Nye mål, metoder og krav:

Kampen om daginstitutionen

Tekst: Tine Sejbæk

Daginstitutionerne og deres pædagoger er blevet transformeret i de sidste 10-15 år. Sprogtest, læreplaner, børnemiljøvurderinger og krav om at dokumentere det pædagogiske arbejde har vundet indpas. Hvilke muligheder og begrænsninger giver det? To af forfatterne til “Kampen om daginstitutionen” giver her deres bud.

Daginstitutionen er ikke hvad, den har været. Der var en tid for ikke så længe siden, hvor ord som læreplaner, børnemiljøvurderinger, sprogtest, dokumentation og evaluering, Ny Nordisk Skole og kvalitetsreform endnu ikke var en del af ordforrådet på det pædagogiske område. Hvor børnehaver og vuggestuer hed daginstitutioner og ikke dagtilbud.

I bogen “Kampen om daginstitutionen” fortæller centrale forskere inden for pædagog- og daginstitutionsområdet om udviklingen og om, hvordan danske love, praksis og styringsmodeller bliver påvirket fra bl.a. OECD og EU. Hvordan stigende fokus på servicering af forældre kan påvirke den generelle socialiseringsopgave, som daginstitutionerne stadig varetager. Og hvordan det at skulle dokumentere sit arbejde kan påvirke praksis og den værdi, man tillægger de forskellige opgaver i dagligdagen. Hvad man ser som værdifuld “faglighed”, og hvad man opfatter som “bare at passe børn” - og måske dermed nedvurderer. Bogen fortæller også, at mange medarbejdere oplever, at dagsordenen for daginstitutionen i højere grad sættes udefra, og at lederne bevæger sig væk fra daginstitutionens dagligdag.

Den nye politiske styring er et udtryk for, at dagtilbud bliver opfattet som en del af den nationale uddannelsespolitik. Ideen er, at hvis man styrker læring og uddannelse på alle niveauer fra vuggestue til sen voksenalder, kan man give Danmark en førende plads i den stigende globale konkurrence mellem vidensøkonomier.

Men hvilke kvaliteter i det daglige, pædagogiske arbejde med børn risikere at blive undermineret? Og hvor er der potentiale for, at noget bliver, bedre?

Mindre tid til udveksling

LFS Nyt ringer først til Camilla Schmidt, der er lektor ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, RUC.

? Hvad er i dine øjne de vigtigste politisk bestemte ændringer på daginstitutionsområdet, der er sket de sidste 10-15 år?

“En af de ting, der er meget vigtige er, at der ikke længere er noget, der hedder daginstitutioner. Men dagtilbud. Det er et meget væsentligt skift, der indikerer, at de professionelle skal se sig selv som leverandører af serviceydelser. Der er ikke længere tale om offentlige velfærdsinstitutioner, der varetager en almen samfundsmæssig forpligtelse. Og derudover kommer sideløbende hele kvalitetssikringen af daginstitutionerne, så pædagogisk personale skal dokumentere kvaliteten af arbejdet”.

“Tidligere skulle man også arbejde med f.eks. at udforme virksomhedsplaner, men den enkelte institution kunne selv udvikle en særlig plan for de områder, de syntes var væsentlige. Nu er der bestemte mål, man SKAL forholde sig til. Selv om man ønsker fokus på noget andet, er man nødt til at rapportere på en bestemt måde – så uanset institutionens eget fokus, vil arbejdet bevæge sig i retning af det, man vil fra politisk hold”.

? Hvordan præger de nye tiltag konkret det pædagogiske arbejde?

“Jeg er en af de forskere, der har brugt rigtig lang tid i forskellige daginstitutioner. Og svaret er, at det får meget betydning for, hvordan pædagogisk personale former og tilrettelægger hverdagen, og hvad der prioriteres. Rigtig mange steder møder børnene ind om morgenen i løbet af halvanden times tid – et tidspunkt, som ikke bemandes højt. Så følger en periode på dagen, som fremhæves som den, hvor de særlige pædagogiske aktiviteter finder sted, hvor der er fuld bemanding. Her gennemfører man aktiviteter som tur, værksted, mosaik eller laver “trin for trin” efter en manual. Det er også her, de ældste arbejder med tal og bogstaver. Midt på dagen er der mad, bleskift og søvn, og eftermiddagen er nogle gange mere åben - og bemandingen falder igen. Dét med at dagen er struktureret og tilrettelagt, så der er bestemte tidsafsnit, man ser ser pædagogisk tid, mens resten ikke ses som pædagogisk væsentlig i den forstand, det er nyt”.

