Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Specialområdets generalforsamling:
Af Elisabeth Lockert Lange
Politik og virkelighed
Prostituerede til udviklingshæmmede? Dette foruden narkobehandlingsgaranti uden ekstra ressourcer er et par af topemnerne på specialområdets generalforsamling.
Den velbesøgte og veloplagte generalforsamling er delt i to. Som start før den egentlige demokratiske handling med beretning, afsteming og valg har bestyrelsen indbudt to politikere fra Socialudvalget, formand og borgmester Mikkel Warming (Enhedslisten) og næstformand Lars Rasmussen fra Socialdemokraterne. De skal underholde med deres visioner.
Mange ting er de faktisk enige om. At de psykisk syge bør have nye bosteder fx, og at de løfter der tidligere er givet om renovering af bostederne ikke kan holdes, da der ikke er afsat midler til det. Det beklager de begge.
Enigheden rækker også til at udviklingshæmmede ikke skal have formidlet prostituerede gennem deres pædagoger ansat af Københavns Kommune. Det er besluttet at det skal Københavns Kommune bare ikke. Derimod skal de prostituerede have hjælp til at komme ud af prostitution.
Forskellene er også til at få øje på. Lars Rasmussen taler en del om brugernes valg og individuelle behov. Om rigtigt arbejde og om fi xerum for stofmisbrugere. Der er flertal i Borgerrepræsentationen for fixerum, men det må kommunen ikke realisere for regeringen, hvilket efter hans mening gør regeringen ansvarlig for narkomaners død. Også problemerne på Sundbygård med psykiske syge hvoraf en gruppe også er stofmisbrugere er noget han vil løse.
”Den korte snor er navnet på et initiativ for helt unge som laver personfarlig grov kriminalitet, de skal mandsopdækkes. Vi skal skaffe hjælp til familierne, men vi skal også få børnene tvangsfjernet fra forældrene, når det er nødvendigt. Og hellere for mange end for få”, fastslår Lars Rasmussen.
Mikkel Warmings visioner på narkoområdet går ud over fixerum. Der bliver i disse år fl ere misbrugere, fordi antallet af hashrygere og kokainbruger vokser.
”Vi skal skaffe penge til behandling af dem, ellers bliver kvaliteten ringere. Der skal laves en ny prognose, og det skal der tages hul på til næste års budget. Vi skal også se på, hvad der virker og ikke virker, og måske nye måder at arbejde på.”
Dokumentation præsenterer et dilemma. Der bruges mere og mere tid på dokumentation, og på den ene side er det fint at se på, hvordan vi kan blive bedre.
”Det kan kaldes effektmålinger, og man skal bruge de gode erfaringer og dele af dem. Men på den anden side – når alt skal i skemaer, og man skal udfylde masser af dem, så tager man tiden fra det andet. Så hvordan kan vi blive bedre til at udbrede, hvad der virker uden at alt skal i tabeller. Jeg mener heller ikke at vi behøver retningslinjer for alt, vi skal turde overgive ansvaret til jer, som arbejder med dette. Det er jo det store ønske: tid og ro til at lave arbejdet.”
DILEMMA OM PROSTITUTION
Hænder er klar med det samme: Hvad er det de psykisk syge skal vælge? Hvad skal vi gøre, når vi ikke må formidle kontakt til prostitution?
Det første spørgsmål er til Lars Rasmussen, som dels svarer lidt vagt med ”større fokus på individets behov”, dels konkret med Sundbygård hvor pårørende kritiserer at misbrugere bor sammen med ikke misbrugere. Og hvor man vil lave et særligt område med misbrugsboenheder for psykisk syge, dog ikke som et isoleret bosted.
Det møder en vis skepsis. Ikke misbrugende psykisk syge opfører sig også ”anderledes”. Og hvis misbrug også er hash, bliver det svært at skille dem ad, da en stor del af dem har et hashforbrug.
Rigtigt arbejde til udviklingshæmmede taler Lars Rasmussen for. Men det er svært at skaffe dem, kommenterer en deltager. De unge i bofællesskaberne som hun arbejder med kan efter hendes vurdering ikke klare at leve af et job, de vil blot få nederlag på nederlag.
”Det er fint med et job men giv dem også pensionen. Når disse mennesker visiteres til et botilbud så er de på et niveau, hvor de ikke kan leve af et job. Og i øvrigt bør kommunen gå foran med at ansætte udviklingshæmmede – de var der før i tiden.”
