En slumrende vildmand

I vesten har vi en flere tusind år gammel viden om børn, barndom, leg og læring. Men noget gik galt et sted undervejs, da fornuft og moral blev selvstændige livsformer. Vi blev barbariske.

Pædagogik eller barbari kalder Anne-Marie Eggert Olsen, lektor i pædagogisk filosofi på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og skribent i Pædagogisk Kritik sit oplæg. Og hun lægger ud med noget som mange af os oplever som ret barbarisk: nemlig den såkaldte tigerkultur. Den kinesiske opdragelse, som har fået en del omtale efter en kinesisk mor skrev en bog om sine opdragelsesmetoder, angreb vestens opdragelse for at være alt for blødsøden og fremhævede sin egen tigermodel.

Det er en opdragelse som bygger på tvang, en gennemregulering af barnets hverdag med begrænset leg og ingen spildtid, og med succes som mål for opdragelsen. Succes i varianten uddannelse og kompetence.

"Vi i vesten kræver ikke nok af vores børn, mener tigermødrene.
Og nogen mener at vi kan lære meget af kinesernes opdragelsesmetoder. Men sikke noget vås. Ren tvang er der ingen pædagogik i, og det skal vi pure afvise. Og det skal vi fordi vi ved bedre", siger hun med stort eftertryk.

Og hvad er det vi ved bedre, hvad er det for en viden vi har, spørger hun retorisk og svarer: en pædagogisk tænkning som er 2500 år gammel. En tænkning hvor absolut ingen anbefaler at man banker noget ind i barnet. Hendes eksempel er Platon som i år -375 taler om leg som vejen til viden og udvikling, aldrig tvang.

Og barbari? Det kommer ind i billedet, når fornuften dyrkes løsrevet og for sin egen skyld, sådan som det skete i oplysningstiden.

"Når mennesket kun kultiveres ud fra fornuft, så bliver det barbarisk, for så undertrykkes følelser, og når det sker, mister vi den menneskelige natur. "

I vores samfund er fornuft yderligere indsnævret til at være synonymt med økonomisk fornuft, peger hun på.

"Så passer det også til det altdominerende marked og profittænkningen.
Det der har værdi er det der har bytteværdi på markedet. I det 20. århundrede bestemmer det alle menneskelige relationer og trænger også ind i intimsfæren."

Men det er barbari, og barbari og rationalitet i kombination er en slumrende vildmand, mener hun.

"På den ene side har vi den ene mere rigide lovgivning efter den anden og diverse moralsystemer. På den anden side har vi det uregulerede, noget vildt og kriminelt. Denne barbariske rationalitet er forklaringen på en række ulykker, blandt den holocaust."

Uddannelse som svaret på alt

Det store fokus på uddannelse er en del af tendensen, en livsomspændende uddannelse.

"For jo mere vi atomiseres, jo mere er vi henvist til læring og uddannelse. Og uddannelseskriterier er mere og mere afgørende for vores deltagelse i samfundet, som lønarbejder og som forbruger. På den måde producerer vi også eksklusion. For der er et kunstigt skel mellem uddannede og uuddannede. De uddannede, de inkluderede, er i en naturlig sammenhæng. Men der er intet til at holde de ekskluderede sammen. Der er ikke en særlig identitet i at være uuddannet. Det er kun negativt defineret - ved at de falder udenfor. Og i øvrigt, det der holder det store flertal sammen, altså de som er kvalificeret til at deltage på arbejdsmarkedet, det er indbyrdes konkurrence."

Det meste politik forstærker dette, og også det pædagogiske område er styret af det: rationalet, økonomisering, styring, dokumentation, test etc.

"Testene foretages i en fase hvor barnets evner er under udvikling, før de ti år, og uden at overveje hvad denne målen og vejen, og ikke mindst sammenligning, gør ved børns karakter. Vi laver nogen vi ikke kan lide, vi laver intolerante konkurrencemennesker."

Uddannelse synes at være svaret på alt - uanset.

"Men det virker ikke. Ved sociale problemer kan uddannelse ikke erstatte en social indsats", siger hun og smager på ordet social:
"Bare ordet social og alt det kombineres med betegner samfundets bund. Men det er jo de rige, der udgør samfundets største problem."

Fornuft manifesterer sig også som moral. Og den er vi alle underlagt. Fx det at vi eksisterer for at gå på arbejde. Hun bruger eksemplet at det er okay at komme udslidt hjem og intet orke efter en uges arbejde, mens det bestemt ikke er okay at komme udslidt på arbejde efter en hård weekend.

"Moral er også inde over i forhold til kravet om aktivt medborgerskab. For det er ikke nok at betale sin skat, opdrage sine børn og den slags, man skal også være aktiv. Det der ligger i det er reelt tilpasning. Det er den lille merpression, og den skal bekæmpes. Tag Pisa-undersøgelserne, de
cementerer klasseforskelle. Og vi bliver medløbere."

Hun fremhæver både akademisering og kritik som veje at gå. Vel at mærke akademisering i betydningen at tænke kritiske, filosofiske og reflektoriske perspektiver på sit fag.

"Og kritik, den forudsætter ikke at man kan bedre selv, må man fx ikke kritisere sine sko uden at kunne lave dem bedre selv? Kritik skal være fri til at kritisere, uden tvang til at opstille alternativer. Teoriens styrke er netop at den ikke er tvunget til at handle, for på handlingsplan må vi
altid gå på kompromis."