Det sker i relationen

Af Elisabeth Lockert lange

Ole Henrik Hansen, pædagog og forsker, havnede på forsiden, da han langede ud efter det pædagogiske personale, der passer de helt små børn i vuggestuerne, for deres manglende engagement. Nogle var henrykte, andre vrede. Han uddyber her.

Kravene er store til det pædagogiske personale, til deres involvering, til deres kærlighed til børnene, og til deres kritiske blik på sig selv og deres praksis.

Selvom vi "kun" taler sammen i telefonen, brænder Ole Henrik Hansen igennem med sit engagement på vegne af de helt små børn, vuggestue-børnene, dagplejebørnene. Som han siger på et tidspunkt: de skal nærmest ville dø for de små.

Og den holdning er absolut ikke det, Ole Henrik Hansen, 51 år med både børn og børnebørn, uddannet pædagog og nu PhD-fellow på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, møder i sin forskning ude i vuggestuerne.

To undersøgelser har han lavet, en hvor 1300 pædagoger deltog, som handlede om hvordan de organiserer deres arbejdsdag, og hvordan ledelsen fungerer. Og en anden hvor han har foretaget strukturerede feltobservationer i en række vuggestuer, og interviewet primært lederne om hverdagens tilrettelæggelse.

Han endte på forsiden af landets medier, da han blev citeret for at i nogle vuggestuer får børnene kun tre minutters voksenkontakt i timen, mens det i andre var op til 21 minutter. Og at forskellen handler om tilrettelæggelse af hverdagen. Det vakte jubel i nogle dele af det pædagogiske landskab og vrede i andre.

Kritikken fastholder han, men nuancerer det:
"Der tegner sig et billede af at der er stor forskel på den måde, vugge-stuerne skaber et pædagogisk rum for interaktion for børnene. Der er skrevet i medierne at der er syv dårlige og kun to gode vuggestuer i min undersøgelse, men sådan kan man ikke sige det. Men man må sige at der er forskel", siger han og uddyber:

"Det fungerer bedst der, hvor de har tilrettelagt dagen og pædagogikken. Der hvor de har brudt store børnegrupper ned i mindre grupper, hvor børnene i gruppen i højere grad har samme alder, og hvor der kun er én pædagog sammen med børnene. En voksen som vil være langt mere opmærksom på det enkelte barn end flere pædagoger sammen, som i højere grad overvåger gruppen og taler sammen indbyrdes."

Derfor vurderer Ole Henrik Hansen at dagplejen har et fortrin, fordi de har færre børn og er én voksen sammen med dem.

"Men de er måske udfordret ved at de er meget alene, det kan være problematisk for nogen. Det har jeg ikke undersøgt, men det kommer, sandsynligvis allerede her i efteråret."

Vi slår noget ihjel

Også ledelsesplanet er vigtigt.
"De vuggestuer, der fungerede bedst i min undersøgelse, er dem, hvor ledelsen forstår at se kritisk på deres egen praksis. Og hvor de forstår at hvis børn ikke fungerer, så handler det i højere grad om tilrettelæggelse, og om hvordan pædagogikken er skruet sammen, end det handler om barnet. Nogle få ledere ser kritisk på deres egen praksis, mens andre placerer
problemet i barnet."

Så er der roen, og den har de mindste børn brug for. Det hænger sammen med hjernen og dens evne til opmærksomhed for de helt smås opmærk-somhed.

"De helt små børn har brug for ro i butikken."

Ole Henrik Hansen peger på indkøringen af børnene som et meget problematisk felt:

"Hvis vi gerne vil opdrage børnene i en demokratisk ånd, og det vil vi jo gerne, så er vi nødt til at se på, hvordan vi behandler dem i det forløb. Jeg tror at det der sker i indkøringen af det helt lille barn er meget svært for dem. Vi slår noget ihjel. Og det vi slår ihjel er det, som demokratiet lever
af: deres selvværd, deres tilknytning til bestemte voksne. Alt det har trange vilkår. Nogle steder. Andre steder forstår man bedre at skabe trygge vilkår", siger han.

Det er særligt de børn, som er utrygge hjemme, som har det svært i vuggestuen. Han mener at de betaler prisen for den måde, som vuggestuerne fungerer på.

Selvfølgelig handler det også om normering, skynder han sig at tilføje. Men alligevel, hvis vuggestuerne gør sig umage og giver børnene ro, laver mindre børnegrupper med én voksen, og med en ledelse som evner at se kritisk på vuggestuens praksis, så bliver vuggestuen bedre for de små, uanset normeringen.

"Så på den ene side har de vuggestuer som klarer sig godt den samme normering som de, der klarer sig dårligt, og på den anden side betyder normeringen noget. Når stedet er dårligt fungerende, så bliver det ikke som ved et trylleslag godt ved at der kommer flere pædagoger ind, så der skal ses på tilrettelæggelsen, og på hvordan de målretter det pædagogiske.
Samtidig er det positivt at den nye regering vil se på normeringer
i daginstitutionerne."

En stemme í fællesskabet

Tilbage står hans kritik af de ansatte, af det pædagogiske personale.

