Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Gør vi det, vi tror vi gør?
Af Lene Ehrenberg, støttepædagog og Marte Meo terapeut, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Nørrebro
Marte Meo: et ressourcegivende og udviklingsorienteret pædagogisk redskab til den udøvende pædagogik i institutionen.
Jeg er udover at være støttepædagog uddannet Marte Meo terapeut. Derfor har institutionerne på Nørrebro mulighed for at søge om et Marte Meo forløb, og gennem det få kigget sig selv over skulderen. På den måde kan de få opkvalificeret den daglige pædagogiske praksis og højne deres egen faglighed.
Pædagogerne har stor menneskelig betydning for børnene. Deres kontaktform er en ressource for især sårbare børn. Derfor er det nødvendigt med faglig viden og supervision til pædagogerne. De har brug for at dele deres erfaringer, dilemmaer, refleksioner og frustrationer og få en faglig og saglig refleksion.
Her er Marte Meo et must, fordi metoden er ressourcegivende og udviklingsorienteret. Problemet flyttes fra barnet eller børnegruppen til at være et pædagogisk redskab til den udøvende pædagogik i institutionen.
Metoden er velegnet til at dokumentere og evaluere udviklings- og læringsmål, samt til analyse af eget praksisfelt med fokus på, om vi gør det, vi tror vi gør.
Marte Meo er latin og betyder "ved egen kraft". Metoden er udviklet af den hollandske terapeut Maria Aarts, som undersøgte hvordan relationer og kommunikation har betydning for en positiv udvikling mellem mennesker. Det er i samspillet med andre, man ser og mærker hvem man er. Det er her identiteten dannes, selvværdet styrkes eller svækkes.
Metoden repræsenterer en kompetenceorienteret udviklingsmodel, hvor den teoretiske forankring er at finde i nyere forskning om børn og barndom. Stern, Kampman m.fl.
Ved at studere og analysere kommunikation i et samspil, vil man kunne se, hvad der skaber nærhed, kontakt og udvikling mellem de mennesker der deltager. Og det er disse positive samspils-relationer, der er i fokus i Marte Meo metoden.
Video og analyse
Når en institution har fået bevilget et Marte Meo forløb, foregår det rent praktisk sådan at forældre og pædagoger underskriver en kontrakt, hvori det fremgår, hvordan de etiske og juridiske aspekter overholdes. Sammen med personalet holder jeg et introduktionsmøde om forløbet. Her formulerer pædagogerne deres dilemma og hvad de ønsker at blive bedre til. Derefter aftales, hvornår jeg skal komme og filme.
Videooptagelserne er det helt afgørende element i Marte Meo metoden. Det er ofte sådan, at virkeligheden ser anderledes ud i virkeligheden! Her fremgår det, hvornår og hvordan pædagogen er i en bekræftende og udviklingsstøttende dialog. Hvordan barnets eller børnegruppens initiativer bliver set og mødt, og hvilke respons der er på dem.
Metoden fokuserer på hvilke forudsætninger og behov de mennesker, vi arbejder med, har. Marte Meo metoden lægger vægt på at bekræfte og fremhæve det, der fungerer, og gøre det på en tydelig og konkret måde.
Herefter laver jeg en analyse af det filmede. I interaktionsanalysen
er der fokus på, hvad der konkret sker i samspillet. Interaktionsanalysen er Marte Meo terapeutens vigtigste arbejdsredskab. Den munder ud i en professionel analyseliste, som viser hvor barnet er i sin udvikling, og hvor der er behov for at sætte ind for at hjælpe barnet videre i sin udvikling.
Ligeledes vil det fremgå, hvilke kompetencer den voksne har i relationen. Her ses hvilke arbejdspunkter pædagogen skal have for at løse det stillede arbejdsspørgsmål eller dilemma.
Efter at have lavet interaktionsanalysen af videooptagelserne giver jeg en tilbagemelding til personalet. Her viser jeg klip fra, hvad der fungerer godt i samspillet. Jeg udvælger klip, hvor både barnets og pædagogens ressourcer ses i samspillet. Dette virker meget motiverende for pædagogerne.
Sammen med de viste klip giver jeg oplæg om teorien bag, hvorfor det fungerer. Det giver en god og fremadrettet debat. Jo flere der ser og deltager i tilbagemeldingerne, jo bedre. Det giver mulighed for fælles refleksioner og sætter fokus på den pædagogiske praksis.
Derefter får pædagogerne et arbejdspunkt, de skal arbejde med over for barnet/gruppen. Det kan eksempelvis være, at de skal benævne sig selv mere eller at give et barn mere tid. Igen alt efter, hvad der er dilemmaet. Der aftales så et nyt tidspunkt, hvor jeg skal komme og filme, som regel efter en uges tid.
Så kommer jeg og filmer igen - og tilbagemelder på det filmede. Når første arbejdspunkt er blevet integreret, gås videre til næste arbejdspunkt. Et forløb er sat til at vare ca. tre måneder, hvor der ofte indgår fem til seks optagelser og tilbagemeldinger.
Fælles refleksion
Jeg oplever, at institutioner med hver deres indfaldsvinkel har vist interesse og har haft glæde af metoden. Ofte i forbindelse med uhensigtsmæssig eller uforståelig adfærd hos et barn. Pædagogerne har været glade for den fælles refleksion og konkrete vejledning.
Mange har oplevet metoden både lærerig og meget udviklende, efter at have oplevet at det ikke er en fejlfinder metode. Det var ikke angsten for at mislykkes, men glæden ved at kunne mestre, der ofte har præget stemningen ved tilbagemeldingerne.
Metoden harmonere godt med menneskesynet om at se ressourcer og kompetencer, frem for at se svagheder hos det enkelte menneske. Med videooptagelserne øger det evnen til at se barnets og gruppens signaler og efterfølgende, hvordan vi kan imødekomme og udvikle barnet, gruppen. Det medfører øget selvrefleksion og faglig bevidsthed.
Følgende nøgleord som er vigtige i Marte Meo metoden:
- Benævne barnets navn - et væsentligt element i identitetsdannelsen
- Følg et initiativ - herved lærer barnet, at andre er interesseret i det og man lærer om det andet menneske, hvor det nu er.
- Sæt ord på handlinger - fortæl, hvad du ser og gør.
- Sæt ord på følelser - vis, at det er trygt at dele følelser med dig.
- Bekræft - fortæl, at du har set og hørt barnet.
- Begyndelser og afslutninger - vær tydelig i starten og slutningen på kontakten eller aktiviteten.
- Støtte frem for kompensation - tag ledelse, vær på forkant med situationen og sæt ord på.
- Triangulere - prøv at skabe forbindelser mellem børnene i et fællesskab.
- Turtagning - opøv barnet i at være social
- Vent - giv tid, nogle har brug for et langsommere tempo.