Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Af Elisabeth Lockert Lange
Købt eller solgt?
Igen kom Ballerup dagpleje i spil med store nedskæringer i sidste øjeblik før budgetvedtagelsen. Ingen høring og ingen dialog er snart blevet en regel, en regel som tærer hårdt på dagplejernes psykiske arbejdsmiljø.
Konstant usikkerhed i forhold til de varslede nedskæringer; for har man nu også sit job om en måned….Lyder det grumt? Det er ikke desto mindre hverdagen for de 54 dagplejere i Ballerup kommune. Og problemet er ikke nyt, faktisk går det et par år tilbage, men mere om det senere.
Lige nu kører det nemlig på de høje nagler i Ballerup dagpleje. Få dage før den endelige budgetbeslutningen fik dagplejens repræsentanter besked om at der skal spares i alt ca. 2.800.000 kr. på dagplejen. Meddelelsen er kommet uden forvarsel (tværtimod er de gentagne gange blevet fortalt at de ikke ville blive rørt denne gang) og uden nogen som helst form for dialog (på trods af at forvaltningen dermed bryder en aftale, de har indgået med dagplejen).
Eva Fredborg er tillidsrepræsentant for dagplejerne i Ballerup kommune, og hun er vred over at dagplejen – igen – oplever at besparelserne kommer ind fra siden i sidste øjeblik; som en tyv om natten.
En mail om aftenen den 27. september fra børn og unge-chefen indeholder beskeden om at der er besluttet besparelser (tilpasninger kalder kommunen det selv i deres skrivelser). Kort før havde der været budgetseminar, og det var tilsyneladende dér politikerne besluttede at spare på dagplejen. Dels 860.000 kr. som svarer til otte dagplejepladser, hvor dagplejerne er på vej ud af faget.
Dels små 2 mill.kr. hvor en del svarer til 16 dagplejepladser, som kommunen påstår er ledige. Og de gentager påstanden selvom dagplejekontoret har fortalt dem at det korrekte tal er 13 ledige pladser. En del af pengene skulle være fremkommet gennem sommerferielukning i daginstitutionerne, nu har man i stedet valgt at lade dagplejen betale det. Oveni det kommer en ubesat stilling i tilsynet og 5 pct. besparelse på den såkaldt børnebestemte ramme – den sidste besparelse rammer hele børn og ungeforvaltningen.
”Så vidt jeg kan se, vil det betyde en halvering af legetøj og ture i dagplejen. Det er altså ikke kun en nedskæring af dagplejen, det er også en forringelse af dagplejens hverdag”, siger Eva Fredborg.
Og uanset tomme pladser, så behøver man ingen højere matematikeksamen for at regne ud at hvis man vælger at skære pladserne væk, hver gang en dagplejer forlader faget, så ender man på et tidspunkt med ikke at have nogen dagpleje.
”Disse pladser burde ikke skæres væk men fyldes op med børn. Vi ved der er stor tilfredshed med dagplejen og god efterspørg-sel”, siger hun og tilføjer:
”Det er et stort problem at dette kommer i sidste øjeblik. Der har jo været en lang høring, men besparelsen på dagplejen blev først annonceret i sidste sekund.”
På en demonstration mod nedskæringerne aftenen inden hun taler med LFS Nyt, gik Eva Fredborg på talerstolen foran Ballerup Rådhus og udtrykte stor utilfredshed med at dagplejen ”gang på gang oplever at blive ramt af besparelser i sidste øjeblik inden et budgets vedtagelse.” Hun undrede sig over hvordan det hang sammen med kommunens fine værdigrundlag og visioner om dialog, og hun pegede på at dagplejen nu er nede på en størrelse, som slet ikke passer til kommunens størrelse:
”Vi ønsker en ordentlig dialog uden panikløsninger og overraskelser. Og vi ønsker at være et godt og velfungerede tilbud og en god arbejdsplads.”
BELASTET ARBEJDSMILJØ
En god arbejdplads kan man ikke kalde dagplejen i Ballerup lige nu. Dagplejerne aner ikke, om de er købt eller solgt. Når Eva Fredborg taler med dem, ser hun ofte dyb frustration, tårer og udtalt usikkerhed.
”Den psykiske belastning for dagplejerne er næsten det værste, de er trætte, grædefærdige og matte i øjnene. Nu var vi ellers alle ved at være ovenpå igen og godt i gang med læreplanerne. Vil kommunen overhovedet dagplejen? Hvis ikke bør de melde det ud, så vi ved hvor vi står. Det ville være mere trygt i stedet for denne salamimetode. Det er jo en politisk beslutning om man vil bygge mange institutioner eller om man vil have en bæredygtig dagpleje”, siger pædagogernes tillidsrepræsentant Anny Zahlekjær.
Følelsen af usikkerhed, fortabthed og svigt går nemlig mindst to år tilbage til en lignende budgetsituation, men de var faktisk gennem en stille og rolig indsats ved at få entusiasmen, humøret og engagementet bragt tilbage igen.
Dengang for to år siden blev der også vedtaget besparelser i dagplejen og på samme ”i sidste øjeblik-måde”, dels 1 1/2 stilling blandt pædagogerne, dels to hele kontorstillinger. Arbejdsopgaverne forsvandt ikke i samme ombæring, de blev blot overtaget af de folk der var tilbage. Selve dagplejen blev ikke skåret dengang, men færre pædagoger betyder mindre tid til tilsyn, til råd og vejledning.