Han er selv uddannet pædagog, vidste, efter en kort tur inden om universitetet, at han ville være pædagog, måtte vente tre år for overhovedet at komme ind, for dengang var det svært. Men det ville han, sådan har det altid været, og han følte det var et drømmejob.

"Og sådan skal man have det som pædagog. Det skal være noget andet og mere end blot et job, især når det er de allermindste det handler om. Det er ufattelig vigtigt det engagement der skal til, det der gør at barnet føler sig set, anerkendt og inkluderet. Det er i relationen det sker, inkluderingen og tilknytningen. Og når det er der, så sker der andre processer, især med barnets selvværd og dets sprog."

Ole Henrik Hansen er sprogforsker, så meget af hans undersøgelser har handlet netop om sproget. Som hænger uløseligt sammen med relationen og det der sker i den.

"Det handler ikke om ord, det handler om at være en stemme i fælles-skabet. Når de voksne er engagerede så skal sproget nok komme, når de er uengagerede så bliver det terpen af ord, og "vi skal lige huske at anerkende Torkil, for nu er det tid til det". Ja, sat på spidsen, men det nærmer sig nogen steder. Anerkendelsen - og resten - sker i relationen. Med engagerede pædagoger, dagplejere og medhjælpere."

Han siger direkte at nogle af dem der arbejder i vuggestue ikke burde gøre det. Det var tydeligt for ham både i hans interviews med medarbejdere og i hans observationer af arbejdet.

"Det er en stærk kritik, men jeg bør forholde mig kritisk til, hvad jeg hører og ser. Vi skal se kritisk på os selv og vores arbejde og vores kolleger. For kun det bedste er godt nok, det ved vi. Pædagogerne, medhjælperne og dagplejerne skal nærmest ville dø for de unger. I stedet ser jeg, hvordan
de små slukker ned, når forældrene går. Al modstand er nytteløs,
"jeg skal være her". Det slår det ihjel som demokratiet er lavet af."

Det allervigtigste arbejde

"Hvad der skal til" Vi skal vide at det ikke er ligegyldigt, vide at dette er det allervigtigste arbejde. At de er små mennesker, det kan vi have tendens til at glemme, det træder i baggrunden at de er små mennesker, som er fuldstændig forsvarsløse. Og de skal behandles nænsomt, især i starten. Vi skal tænke på hvad de udsættes for. De har én person, som oftest deres mor, som omdrejningspunkt, og pludselig mister de hende.
De som er trygge ved deres mor, de klarer det, de som ikke er trygge, de lider skade, og det er rigtig rigtig skidt", siger Ole Henrik Hansen.

Det handler om kærlighed, siger han. Og trækker så tilbage, for det er nok ikke det helt rigtige ord at bruge. Og så alligevel, for det handler om kærlighed.

"Forstået på den måde at man i handling viser barnet, at her vil vi dig, her kan du udfolde dig, være ked af det, være glad, være i fred. Have rummelighed og tilgivelse, så den rummelige omsorgstilgang som forældrene omgås barnet med, også er den måde som vuggestuen og dagplejen omgås barnet."

Det samme gælder den måde, som forældre åbner verden på for barnet. Moren som helt fra barnet er født taler til det.

"Det stimulerer en masse ting i hjernen, som senere bliver til kompetencer. Det er vigtigt " og pædagogikken i vuggestuen og dagplejen skal indeholde det at åbne verden for børnene, så de får de kompetencer. De skal vises, tales til, tegnes med, leges med, have fysisk kropslig stimulering?, siger han
og tilføjer stille:

"Det er bare ikke det jeg ser, når jeg kommer ud i vuggestuerne."

Og igen:
"Lad os kalde det pædagogisk kærlighed. De pædagogiske medarbejdere skal gå planken helt ud med de børn, så bliver arbejdet for dem selv også sjovere og mere rigtigt."

Noget andet er den manglende diskussion af hvad det indebærer at børnene kommer i vuggestue, fra de er et halvt år gamle.

"Det har vi aldrig rigtig snakket om, det er bare noget vuggestuerne og dagplejen har fået som opgave, som skal løses næsten uanset hvad. Fordi vi er nødt til at have en vuggestue på grund af de strukturelle krav, der er i samfundet. Børnene betaler prisen fordi vi har ikke talt om det. Pointen er ikke at mor skal hjem i køkkenet, men at de børn skal passes seriøst.
Det kan ikke nytte at vi har et tilbud hvor de ansatte kan gøre, som de selv finder det rigtigt, og måske er det ikke det bedste. Og det er jo ikke raketfysisk, det er ikke svært at skabe rammer for det. Det vil jeg gerne tage en ordentlig diskussion om."

Ole Henrik Hansen lægger ud i diskussionen med en debatbog senere på året, som han skriver sammen med en journalist fra Politiken.

Og så besøger Ole Henrik Hansen i øvrigt LFS, hvor han på et medlemsmøde den 8. november fortæller om sin forskning og de helt små børns behov. Tilmelding her i bladet og på hjemmesiden.