Til dilemmaet om prostitution. At formidle en sådan kontakt er tydeligvis en relativt dagligdags foreteelse, i hvert fald er flere af deltagerne interesserede i, hvad de så skulle gøre?
Og deres konkrete dilemma kan Mikkel Warming sagtens se, men det ændrer ikke hans holdning til at Københavns Kommune ikke skal formidle den kontakt. Han medgiver at forvaltningen ikke har været gode nok til at følge op og støtte medarbejderne i at hjælpe brugerne på andre måder, fx i at få kærester osv.
En deltager tager bladet fra munden: de alternative veje, kurser i sexologi, personalehjælp til brugerhjælp, brugerkontakter, alt det har de lavet derude de sidste 25 år.
”Tag medarbejdernes dilemma alvorligt, for de andre måder dem bruger de. Formidlingen til prostituerede er netop den sidste mulighed, når alle andre har været afprøvet.”
Og så bør der afsættes penge til at flere får seksualvejlederuddannelse – det er der brug for.
POLITIK OG VIRKELIGHED
En deltager sætter aftenens emner klart og tydeligt op: dilemmaer handler meget om forskellen mellem det politisk besluttede og virkeligheden.
Hendes ord handler om narkobehandling: ”Der må ikke være ventelister til narkobehandling. Det har man besluttet. Det betyder at narkobehandlingsinstitutioner i virkeligheden ikke har nogen normering, for der følger jo ikke penge med det ekstra tryk. Det ser fint ud på papiret, men det virker ikke i virkeligheden.”
En anden deltager understøtter: ”det er ikke et nyt problem, både vi og kommunens egne forudsigelser har længe sagt at det er nødvendigt med flere pladser. Narko handler alt for tit kun om fixerum, det er slet ikke nok.”
Mikkel Warming er fuld af forståelse, men gentager at tilførsel af ressourcer kun kan gøres ved at behandlingspladserne stiger, når misbruget stiger. Der skal som sagt en ny prognose til. Han overvejer højt, om området måske skal være mere efterspørgselstyret end rammestyret (måske ikke så gennemtænkt – hvad så hvis antallet falder….).
En deltager fra børn- og ungeområdet vil gerne have et konkret svar på ”hvad I vil gøre for at anbringe tidligere. Det ved man faktisk virker, når det sker tidligt, men halvdelen af de nuværende anbringelser er jo af de over 15-årige.”
Hun får ikke noget konkret svar. Mikkel Warming vil gerne ”ind så tidligt så anbringelse ikke er nødvendigt, og hvis det er at man så opdager det tidligere”. Han anbefaler opmærksom, også i børnehaven.
Velfærds-forringelser
Og så følger den ”rigtige” generalforsamling – selvom meget af debatten kan siges at være taget på forhånd i forhold til de to politikere.
Formand for specialområdet Helle Haslund ser tilbage på de to år siden sidste generalforsamling. Masser af begivenheder: overenskomsten med ekstra løntrin til alle, Accenture som slugte tiiimer brugt på at rede trådede ud. Fusionen både i større udgave og i lokal udgave. Som gerne skal føre til en større og stærkere fagforening i det lange løb.
Bestyrelsesarbejdet er forankret i faggruppernes arbejde, og i tillidsrepræsentanternes ude på arbejdspladserne. Derude samler fællestillidsrepræsentant Karin Bengtson trådene og bringer det ind i bestyrelsen.
Specialområdet har oplevet en lille medlemsfremgang, fortæller Helle Haslund, området er nu det næststørste i LFS, og nærmer sig de 1700 medlemmer. Det skyldes dels nye institutioner, dels tillidsrepræsentanternes utrættelige indsats for at få alle organiseret. Hun kommer ind på velfærdsdebatten:
”Vi ser tendensen med velfærdsforringelser og større social ulighed. Der er besparelser på området, men Københavns Kommune har jo råd. Faktisk mener vi at København ikke har råd til besparelserne. Og derfor er vi på mærkerne, for samfundet kan ikke klare en større marginalisering. Eller fl ere forringelser af arbejdspladserne. Der er omstruktureringer både på an-bringelsesområdet og stofmisbrugsområdet. Hvor langt vil de gå med besparelserne? Vi kan ikke vende det blinde øje til, det strider mod vores faglighed. Vi skal tage den fagpolitiske kamp.”
