Eventyr i hovedet

Af Elisabeth Lockert Lange

Fantasi, nysgerrighed og venskaber. Det er først og fremmest de ord og egenskaber, der karakteriserer et kunstprojekt for og med børn fra 3-14 år.

De holder fanen højt i den integrerede institution Dr. Caroline Amalie.
Nærmere betegnet kunstfanen. Og det er ikke kunst for kunstens og kunstværkernes skyld. Det handler først og fremmest om nysgerrighed, lysten til at eksperimentere, om leg og venskab. Det lægger op til nærmere undersøgelse.

Og det bliver det også.

De to kæmpefigurer midt på gulvet i salen, hvor udstillingen er, den ene
måske en mand, måske et monster... han, hun, den, det, har på menneskevis to arme, to hænder, to ben og to fødder. Men der holder al sammenligning også op. For fødderne er ikke ens, hænderne heller ikke. Det samme gælder for figuren ved siden af. Et dyr af en slags, en ko? Eller en tyr? Den har horn, vinger, en stor tissemand og en hel række lyserøde yvere.

Begge figurer er farvestrålende og lavet af en fantastisk blanding af fjer,
stofrester i alle afskygninger fra pels til blonder. Der er uldtotter, snore, sølvpapir, tyl, papmaché, ståltrådsvinger dækket af farver og stoffer, en rød tunge ud af munden.

Tre drenge er ligeså fascinerede som jeg er, de sætter sig ned og undersøger koen, tyren med vinger, nedefra, kigger interesseret på dens tissemand og den dobbelte stribe af yvere. Et barn siger: "det kan jo være en blanding af et drenge- og et pigedyr."

De tre drenge tager flere sanser i brug i deres undersøgelse, de rører, aer,
piller, snuser og kigger, mens de bevæger sig fra sted til sted og under-søger.Hver detalje gås igennem og diskuteres grundigt.

Manden med briller, monsteret, manifestationen af mangfoldighed og
fantasi, får samme tur.

Ulla Koldborg, tillidsrepræsentant i institutionen gennem mange år, griner
til mig:

"Ja det er fantastisk, som de har eventyr i hovedet", og hun peger på mandens fod hvor der er en rede med en fugl med æg.

De to figurer har fritidshjemsbørnene lavet i et samarbejde på fire grupper,
hvor de blandede sig på kryds og tværs, små og store, piger og drenge.
Som en af dem siger: "Jeg troede det ville være kedeligt, men det er jo
helt vildt sjovt."

På jagt efter en ko

Det handler også om æstetik, for værkerne er jo smukke, faktisk stilrene, det bliver tydeligt, når vi kommer hen til stranden. For et helt bord er helliget alt det, som børnehavebørnene har fundet på stranden og derefter gjort til alle mulige fantasidyr med maling, øjne og meget andet. En strand i grålige og brunlige farver, med hvide og blå muslinger, med støvet grøn og mørkerød, tang og drivtømmer,

Ulla Koldborg var med børnene på stranden, hvor et af børnene ville finde
en ko. Og hvad er en ko, når vi taler strand? En sten med hul i. Selvfølgelig.

Og børnene flokkes om det. En pige kigger op på mig og spørger om jeg
har fundet koen. Det har jeg ikke, så vi leder sammen, og hendes glæde er
stor, da hun finder koen.

Da diplomerne er overrakt, slippes børnene løs i salen sammen med deres
forældre og bedsteforældre. Der snakkes - lutter glade stemmer, der fotograferes på livet løs - og "har du lavet det"? med ærefrygt i stemmen, og pegen: "se den har jeg tegnet". Ih og næh og åh lyder det fra alle sider.

Og så skal vi ikke glemme klubben, som har fyldt en hel væg med små
værker, hvor de har filosoferet over venskab. En skriver så enkelt: "uden venner er man intet, med er man alt".

En udstilling og en demonstration af hvad fantasien kan, åbne børnenes
øjne og sind for verden, dens muligheder og mangfoldighed.