Almenområdets generalforsamling

Af Elisabeth Lockert Lange

MISHANDLET FRITIDSPÆDAGOGIK

Fritidshjemmenes og klubbernes særdeles hårde nedfart i budget 07 var naturligt nok et hovedemne. En sønderlemmende kritik af forvaltningen var et andet.

"Dette er den første ordinære generalforsamling i det nye LFS”.

Med de ord indleder formand for almenområdet, Kirsten Annette Christensen, generalforsamlingen. Det er netop for almenområdet at dette er mest interessant, al den stund de gamle PMF’ere fra de selvejende daginstitutioner selvfølgelig indgår her.

”Vores kerneopgave er det pædagogiske arbejde med børn og unge. Samtidig er virkeligheden at jo flere kompetencer du som pædagog besidder, jo mindre tid bruger du på kerneopgaven”, konstaterer hun og fortsætter: ”Hvis man ser på de politiske holdninger for øjeblikket, så er børnepasning en dagligvare, men det er ikke forældrenes holdning – og heller ikke vores. Vi mener derimod at denne markedsgørelse ikke skaber mere kvalitet.”

Kerneopgaven har vanskelige vilkår. Daginstitutionerne lever i en skruetvinge, de får flere opgaver til færre økonomiske midler, nye opgaver uden medfølgende ressourcer. Stressfak-toren er høj, hvis man skal nå alle de pålagte opgaver. Det har bestyrelsen fokus på, forsikrer Kirsten Annette Christensen.

”Arbejdspresset nedslider os, og vi burde kunne trække os værdigt tilbage. Desværre er der ikke økonomi på den enkelte institution til at være rummelig. Vi vil arbejde for at det ikke hænger på om den enkelte institution har råd eller ej. Det er uværdigt.”

Kirsten Annette Christensen har sammen med alle andre på daginstitutionerne sukket efter en samlet børn- og ungeforvaltning. Nu er den her.

”Desværre er den foreløbige virkelighed et længerevarende kaos. Ledergruppen har ikke fået hjælp og støtte. De aner ikke hvem, der har ansvar for hvad i lokalforvaltningen. Københavns Kommune vil gerne være en attraktiv arbejdsplads, men så kan de jo starte med at behandle deres nærmeste ledelsespersoner ordentligt.”

PROBLEMER

Professionsdiskussionen er sat i gang. På repræsentantskabsmødet skal der nedsættes en arbejdsgruppe til at arbejde videre med det. Alle medlemmer skal involveres, så alle får ejerskab. Arbejdet skal lede frem til en samlet professionsstrategi; det forudsætter en afklaret fagpolitik.

”De mange opgaver kræver kompetenceudvikling – til alle ansatte. Når vi uddeler opgaver, afhænger det ikke af om man er uddannet eller ikke, men ligeså meget om personlig kompetence. Realkompetence erstatter dog ikke uddannelse, pæda-goguddannelsen gør en forskel i vores arbejde. Men arbejdspladserne profiterer af at ikke alle er uddannede”, slår Kirsten Annette Christensen fast.

Også ytringsretten optager almenbestyrelsen, retten til overordnet at problematisere et emne. Ledere kan komme i klemme, men det er vigtigt i et demokrati, at de som arbejder med opgaverne kan bidrage med deres viden og erfaring.

”Vi skal være nogen af dem, der skriver læserbreve og konkretiserer daginstitutionernes problemstillinger. Og så skal vi arbejde for at alle er organiseret rette sted. Bl.a. vil bestyrelsen udarbejde en pjece om, hvad medlemmer kan bruge LFS til.

”Med de ord sluttede formanden sin beretning. (Den sidste bemærkning faldt i god jord. En sådan pjece gør det muligt at få en diskussion om, hvorfor man er fagligt organiseret helt ud på arbejdspladserne, mener en deltager.)

Andre tager over

Én beretter om situationen på Frederiksberg, hvor der lægges institutioner sammen på grund af det faldende børnetal. Det giver problemer med forskellige kulturer, og for ledere som pludselig skal lave dobbelt så meget. De penge der spares, skulle dog angiveligt blive på området til at forbedre kvaliteten, men de ansatte er utrygge og får ikke meget at vide. Indflydelse er der slet ikke noget af, ingen har bedt om de ansattes vurdering.

Jette Olsen, tillidsrepræsentant for de legepladsansatte, beskriver året som et dårligt år for legepladserne. Problemet har været deres manglende vikarpenge, og de er blevet holdt hen, lovet et midlertidigt budget og diverse møder, de har presset på, fået besked om at ”pengene er vist nok og måske der og der” – men intet er sket fra hverken forvaltningens eller distrikternes side.

”Problemet er at de ikke svarer, hverken lokalt eller på forvaltningsniveau. Samtidig har vi computere, som ikke kan åbne deres meddelelser. Det ved de, men intet sker bortset fra at de fortsætter med at sende beskeder!”

SÆT GRUPPESTØRRELSER NED

Annette Mortensen er fællestillidsrepræsentant for de kommunale daginstitutioner i København. Hun oplever også pressede daginstitutionerne, og at presset ovenfra påvirker arbejdslivet. Tillidsrepræsentanterne har haft mange krævende opgaver lige fra lønrod over sygdom og arbejdsmiljø til budget 07.

”Lønrodet har jeg skrevet til økonomiforvaltningen om, men har ikke fået svar. Syge er der flere og fl ere der bliver, og i længere og længere tid.”De mange problematikker har fået hende til at udarbejde oplæg om forskellige emner til tillidsrepræsentanterne, bl.a. arbejdspladskultur, forhandlingsteknik og mobning.

