Stadig en fornøjelse at være pædagog

Gert Nielsen er ikke ubetinget vild med test, evalueringer og andre krav udefra. Det er dog stadig en glæde at arbejde i daginstitution. Og han oplever også, at det er muligt at få noget fornuftigt ud af de politisk bestemte tiltag.

“Som pædagog må man erkende, at man må leve med den virkelighed og de regler, der er. Men man kan samtidig godt putte sine eget indhold og sine egne pædagogiske visioner ind i hverdagen. Det er kunsten. Og det er stadig muligt – mere styret er det ikke,” siger Gert Nielsen, der siden 1980 har arbejdet i den selvejende, integrerede daginstitution Linden på Nørrebro. I 30 år var han medlem af LFS, men fornylig blev han færdig med pædagoguddannelsen og måtte derfor skifte fagforening.

Linden rummer 83 børn, og Gert arbejder i børnehaven på Stjernestuen. Han oplever Linden som en arbejdsplads med et stærkt kollegialt fællesskab, stor homogenitet og enighed – flere af medarbejderne har været der over 30 år – og en ledelsesstruktur, hvor alle i høj grad er med til og har pligt til at tage ansvar. Og nogle af de forhold er også medvirkende til, at det er lykkedes at navigere positivt og fornuftigt gennem de forandringer, der er sket på daginstitutionsområdet især siden årtusindeskiftet.

Fjerner fokus fra trivslen

Gert Nielsen oplever, at der gennem en længere årrække er kommet en stigende grad af krav udefra, som definerer faget og det arbejde, de som personale udfører. Og det har været både godt og skidt.

“Når jeg tænker på de pædagogiske læreplaner, syntes jeg, det var meget positivt, da de blev indført, fordi jeg havde en forventning om, at de ville hæve kvaliteten. På det tidspunkt havde jeg ikke tænkt på i hvor høj grad, de ville komme til at defi nere, hvad pædagoger laver og har fokus på,” siger han.
“Positivt set synes jeg, læreplanerne har været med til at sætte fokus på det proffessionelle i faget. Jeg har været medhjælper op gennem 80´erne, og der gjorde vi også de rigtige ting, men vi havde ikke så mange ord at sætte på det,” siger Gert Nielsen.

Til gengæld finder han arbejdet med at dokumentere og evaluere svært.

“I Linden arbejder vi intuitivt og relationsorienteret, og vores fokus er ofte på ting, der er svære at dokumentere. Vi har høj prioritet på den daglige kontakt og relationen til børnene – på den såkaldt “upåagtede” faglighed – som er sværere at dokumentere,” siger Gert.

Han kan ikke sige sig fri for, at det at skulle dokumentere altid har haft noget “pligt” over sig. Det har ikke været lysten, der har drevet værket.

“Og jeg bryder mig ikke specielt meget om at bruge test, fordi det fjerner fokus fra relationer. Jeg synes ikke, det lægger op til den spontanitet, der ellers er naturlig, når man er sammen med børn. Eller så har der f.eks. været et billede i testen, hvor man ikke rigtig har kunnet se, hvad der sker på billedet. Og så får børnene “fejl” i testen, selv om de egentlig har ret,” forklarer han.

“Hele den statslige styring som netop dokumentation og evalueringer er udtryk for, er jeg ikke tilhænger af. Jeg synes generelt, at det er negativt, fordi man som pædagoger kommer til at fokusere på det forkerte. Det, som er nemmest at måle og veje og krydse af i et skema. Det fjerner fokus fra dagligdagens oplevelser, fra trivslen og glæden”, siger Gert
Nielsen.

Kunsten at finde en balance

I takt med, at der kommet flere krav om at bruge nye redskaber som test og evaluering, har mange pædagoger oplevet, at de har fået flere opgaver - uden at få flere ressourcer tildelt.

“Det hører til undtagelsen, at der følger tid med opgaverne.
Og et eller andet sted kan man undre sig over, at når “I linden arbejder vi intuitivt og relationsorienteret, og vores fokus er ofte på ting, der er svære at dokumentere. Vi har høj prioritet på den daglige kontakt og relationen til børnene – på den såkaldt “upåagtede” faglighed – som er sværere at dokumentere,” siger pædagog Gert Nielsen.

“Det hører til undtagelsen, at der følger tid med opgaverne.
Og et eller andet sted kan man undre sig over, at nårder er så mange opgaver med evaluering, dokumentation og øget forkus på det skoleforberedende, at vi så ikke får forberedelsestid lige som lærerne. Når vi nu SKAL den vej, kan vi lige så godt tage det positive med også,” siger Gert Nielsen, der dog ikke tror, det sker.

Han oplever ikke, at de nye tiltag går ud over børnenes trivsel – sådan er det i hvert fald ikke hos dem.

“Så længe børn er omgivet af sunde og fornuftigt tænkende voksne, skal de nok klare sig. Vi er børnenes advokater og sørger for at gøre tingene, så de ikke går ud over dem,” siger han og tilføjer:

“Selv om jeg bryder mig meget lidt om test, så er det lykkedes for mig og andre – når det nu SKAL være – at gøre det til en positiv situation. Barnet, der f.eks. skal sprogtestes, er jo i trygge hænder og ikke sammen med en fremmed. Når man i forvejen har en god relation til barnet, så bliver også den situation til noget positivt. Jeg oplevede f.eks. en testsituation, hvor et barn ikke forstod opgaven, som var at fnde et ord, der ikke rimede på de andre ord.

“Gert, jeg synes du er meget dårlig til at rime,” siger hun så. Og så fik vi noget sjov ud af situationen alligevel”.

Gert Nielsen synes, at de på hans arbejdsplads har formået ikke at fokusere snævert på læring og skoleparathed.

“Vi har klaret os meget godt fri. Nogle gange kunne man mene, at det ikke er børnene, der skal være skoleparate, men skolen, der skal være parat til børnene,” siger han og tilføjer:

“Vi reflekterer over de ting, vi gør, og begynder ikke at lave alle mulige læringsting, bare fordi det er en tendens i tiden. Som personale har vi et godt samarbejde, en homogenitet i det, vi står for, og en høj grad af personaleind-flydelse. Vi har ikke en leder, der alene tager beslutninger eller primært sidder på sit kontor. Hvis lederen dikterede, hvordan det skulle gøres, så var det dømt til at gå galt. Det kræver, at personalet har ejerskab til tingene.”

Gert Nielsen mener, det handler om at finde en balance mellem at holde fast i sit eget fokus og samtidig leve op til de krav, der stilles - på en ordentlig måde.

“Det er en del af jobbet at leve op til læreplaner, sprogtest og evalueringer. Det handler om at fi nde en balance, hvor man også holder fokus på egne pædagogiske visioner. Der er nogle krav, men inden for det er der metodefrihed. Der er nogle mål, men som regel bestemmer man selv, hvordan man når derhen. Hvis vi ikke bestemte det længere, hvis styringen var mere stram, så ville jeg fi nde mig et andet arbejde. For vi har nogle pædagogiske principper, vi ikke går på kompromis med.”