Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Hvad siger Københavns politikere?
Inklusion
Hvad er din holdning til inklusion?
Ønsker du at fastholde et system med specialdaginstitutioner, skoler, KKFO'er og fritidsklubber?
Hvorfor?
Jesper Christensen (S):
”Inklusion for mig betyder, at alle børn og unge har ret til at være en del af et fællesskab. Det afgørende for mig er ikke, hvor børnene er, men om det er det rigtige sted for lige præcis dette barn. En by som København har råd til at have specialiserede tilbud til specielle børn, og det er et mål for mig at fastholde det ønske. Det indebærer også, at vi eksempelvis skal have specialfritidshjem og specialskoler, hvis det er det rigtige tilbud for nogle børn.
Alle børn har ret til at udnytte og udvikle sit potentiale sammen med andre voksne og børn. Og jeg ønsker, at vi i København også fortsat skal kunne tilbyde hvert enkelt barn det helt rigtige tilbud på det rigtige tidspunkt.”
Morten Kabell (EL):
”Inklusion er godt, hvis det ikke bliver brugt som en spareøvelse. De kommunale tilbud skal tilpasses det enkelte barn, så alle børn får et tilbud, der passer til sit behov. Alle børn kan ikke rummes på det såkaldte normalområde – derfor skal specialtilbuddene være der, og de skal være i top, så København kan leve op til handicapkonventionen.”
Ninna Thomsen (SF):
”Det handler ikke om at være enten for eller imod inklusion. Det handler om at finde den rigtige løsning til det enkelte barn. Nogle børn har godt af at blive inkluderet, mens andre fortsat vil trives bedst i specialtilbud i en kortere eller en længere periode.”
Anna Mee Allerslev (R):
”Tanken om inklusion er grundlæggende, at der skal være plads til alle i fællesskabet. For at kunne gøre det godt for de børn, der har særlige udfordringer og fastholde dem i meningsfulde fællesskaber, kræver det, at vi sikrer et højt niveau af efteruddannelse for pædagoger og lærere, og samtidig fastholder fokus på at udvikle samarbejdet mellem faggrupper i BUF som stadigvæk kan blive bedre. Men inklusion må aldrig blive en spareøvelse.
Der vil fortsat være børn, der lider af så svære handicaps eller forskellige udviklingsforstyrrelser, der kræver en højtudviklet specialisering rent fagligt, at de ikke kan løses i almen-pædagogisk regi. Det er en god udvikling i København, at specialområdet og almenområdet samarbejder mere og mere til gavn for de mange børn, hvor der er en bekymring. Vi må heller ikke glemme, at det er hårdt for de berørte familier, og vi bliver nødt til at blive bedre til at støtte dem i, hvordan man får livet til at hænge sammen. En tung diagnose lukker ikke kl. 15. Den varer hele livet, og alle omkring barnet er nødt til at være klædt på til at gøre det, der er bedst for barnet.”
Pia Allerslev (V):
”Inklusion kan være det helt rigtige tilbud til nogle børn – og skal fortsat være der. Vi skal dog også være opmærksomme på, om der følger tilstrækkelig med ressourcer med, så det ikke opleves som hæmmende for udviklingen af de andre elever – eller det barn, der er blevet placeret i institutionen eller skolen.”
Ayfer Baykal (SF):
”København er heldigvis en meget sammensat by. Derfor har vi også meget forskellige familier med vidt forskellige baggrunde og forudsætninger. Derfor skal vi fortsat have en række tilbud til de københavnske børn.”
Rikke Lauritzen (EL):
”Jeg er pro inklusion, så længe der ikke er tale om en spareøvelse. Men jeg synes også det er vigtigt at erkende, at ikke alle børn kan inkluderes på det såkaldte normal-område. Derfor skal de specielle tilbud stadig være der. For mig handler inklusion i virkeligheden om at alle børn får et tilbud, der passer til deres behov. Derfor er inklusion for mig også, at vores specialtilbud er i top. Det handler ikke om, at det enkelte barn skal tilpasse sig, men om at vores tilbud skal tilpasses det enkelte barn. Kort sagt: At vi som kommune lever op til handicapkonventionen.”