Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Netop nu
VILDE LÆREPROCESSER
Vil du vide noget om eller deltage i debatten om vilde, utilpassede, uanbringelige, kriminelle, voldelige, banderelaterede, misbrugende, røvbesværlige, skæve, udstødte, marginaliserede, usædvanlige, uunderviselige unge og deres næsten lige så besværlige socialarbejderes arbejde med dem, så klik ind på www.vildelaereprocesser.dk (link er ikke længere aktivt, red.)
Det er hjemmeside for Vilde læreprocesser, som arbejder med marginaliserede unge og med at opkvalificere de socialarbejdere, der arbejder med de unge. Målgruppen er børn og unge mellem 14 og 20 år, som har brug for et fællesskab med omsorg, respekt og solidarisk støtte fra voksne. Det betyder at det at inddrage de unge og give dem medbestemmelse er en central del af institutionens arbejde. De samarbejder blandt andet med ungerådgivningerne i de københavnske bydele.
På hjemmesiden finder du ikke mange konkrete oplysninger om institutionen, ingen åbningstider og den slags. Til gengæld er de i fuld gang med at skabe en spændende og udfordrende diskussion omkring disse unge.
De beskriver sig selv som glade amatører på web-området, men er gået i gang med at eksperimentere med mediet.
Først og fremmest ønsker de at skabe en diskussion, der forhåbentlig gør alle klogere på de unge. Derfor har de valgt at lade www.vildelaereprocesser.dk være et åbent tilbud til alle, der interesserer sig for området. Et tilbud om at skrive en kronik – og alt er ok blot det handler om at bidrage til debatten om disse unge.
Der ligger allerede en hel del kronikker på siden. De to sidste nye er Liv Rex Hansen, projektmedarbejder i Pigegruppen i Saxogade, som har skrevet om »Når piger slår«, og Morten Bundgaard Hansen, forebyggelseskonsulent i Vejle Amts Sociale Udviklingscenter, »Om at sige sandheden, selvom den er ilde hørt« om brugen af illegale rusmidler blandt unge.
Tidligere er der skrevet om Dommervagtsprojektet, opholdssteder for anbragte børn og det tværfaglige forældresamarbejde og meget andet.
Du kan melde dig til et elektronisk nyhedsbrev hvis du vil have besked om hvornår der kommer nyt på siden.
ASYLBØRN HAR DET SVÆRT TRODS HJÆLP
Børn på asylcentre lever et liv med stor omskiftelighed. Mange familier flytter fra det ene center til det andet i takt med, at asylsagen behandles. Det giver ikke optimale livsvilkår, selv om asylansøgerbørnene tilbydes de samme forebyggende sundhedsordninger som danske børn.
I foråret 2006 var der ca. 530 0-17-årige børn, der boede der sammen med mindst en af deres forældre på de danske asylcentre. Disse familier er i gennemsnit flyttet 6 gange mellem centrene: fra modtagecenter til opholdscenter, evt. til nyt opholds-/omsorgscenter, og evt. til udrejsecenter.
For børnene betyder det, at de har færre muligheder for at få varige venskaber. De er derfor særligt afhængige af deres forældre og søskende, når de skal lære almindelige sociale regler og praksis. Det er ekstra svært for de børn, hvis forældre under opholdet på asylcentret har fysiske eller psykiske lidelser, der gør, at de ikke kan tage vare på børnene.
Det fremgår af en rapport, som Socialforskningsinstituttet har udarbejdet for Socialministeriet. Rapporten indgår i en større undersøgelse af livsvilkår for børn på de danske asylcentre.
SUNDHED PÅ ARBEJDSPLADSEN
Arbejdsmiljoviden.dk (link ikke længere aktivt, red.) er gået i luften med et omfattende rum på sitet, der handler om sundhedsfremme.
