Leder

Af Jan Hoby, næstformand

Man gjorde en pædagoguddannelse fortræd

Vil man have bevis på eksempler på politisk makværk, så springer folkeskolereformen naturligvis åbenlyst i øjnene. Det var og er udtryk for mavefornemmelser, ideologiske blålys og helt igennem problematisk indsnævret læringssyn.

Men sidste nye skud på stammen af politisk makværk, er densåkaldte ”ny pædagoguddannelse”. En revision af pædagoguddannelsen er endt med et tilbageskridt til tiden før 1992, hvor der var tre forskellige uddannelser til det pædagogiske område. Siden 1992 er hver eneste ændring af pædagog-uddanenlsen gået fra god til værre, men denne omgang er godt nok det værste.

At samtlige partier står bag den ”ny” pædagoguddannelse, gør problemet endnu større. Det udstiller dels at ingen af de politiske ordførere ved, hvad de snakker om eller forstår konsekvenserne af deres aftale. Det vidner også om et ualmindeligt dårligt stykke embedsmandsarbejde udtænkt fra et skrivebord. Men værst af alt så er den ”ny” pædagog-uddannelse, udtryk for at tidens (nyliberale) uddannelsespolitiske (gamle) paradigmer, er kommet til ære og værdighed igen. Den ”ny” pædagoguddannelse indeholder alt det der er galt med det danske uddannelsessystem fra vuggestue til universitet: test, prøver, læringsmål, arbejdsmarkedsoptimering og zero dannelse.

Læring handler ikke mere om intelligent tilpasning, sådan som Piaget betegnede det, - men slet og ret en tilpasning. Engang skulle elever og studerende myndiggøres til at forandre samfundet. Men med konkurrencestatens angreb på velfærdsstatens reformpædagogiske landvindinger fra 60’erne og 70’erne, er fokus flyttet til elevernes og de studerendes ”manglende” faglighed. Præstationsmennesket er målet for tidens snævre læringsmål og læringsoptimering ikonkurrencestatens tjeneste. Og nu også den ”ny” pædagoguddannelse.

Pædagoguddannelsens lovmæssige grundlag bygger påog skaber en læringsdiskurs, der er gået fra at være relationelog socialt dannede i sit udtryk til at blive instrumenteltorienteret. Selve pædagogikkens væsen, ånd og kerneopgavebringes i fare, eftersom de teorier der skal undervises i skalvære relevante for arbejdsmarkedet.

Fx siger Bekendtgørelsen, at for fremtiden skal de pædagogstuderende have viden om sundhedsfremme og forebyggelse, herunder tidlig opsporing, samt om gældende lovgivning til givet arbejdsområde. Dette er intet andet end en KRAM-tækning (Kost Rygning Alkohol Motion) og udtrykfor en helt forfejlet og ensidig fokus på sundhedsfremme, derhar mere til fælles med moralisme end pædagogik og samfund.
På papiret forbliver pædagoguddannelsen en enhedsuddannelse, men de facto bliver det en modulopbygget uddannelse. Der indføres tre specialiseringer: småbørnspædagogik (0-5 år), skole- og fritidspædagogik (6-18 år) og social- og specialpædagogik. Det fylder som 2½ år.

Udover de overordnede kritikpunkter, så er hovedproblemetmed den nye pædagoguddannelse, at specialiseringen erkommet til at fylde så meget. 2½ år af uddannelsen er specialisering, mens kun ét år af den 3½ år lange uddannelse bruges på de fælles grundfag. Derved undergraves og undermineres den fælles pædagogiske kerne på tværs af specialiseringerne. Pædagoguddannelsen skal være efterspørgselsdrevet: politisk, ideologisk og arbejdsmarkedsmæssigt. I disse år handler det om at understøtte: Ny(liberal) (Old)Nordisk Heldagskole.

Den nye uddannelse vil også betyde mindre undervisning.
I forvejen er der kun 11 lektioner om ugen i landsgennemsnit.
Der vil nu blive endnu mindre, fordi de tre ekstra prøver derindføres i forbindelse med praktikperioderne finansieres vedat tage midler fra grundundervisningen. Og sådan kan kritikken forsætte af den nye pædagoguddannelse.

Forandringen af den pædagogiske praksis og dermedfaglige habitus har været længe undervejs. Det starter medpraksisfeltet og slutter med uddannelsen. Med den ”ny”pædagoguddannelse går vi fuldt og helt fra faglig kulturarvtil markedsgjort kulturel kapital. Og det er sket med Socialdemokratiets, Socialistisk Folkeparti og Enhedslistens stemmer – føj for den!