”Gør vi det rigtigt
– eller gør vi det rigtige?”

Tekst: Jon Arskog

Fem dage med forfatteren og foredragsholderen Anders Seneca satte tanker i gang om, hvad kerneopgaven egentlig er og hvordan man kommer tættere på at løse den.

Der var mange spørgsmål og selvironiske grin på standens vegne, men knapt så mange svar. Men havde man forventet at få svar på, hvad den pædagogiske kerneopgave er, så var man gået galt i byen til den række foredrag for Trio’erne, som LFS havde arrangeret med forfatteren til bogen Kend din kerneopgave, Anders Seneca. For det første kender han ligesom mange andre ikke selv svaret. For det andet er hans ambition ikke at give svaret, men at give de offentligt ansatte, hvor de end måtte være, et skub til gennem en fælles diskussion af deres faglige ambitioner, mål og hverdag selv at finde frem til de i tillidsreformens skær nødvendige svar.

Hans ambition med hans foredragsvirksomhed og hans bog er at medvirke til positivt at skabe en forandring, definere opgaven og en arbejdskultur, som medarbejderne kan være stolte af og glade ved at løse. Svaret på det er at finde ind til og altid at holde sig kerneopgaven for øje – og i øvrigt aldrig at tage den for givet, eller som faggruppe at tage patent på at kunne løse den.

Hvad kerneopgaven er, afhænger helt og holdent af den situation, den kontekst og det samspil man har om den hverdag man befinder sig i. Men at den skal være tydelig og konkret er en nødvendighed for at kunne løse den.

”Der er stor forskel på, hvordan man arbejder med kerneopgaven. Mange steder forveksler man matriklen med opgaven. Men hvad er det da konkret, man skal lykkes med? Det er det mine oplæg og workshops handler om og giver input til at finde ud af,” forklarer Anders Seneca da LFS Nyt fanger ham i en pause mellem hans foredrag, som han holder rundt i kommuner landet over for tiden.

Nogle steder er det at være på arbejde blevet opgaven, men i tillidsreformens lys og med ønsket om at skabe mere velfærd for pengene skal medarbejderne se sig selv i et nyt lys.

”Her på børneområdet, er der en særlig gevinst at hente.
Her er man rigtig gode til at sige de rigtige ting, men hvad mener man så med det? Der ser jeg, at man ofte forveksler faglighed og mål,” siger han og konstaterer, at det er meget sigende, at man bliver god til at snakke hvad og hvordan, og glemmer at spørge hvorfor. Han ser en nødvendighed i, at man i langt højere grad ser fagligheden som en ressource til at nå målet.

”Hvad skal vi med den sociale kapital? Den er ikke et mål i sig selv. Den skal omsættes til noget. Den kan vi tonse derudad med uden effekt, hvis ikke vi får tydeliggjort kerneopgaven. Så derfor er det en ressource og ikke et mål i sig selv.”

”Leder vi efter faglig funktion eller professionel person,” spørger han derfor retorisk.

Hvad er pædagogernes ’det’?

”Har vi fokus på processen, eller på om opgaven bliver løst?
Løser vi opgaven for, eller med borgeren? Gør vi det rigtigt – eller gør vi det rigtige? Hvad er kvalitet? – Er det faglighed eller oplevelse? Vi må spørge os selv, hvad gør os stolte?
Hvad er vores ”det” – hvad er det vi kan? Hvad oplever ’de’, når vi lykkes? Hvad er vi stolte af i dag? Hvad vil vi være stolte af om fem år?”

Spørgsmålene er mange, men de er vigtige påpeger Anders Seneca, for den diskussion i medarbejdergruppen er selve grundlaget for, at forandringen, stoltheden og en ny arbejdspladskultur kan forankres og vokse frem: Uden refleksion er der ingen forankring – og uden forankring, er der ingen forandring.

”Kvalitet i opgaven kræver, at opgaven tydeliggøres. Men der er forskel på ord og opfattelsen af ord. At få diskuteret det, er derfor vigtigt. Kerneopgaven skal konkretiseres for at kunne prioriteres. Kender man kerneopgaven får man tid til at udføre den,” sagde han og stillede spørgsmålstegn ved, om det altid er de fagligt ’rigtige’, der har svarene på alle spørgsmål, eller om andre fagligheder skal i spil for at skabe en helhed.

