Demokratiets grundlag
Søs Bayer tager fat på kernen: kritik og dens afgørende rolle for forandring og fremdrift. Kritik af det bestående burde være en selvfølge, men i tidens klima har kritik hårde vilkår.
Søs Bayer er en af pædagogikkens store navne og kendt over det ganske land. Hun er cand.mag. i dansk og pædagogik, er lektor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, har en ph.d. afhandling med kritik og pædagogik bag sig og er en flittig bidragyder til Social Kritik.
Og netop kritik (og pædagogik) er hendes emne på konferencen.
For hvorfor er kritikken så trængt? Og hvorfor er den så vigtig?
Til det sidste, fordi den hænger uløseligt sammen med demokratiet, siger hun. Og med videnskaben - de er komplementære størrelser.
"Men kritik skal ikke nødvendigvis indeholde forbedringer", mener Søs Bayer og uddyber: " Kritik skal have lov at være ren og ikke blive afvist, blot fordi den kritiske ikke kan anvise alternativer eller gøre det bedre selv."
Kritik er heller ikke et personligt individuelt anliggende, understreger hun, det er derimod en selvfølgelighed og en pligt i demokrati og videnskab.
Hun henviser til Rasmus Villig og hans forskning i kritik (som har været beskrevet her i bladet et par gange). Han bruger et billede af samfundet som campingpladser, hvor vi rejser videre til den næste, hvis vi er utilfredse med noget - uden at vi rejser kritikken af det væsentlige.
"Den sociale kritik, kritikken af ulighed, trædes under fode."
Og hvad sker der, når den kritiske stemme ikke er til stede i samfundet"
"Så bliver det hele profitmaksimering, for markedet er ligeglad med mennesket, det er markedets logik. Og derfor er der brug for et kritisk demokrati."
Undersøgelse
Tilbage i tiden var kritik videnskabens kendetegn, det var grundlaget for undersøgelser. Nu er videnskabens kerne blevet "det evidente".
Engang betød kritik undersøgelse, af magten, af sandheden, af teksterne og skrifterne, og den tilgang er nødvendig i et demokrati.
"Derfor hører kritik og videnskab sammen. Så lad os tale kritikken tilbage til at være del af demokratiet og videnskaben", opfordrer Søs Bayer.
Og pædagogik? Det anses jo ikke for at være en videnskab, men et fag, en formidlet forskning og en italesat praksis. Karl Oscar, fem år, i børnehaven. Ham er der flere perspektiver på, filosofiske, etiske, historiske og antropologiske. Med andre ord, pædagogik bruger en masse fra andre fag.
Praktisk pædagogik har altid haft en kritisk side. Det starter med en kritik af det bestående. Men ikke nødvendigvis med anvisning af alternativer.
Søs Bayer nævner forskellige kritikformer, som bruges i pædagogik men
som er hentet fra andre fag. Som kapitalismekritikken, det vil sige synet på
mennesket som arbejdskraft, med den fremmedgørelse og ensretning, selvforvaltning og selvregulering, det har som konsekvens. Socialiseringskritikken, som fokuserer på mødet mellem mennesker, og det udtryk af magt og undertrykkelse det åbenbarer. Og kritikken af skolen,
skolen som noget andet end den fremstår som.
"Tilførelse af viden er bare en lille del af skolen, det handler langt mere
om at reproducere samfundsstrukturer og at selektere individer. En proces som i øvrigt nu er flyttet ned i vuggestuerne", siger Søs Bayer. Og slår dermed et tema an på konferencen: pædagogerne som delagtige, som medløbere.
Hun reflekterer over ordet "skal" og den deraf følgende både
uselvstændighed og selvstændighed. Hun citerer et barn for følgende:
"Hvis jeg skal når vi ikke skal, så skal jeg klare det selv".
Situationen det er sagt i er at skulle tisse på kommando, når man skal ud på legepladsen.
"Pædagogikkens kritiske potentiale er der, hvor den overskrider grænser. Det er endnu ikke udfoldet, det er et kampfelt, og vi skal have genetableret at kritik er en selvfølgelighed."