolen afdelinger i Århus, Ålborg, Esbjerg og Åbenrå, og har i de seneste knap 20 år også opbygget et netværk af søsterskoler i Øst- og Centraleuropa. Der er i dag ca. 20 skoler og projekter i ni lande, som arbejder ud fra de principper og den pædagogik, som er udviklet på Kofoeds Skole i København.
Lukkedage
Er som bekendt et stort problem for især forældre, men også for personale, som dermed får placeret deres feriedage ovenfra. Den nye børn- og undervisningsminister Christine Antorini lover færre lukkedage, men vil ikke sige, hvor mange færre eller om der ligefrem skal indføres et loft for antallet. Hun henviser til det store underskud på de offentlige finanser, den forrige regering har efterladt. Kilde: dknyt.dk