Nadja Rasmussen er fællestillidsrepræsentant for pædagogmedhjælperne på de selvejende daginstitutioner i København Kommune. Det er ikke altid let at være tillidsrepræsentant som pædagogmedhjælper, er hendes erfaring.

”Det kan give dumme tacklinger med ledere og andre tillidsrepræsentanter, og vi får forskellig information. Det vigtige er at vi ikke bekæmper hinanden faggrupperne imellem.”Næstformand Karina Brehm er ansat på Nørrebro, hvor de har store problemer med tomme pladser, selvom det bestemt også fl orerer andre steder.

”Det er en problematik som vil brede sig på grund af den overkapacitet, som Børneplanen og forældrenes frie valg har ført til. Afregningsmodellen betyder at vi mister penge ved tomme pladser, det er usikkert at være både leder og medarbejder i disse tider. Vi har forslået at bruge provenuet til at sætte gruppestørrelserne ned. Vi har fra forvaltningen fået en skitse om at lukke 217 pladser, det vil betyde meget, både omlægning og fyringer. Det er vigtigt med klare retningslinjer fra forvaltningen for, hvordan vi sikrer ordentlige arbejdsbetingelser for alle. Vi vil i bestyrelsen holde forvaltningen i ørerne på det her, for det vil uden tvivl sprede sig.”

Og ja det findes andre steder, viser det sig hurtigt i debatten. Bl.a. i Ryvang og Nordvest.

FRITIDSHJEM SLAGTES

De store forventninger til enhedsforvaltningen har allerede fået et knæk. En deltager fra fritidshjem og klub (og det gamle U&U) peger på at samlingen er sket under laveste fællesnævner, både økonomisk og kvadratmetermæssigt. Et specifikt problem med de 12-årige, som ikke er med i normeringen (men jo ikke smides ud af klubben) betyder reelt en nedbudgettering. Hun pegerpå at håbet om en forenet og stærkere forvaltning er blegnet. De mange penge går til skolerne, og borgmesteren er ”ikke mand nok til at sige at institutionerne skal betale. Han har slagtet os, og det bør han stå ved.”

Flere viser stor vrede over at fritidshjemmene ender med endnu flere lukkedage. De har gennem mange år været hårdt ramt, nogle har afskaffet deres koloni af den grund. Samtidig er samtænkningen de allerfleste steder gået godt, og derfor er det bekymrende at de nu igen bliver ramt. Problemerne skal synliggøres, og pædagogerne må sige fra.

En anden deltager beskriver børne- og ungdomsforvaltningen som en organisation i ”total opløsning”, med rod i alt fra ledelse til økonomi. ”At være leder er slemt i dag, man har ingen at gå til. Ingen ved hvad de andre gør, ingen forventer svar mere, ingen forventer at nogen ved noget. Det er umuligt at tro på at det er organisation, hvor noget kan styres. Man nedsætter puljer, så synes man at man gør noget. Jeg er træt af puljer og projekter, som ikke fl ytter noget! Det må almenbestyrelsen og lederbestyrelsen gøre noget ved, for hvis lederne opgiver, så smitter det igennem.”

En anden leder sekunderer, at ja det er deprimerende, ”for vi står til halsen i det. Vi må finde tilbage til visionerne og gejsten. Vi må være offensive i vores krav. ”Heldagsskoleforsøget er ikke noget LFS har ønsket, og forsøget viser da også at pædagog i det regi er lig med morgenåbner eller økonoma. Fritidspædagogikken er stort set udraderet i forsøgene, alt ligger under skolen og dermed under et andet læringssyn og børnesyn.

Nedvurderingen af det pædagogiske felt viser sig også i tilbud om uddannelse, er en deltager inde på: skolelederne får diplomuddannelse, daginstitutionslederne to dages stresshåndtering. Dybt useriøst er vurderingen.

Problemer, krav og forskning skal synliggøres. Bl.a. krav om forberedelsestid og hvad daginstitutionerne skal fravælge, når nye opgaver vælter udover dem. Sæt billeder på, så politikerne forstår, anbefaler én – for de ved ikke hvad institutionerne laver. Og de kender ikke konsekvenserne derude af det de gør.

En udtalelse med en kraftig kritik af budgetforliget bliver diskuteret og vedtaget - bl.a. om den absurde og fiktive nedbringelse af sygefraværet og den store besparelse på fritidshjem og klubber.

Kirsten Annette Christensen er også dybt bekymret for fritidshjem og klubber, og hun lover at almenbestyrelsen vil gøre alt for at sætte fokus på deres problemer.

Generalforsamlingen besluttede at støtte de aktionerende pædagoger i Århus med 15.000 kr. pædagoger i Århus med 15.000 kr.

På generalforsamlingen 21. september 2006 blev Kirsten Annette Christensen genvalgt som formand med næstformand Karina Brehm og kasserer Kirsten Rosendal ved sin side. Derudover blev Ulla Børgesen, Bjørn Bo Hansen, Vibeke Henningsen, Bimala Møller, Jette Olsen, Claus Theilgaard, Anders Jerger, Kristian Kristiansen, Henrik Jæger, Michael Andersen, Karina Jensen og Juana Sauerberg valgt. Fællestillidsrepræsentanterne Annette Mortensen, Anne Vognsen, Helle Heitmann og Nadja Rasmussen er fødte medlemmer af bestyrelsen.