BUDGET MED BÅDE GODT OG SKIDT
Debatten handler først og fremmest om stofmisbrugsområdet og næste års budget. Stofmisbrugsmedarbejdere på generalforsamlingen ønsker at de fremtidige mål skal afspejle problemerne med behandlingsgarantien, som allerede er blevet bragt frem over for de to politikere fra Socialudvalget.
”Vi bliver oversvømmet med klienter, og behandlingen bliver dårligere og dårligere.” Og der er for meget fokus på fixerum, mon misbrugerne overhovedet vil gå derhen og fixe?
Ulla Baggesgaard, næstformand i LFS går ind for fi xerum men hun tror også at de har begrænset effekt. Hun peger på problemet at politikerne alt for ofte ikke kommer længere end til det, når de taler narkoområdet. Hun fortæller at selvom LFS får politikerne i tale om stofmisbrugsbehandling længe inden budgetforhandlingerne, så forsvinder det ud igen. I år er der dog nedfældet en hensigtserklæring, så de skal diskutere det inden næste budget.
Der bliver med alles samtykke ændret i de fremtidige mål, så de passer med både skepsis over for fi xerum og problemer med behandlingsgarantien.
Ulla Baggesgaard underholder også om budgettet på det sociale område. Ganske som børne- og ungdomsforvaltningens medarbejdere rammes de også af den nye sygefraværspolitik: forvaltningerne har besluttet at sygefraværet går ned, og derfor har budgettet skåret tilsvarende (0,8 dage pr. ansat). Om man kan opnå et lavere sygefravær ved at beslutte det og derefter gøre medarbejdernes vilkår dårligere er stærkt tvivlsomt for at sige det mildt.
”Og selvfølgelig er sygefraværet i det offentlige højere end i det private. Der er helt andre belastninger bl.a. med direkte brugerkontakt.”
Den generelle besparelse i socialforvaltningen er på 1,6 pct. på administration og på 1 pct. på budgettet i hele forvaltningen med undtagelse af døgninstitutioner og budgettet til administration. Der indføres koordinerede, tvungne lukkedage (indtil 3 uger) på dagbehandling, det svarer til 1,5 pct. af personalebudgettet. De fi re børneteams slås sammen til ét.
Servicebutikkernes antal bliver i alt otte. Det vil sige at tre eksisterende butikker lukkes, mens der åbnes en ny (for at få distriktsopdelingen til at gå op). Tilskuddet til HIV-pensionatet bortfalder, det giver en besparelse 1,5 mill.kr. Københavns Kommune anvender i dag kun halvdelen af de 4,5 pladser, de fi nancierer. Forslaget indebærer, at der vil forsvinde 2,2 helårspladser, der i dag anvendes.
På positivsiden er der penge til renovering af botilbud for psykisk syge og handicappede, til at nedbringe ventetiden på botilbud for handicappede, til at nedbringe ventetiden på botilbud for psykisk syge, til et forsøg med sundhedsrum og til narkobehandling for unge under 18 år. Desuden er stort set alle de mindre, lukningstruede projekter bevaret, bl.a. tilskuddet til Reden, net-værkstedet og fl ere andre. Besparelsen på daghøjskolerne bortfalder også. Og indsats mod unge, kriminelle styrkes med en ny døgninstitution.
LFS havde gerne set at de interne skoler på døgnområdet var ført op på niveau med den københavnske folkeskole, LFS vil også gerne med, når der skal bygges og renoveres for psykisk syge og handicappede for at få en sammentænkning af boliger og pædagogik. Og LFS havde gerne fremskyndet omstillingen af Nærumgård og fået uddannelse til personalet til det nye arbejde med spiseforstyrrede unge.Og så besluttede generalforsamlingen at give 15.000 kr. til de strejkende Århuspædagoger.
Helle Haslund formand gennem to år blev genvalgt som formand (og medlem af hovedbestyrelsen). Også næstformand gennem to år, Kirsten Lindbjerg, blev genvalgt til posten.
Kasserer gennem rigtig mange år, Bo Kirkestrup, blev også genvalgt som både kasserer og hovedbestyrelsesmedlem.
Som almene bestyrelsesmedlemmer blev Steen Petersen, Birgit Jørgensen og Inga Juel genvalgt. Nyvalgt blev Dorhe Hegnsborg Bruun og Sara Kim Thougaard.
Karin Bengtsson er som fællestillidsrepræsentant født medlem af bestyrelsen og medlem af hovedbestyrelsen.