Læs artikler, test, guide eller kig i manualen for, hvordan man udarbejder en sundhedspolitik på arbejdspladsen. Temarummet om sundhedsfremme består af bl.a. materiale fra Nationalt center for Sundhedsfremme på arbejdspladsen. Det er bl.a. artikler, en test af sundheden på din arbejdsplads, værktøjer. I rummet kan du også læse flere artikler fra Magasinet Arbejdsmiljø, og du kan finde vej til det materiale Arbejdsmiljøbutikken sælger om sundhedsfremme.
MERE ARBEJDSMILJØ
En bred forligskreds på Christiansborg har for nylig indgået en aftale med justeringer af arbejdsmiljøreformen.
Elemeter i aftalen er bl.a. screening, så Arbejdstilsynet har mere fokus på selve arbejdsmiljøet under besøget på virksomheden. Desuden får Arbejdstilsynet større mulighed for at pålægge virksomhederne at bruge rådgivere til at løse problemer.
Samtidig er partierne blevet enige om, at de 70 mio. til arbejdsmiljø i velfærdsaftalen skal bruges til særlige indsatser, nedslidningstruede brancher, fx til de ansatte på plejehjem, i rengøringen og på restauranterne.
Der etableres et konsortium bestående af Arbejdstilsynet og Arbejdsmiljøinstituttet med henblik på at udvikle nye metoder til forebyggelse af det psykiske arbejdsmiljø. Konsortiet inddrager erfaringer fra de autoriserede arbejdsmiljørådgivere.
”Justeringen er et skridt i den rigtige retning, men der er stadigvæk for meget fokus på brandslukning, når skaden allerede er sket, i stedet for at fokusere på forebygning”, vurderer forbundssekretær Inger Bolwinkel.
Antallet af sygedage er mere end dobbelt så højt for medarbejdere på arbejdspladser med dårligt arbejdsmiljø som for medarbejdere på arbejdspladser med et godt arbejdsmiljø. Det koster – men det er sygedage, der kan gøres noget ved, hvis såvel Arbejdstilsynet som parterne vil gøre en effektiv indsats overfor det psykiske arbejdsmiljø i de nedslidningstruede brancher.
FOA hilser derfor forligsparternes initiativ om at etablere et konsortium med henblik på at udvikle nye metoder til forebyggelse af det psykiske arbejdsmiljø velkommen.
INSPIRATIONSMATERIALE OM ARBEJDSBETINGET STRESS
En stor samling artikler om arbejdsbetinget stress er lagt online til inspiration og fri afbenyttelse for arbejdspladser i kommuner og amter. Artiklerne kan fx bruges på arbejdspladsen af SU- og MED-udvalget som inspiration til at komme i gang med en snak om stress i personalegruppen.
Mere end 70 artikler om arbejdsbetinget stress, som tidligere er udgivet i fire stressmagasiner, kan læses online. Artiklerne om arbejds-betinget stress kan læses online og printes enkeltvis. Og alle magasinerne kan downloades og printes direkte fra http://www.personaleweb.dk/stress (link ikke længere aktivt, red.)
FRIVILLIGT SOCIALT ARBEJDE – EN VEJ TIL INTEGRATION
Frivillige sociale tilbud er med til at øge integrationen af flygtninge og indvandrere i det danske samfund, og potentialet er endnu større. Tilbudene er mangfoldige, og via frivilligt socialt arbejde opnår børn, unge og voksne kompetencer og netværk.
Det viser et nyt forskningsprojekt, hvor Socialforsknings-instituttet har undersøgt forskelligheden i frivillige sociale tilbud blandt etniske minoriteter for at afdække de integrationsmæssige indsatser, muligheder og perspektiver.
Undersøgelsen er formidlet i dokumentationsrapporten »Etniske minoriteter, frivilligt socialt arbejde og integration«. Der er samtidig udarbejdet et inspirationskatalog, »Veje til integration – muligheder i frivilligt socialt arbejde«, som rummer 10 gode idéer til, hvordan frivillige sociale initiativer og aktiviteter kan gribes an med henblik på at fremme integrationen af etniske minoriteter.