LEDER

Af Jan Hoby, medlem af forretningsudvalget

SOLIDARITETEN & FÆLLESSKABETS SEJRE!

For første gang i sin regeringstid er Fogh rystet – men det var ikke den såkaldte opposition med Socialdemokraterne i spidsen eller venstrefløjen, som rystede Fogh. Det var heller ikke fagtoppen i LO eller FTF, der rystede Fogh. Men derimod titusindvis af pædagoger, pædagogmedhjælpere, dagplejere og forældre! Helt almindelige mennesker som sagde ”Nu er det nok”.

Gennem protester og demonstrationer blev Foghs nyliberale fortryllelse ophævet. Bevægelsen har sat en ny velfærdsdagsorden. Bevægelsen har presset Fogh-regeringen i defensiven. Fogh er nu en jaget mand. Bevægelsen har skiftet det politiske styrkeforhold i opinionsmålingerne. Fogh er nu i mindretal.

Protestbevægelsens styrke og dynamik skyldes ikke mindst dens stærke lokale afsæt, modstanderen har været de kommunale politikere, som sideløbende har udviklet sig helt rigtigt til en kamp mod Fogh-regeringen. Det pædagogiske personale i hele landet har i dag en flertalsdagsorden; et fl ertal i befolkningen – 65 pct. – mener der skal sættes flere penge af til daginstitutionsområdet.

Det mest iøjnefaldende træk ved det folkelig oprør er at protesterne, initiativerne, organiseringen og dynamikken er kommet nedefra – 110 pct. Der er tale om en bevægelse, som det bliver svært at finde et tilsvarende eksempel på herhjemme.

For titusindvis af aktivister (pædagogiske personale, forældre etc) og blandt et flertal i befolkningen bliver de små fem uger med protester opsummeret således:

• Bevægelsen har vist at politikerne kan presses – at protester og demonstrationer nytter, i 15 kommuner er nedskæringer taget af bordet eller reduceret.
• Bevægelsen har vundet en politisk sejr og giver titusinder håb om at velfærden kan forsvares og forbedres.

Bevægelsen har givet tusindvis af unge en fornemmelse for, hvad fagligt arbejde skulle være og kan blive. Disse unge bliver fagbevægelsens fremtid. Det folkelige oprør har vist at visionen om at gendanne fagbevægelsen som politisk projekt har gode udsigter. Når medlemmerne nedefra sætter fællesskabets styrke i centrum for deres handlinger så er intet umuligt.

Det pædagogiske personale i det ganske land har grund til at være stolte over at vores fællesskab har skrevet historie. LFS og ikke mindst LFS’ medlemmer har spillet en vigtig rolle i protestbevægelsens succes i København. I samarbejde med BUPL, SL og PLS (Pædagogstuderendes Landssammenslutning) har vi vist de kommunale politikere at hvis de ikke vil give os respekt, så tager vi den selv!

Personligt vil jeg gerne takke LFS’ medlemmer for jeres indsats i budgetkampen. I har vist at fagbevægelsen er en levende bevægelse, og sammen kan vi skabe et bedre København og et andet Danmark – uden nedskæringer og nyliberalisme.