”Spørgsmålet er, hvem er tættest på kernen? Jeg var på besøg på et psykiatrisk sygehus. Der viste det sig, at de serviceassistenter der ’bare’ lavede kaffe og gjorde rent, faktisk kendte patienterne bedst. Det var dem patienterne snakkede med om løst og fast, og de havde fornemmelsen af, hvordan de havde det. De endte med at sidde med i lægernes konference og blev en del af behandlerteamet. At løse kerneopgaven afhænger altså også af at få defineret en kerne, som alle har en aktie i. Så spørgsmålet vi også skal forholde os til er, om vi ser ressourcerne,” spurgte han og konstaterede dermed, at alle ressourcer skal bringes i spil.

”Der hvor potentialet ligger, er når man kigger på tværs af fagligheder. Hvad skal lykkes og hvad skal vi så hver især bidrage med. Vi skal have en tværfaglighed og ikke en tvær faglighed. Vi skal ikke være ens, men bruge hinandens forskelle,” sagde han og pegede på at hvilke kompetencer der skal i spil også afhænger af hvad kerneopgaven defineres som.

Tydelig opgave og vejen er belagt med arbejdsglæde

Lykkes det at få tydeliggjort kerneopgaven, er fordelene mange:

”Kerneopgaven skal konkretiseres for at kunne prioriteres.
Kendt kerneopgave giver tid og trivsel. Den fremmer motivation og innovation,” sagde Anders Seneca.

Med andre ord gør en fælles forståelse og en klart defineret kerneopgave, at energien bruges på de rigtige opgaver og det giver arbejdsglæde.

Derfor er Anders Senecas budskab: ”Ta’ aldrig kerneopgaven for givet. I har et stort potentiale, men det skal forløses – og kom i gang med at diskutere den.”

Og med det vender vi tilbage til spørgsmålet om, hvad pædagogens ’det’ er og hvad daginstitutionens kerneopgave kan være:

”Det er den gevinst vi skaber sammen med barnet. Det er kerneopgaven. Vi skal ikke lykkes med reformen. Vi skal lykkes med barnet.”

Powerpoints fra Trio møderne kan downloades på www.mitlfs.dk/9244

Trio i Brolopperne:

”Vi er blevet skarpere på både kerneopgaven og et fælles fokus

Af Elisabeth Locker Lange

Katja Sørensen, arbejdsmiljørepræsentant:

”At have et fælles mål, at kende hinandens kompetencer er vigtigt. Det giver ro i personalegruppen, at alle ved hvad hinanden står for. Det betyder også noget for arbejdsmiljøet. Da jeg kom tilbage efter mødet, spurgte jeg nogle af mine kolleger, hvad de brænder for. Og hver især svarede meget forskelligt. Det synes jeg er interessant at vide, så vi kan bruge hinandens forskelligheder og kompetencer. Så vi ved, hvor vi kan inspirere hinanden. Og så skal det tænkes ind i en samlet fælles tilgang med fælles mål.”

Svend Kobbernagel, leder: ”

Som institution skal vi redefinere os selv. Hvor er vi nu, og hvor vil vi gerne hen? Det arbejde skal vi i gang med nu - sammen. Jeg er som leder tilhænger af inddragelse og ejerskab, og også det synes jeg oplægget gav inspiration til, hvordan man kan gøre. Vi kunne relatere til det, det gav mening, og derfor kan det også fl ytte folk. Børnene skal drage nytte af det vi gør, det skal give mening. Ellers er vores aktiviteter blot at gøre ting for at gøre ting.”

Helle Brixner, tillidsrepræsentant.

”Pædagogisk er det vigtigt at tale om, hvorfor vi synes det er vigtigt at vi gør netop dette, på denne måde, og netop i dag. Men jeg har også min opgave som tillidsrepræsentant, og jeg skal kende og kunne forandre begge kerneopgaver. Jeg kunne rigtig godt lide hans lignelser, hans paralleller. Fx at vi kan føle vi går i vejen for hinanden, og at hvis vi ikke havde børnene, ville vi være bedre pædagoger! Vi skal blive skarpere på, hvordan vi får rammerne til at fungere optimalt. Ved at finde ud af hvad der er det vigtigste, så er vi inde ved kerneopgaven. Ja børnene selvfølgelig, men præcis hvad med børnene...”