Et halvt år efter, det vil sige i maj 2005, kom næste besparelse på dagplejen, og denne gang nedlagde man en hel afdeling – ud af fem – tre af de seks dagplejere blev fastholdt. Samme efterår varslede man en halvering af næste afdeling, og 12 dagplejere blev til syv.
Argumentet var og er tomme pladser, men det holder ikke, mener Eva Fredborg. Den første afdeling, der blev skåret væk, var rent faktisk fyldt op med børn. Og samtidig fortæller en del forældre at de ikke får tilbudt en dagplejeplads. Det modsiges selvfølgelig af pladsanvisningen men bakkes op af andre forældre og af pædagogerne.
Tendensen ses også i en pjece til forældrene, hvor der henvises til kommunens hjemmeside, hvor man via en tegneserie opfordres til at skrive sit barn op til vuggestue og børnehave på nettet. Dagplejen? Den er ikke nævnt, man skal helt ind på selve indskrivningssiden for at finde dagplejen.
KNUGENDE USIKKERHED
Efter mailen om besparelserne tikkede ind på Eva Fredborgs computer er det gået slag i slag. Hun har undret sig, stillet spørgsmål og bedt om papirer. Fra forvaltningen svigter kommunikationen derimod. Den har været glemsom, og der har skullet rykkes for oplysninger.
”Hvis tingene sker i god tid, og vi kan se rimelige begrundelser, vil vi jo ikke stille os sådan på bagbenene. Men vi har en aftale fra sidst om, hvordan en bæredygtig dagpleje ser ud. Og det rykker de nu på uden at spørge os”, siger Anny Zahlekjær. Det handler bl.a. om gruppestørrelser, som ikke må komme under seks, hvis bæredygtigheden i forhold til gæstedagpleje skal kunne bevares.
”Hvis man lukker et område, så fi ndes der ikke i det område et dagplejetilbud på lige fod med daginstitutionerne, for så kræver det at forældrene skal køre meget længere for at få passet deres barn. Afstandene er relativt store set med forældrenes øjne”, supplerer Eva Fredborg.
Selvom beslutningen om nedskæring er truffet, så er der ikke truffet beslutning om hvordan. Det vil man gerne samarbejde med lederen om (eller er det for at ”fordele” ansvaret?) og inddrage samarbejdsudvalg, bestyrelse m.m. Under alle omstændigheder er den psykiske belastning startet forfra.
”Vi har ellers arbejdet meget i grupperne med det psykiske arbejdsmiljø og fået arbejdsglæden tilbage, men nu lægges det til side. Nu er det dette, der fylder, og ingen ved, hvem der blive ramt. Hvem der måske ikke har deres job om en måned. Usikkerheden er så stor, og folk er så knugede – fuldstændig ligesom sidst. Jeg mener at sygefraværet er højt her nu på grund af den måde kommunen gør tingene på”, fortæller Eva Fredborg. Hun fortsætter:
”At være dagplejer er lidt af en livsstil. Når man vælger jobbet som dagplejer, så indretter man sit hjem til et dagplejehjem, og ens mand og børn er med på det. Man lægger sit liv til rette efter det. Derfor får usikkerheden måske ekstra store konsekvenser. Men det er altid hårdt at blive truet på sit arbejde. Og det vil sikkert også smitte af på hele stemningen mellem os her i dagplejen.”
”Og snart skal vi begynde forfra igen med at få entusiasmen i vejret. Til næste gang. Er vi her overhovedet om fem år? Bliver vi lagt ind under institutionerne, som det var fremme for et år siden?”, spørger Anny Zahlekjær træt.
BALLERUP DAGPLEJE I TAL:
I 2002 var der budget til 245 pladser
I 2003 var der budget til 233 pladser
I 2004 var der budget til 200 pladser
I 2005 var der budget til 185 pladser
I 2006 er der budget til 158 pladser
I 2007? Efter budgetbesparelsen at dømme 134
Andre tal er svære at få oplyst. Fx tallene på hvad en dagplejeplads koster i forhold til en vuggestueplads. Oplysningerne skifter alt efter, hvornår man spørger, og hvem der spørger. Åbenbart bruges der mange forskellige regnemetoder afhængig af den konkrete lejlighed?
FORÆLDREOPBAKNING
Dagplejerne har ikke stået alene i frustrationen og kritikken. Med og bag sig har de haft forældrene, som jo bekendt ud fra alle undersøgelser er rigtig godt tilfredse med dagplejen. Formanden for Dagplejens Forældrebestyrelse bidrog med et åbent brev til Kommunalbestyrelsen, hvor han på vegne af bestyrelsen undrer sig over at der er handlet ”fuldstændig hen over hovedet på forældre og medarbejdere.” Et demokrati med undtagelser, kalder han det.
Hans kritik går på både den manglende dialog og den såkaldte ”tilpasning”, som reelt betyder at forældrene ikke får mulighed for at vælge dagplejen, for der er jo ingen ledige pladser…
Han konkluderer at det for forældrebestyrelsen ser ud som om ”vores dagplejebørn er udset til at skulle ”redde” kommunens overkapacitet på institutionsområdet. Han ender med at spørge om Ballerup kommune overhovedet ønsker at opretholde dagplejen som et fuldgyldigt alternativ til vuggestuerne. Han er jo tydeligvis kommet i tvivl, ganske som dagplejerne selv.
Også Dagplejens Samarbejdsudvalg har været fremme i skoene med en kritik af den manglende kommunikation, dialog og indflydelse.