? Hvad betyder de nye tiltag for pædagogers selvforståelse og faglighed?

“På den ene side er mange glade for den øgede professionalisme og de stigende krav om at tilegne sig viden. En del pædagoger får mulighed for at specialisere sig i noget bestemt. Mange oplever, at det giver et løft og bringer mere anerkendelse. På den anden side oplever mange også, at der er basale ting i løbet af dagen, hvor der ikke bliver mulighed for at at udveksle viden og erfaringer: om hvor længe børnene har sovet, hvordan de trives etc.”

“En vuggestuepædagog gennem 20 år sagde til mig, at før i tiden havde de altid haft den praksis lige at tale med hinanden om:

”Hvad skal der ske i dag? Hvilke børn skal vi være særligt opmærksomme på?”

I dag gør hun det helt selv, når hun står foran døren til institutionen om morgenen. Og det er en ret væsentlig ændring af arbejdet. Personalemøderne bliver mest brugt på at formidle de politiske tiltag; at nu har kommunen f.eks. besluttet nogle nye indsatsområder. Der bliver dermed meget lidt tid til det nære så som at tale om hvert enkelt barn og det daglige arbejde.”

? Hvad er det henholdsvis positive og negative i de nye tiltag?

“Det er rigtig svært at være uenig i, at børn skal stimuleres - og beskrivelserne af, hvad børns hverdag skal indeholde, er svære at være uenige i. Det er også vanskeligt at være imod, at det er godt at give pædagoger et vidensmæssigt løft og sprog til at forklare indholdet i arbejdet. Det , der kan bekymre mig, er, at der er væsentlige elementer af arbejdet, man ikke taler om. At noget bliver det fine pædagogiske arbejde, mens omsorgstid og hverdagens gentagelser ikke bliver set som rigtig pædagogik”.

? Hvilke muligheder for udvikling og positiv forandring er der for pædagoger i de nye tiltag?

“Der er jo rigtig mange institutioner, som er blevet lagt sammen til områdeinstitutioner. Det er ikke kun dårligt, for på den måde får man en større masse af kvalificerede pædagoger, hvor man kan lave faglig sparring. Det handler om at gribe den fordel, de lidt større enheder giver for at udveksle på tværs”.

? Hvad ville du gøre, hvis du var pædagog og skulle navigere i feltet af nye politisk bestemte tiltag?

“Jeg ville gå nogenlunde lige så meget i panik som andre af og til gør, og jeg ville blive frygtelig ked af det, hvis jeg blev sat til noget, som jeg af hjertet mener er forkert. Det kunne være en situation, hvor det handlede om at teste et meget lille barns sprog, uden at jeg syntes, det var nødvendigt. Hvis et barn ikke trives, er det ikke sikkert, det er en sprogtest, det har brug for. Jeg ville også håbe, at jeg havde nogle gode, engagerede kolleger, som ville være med til at lave et fællesskab, hvor man talte åbent om indholdet af alle de basale ting i hverdagen”.

Mange muligheder og faldgruber

En anden af forfatterne er John Benedicto Krejsler. Han er lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Århus Universitet.

? Hvad er de vigtigste politisk bestemte ændringer, der er sket på daginstitutionsområdet de sidste 10-15 år?

“Det centrale er, at hele daginstitutionsområdet i stigende grad er blevet en del af uddannelsespolitikken, og at området har fået en strammere styring. Den nationale politik bliver påvirket af internationale sammenligninger fra specielt OECD og EU. Så når det f.eks. ikke går Danmark godt i PISA-undersøgelsen, slår det hårdt ned på den nationale selvforståelse. Fra politisk hold henviser man bl.a. til hjerneforskningen, hvor man ved, at læringskurven falder meget i årene fra 0 til 6 år. Så tankegangen er, at hvis man ikke fokuserer meget på at udnytte læringspotentialet fra 0 til 6 år – den periode børn er mest læringsparate - er det en katastrofe for nationens konkurrenceevne”.

? Hvordan præger de nye tiltage konkret det pædagogiske arbejde?

“Den stigende dokumentation og brug af læreplaner, sprogvurderinger nog børnemiljøvurderinger ser jeg som udgangspunkt hverken som godt eller skidt. Det kommer an på, hvordan de bliver brugt. Læreplanen er det, der har sat det største aftryk hidtil. Mange pædagoger startede med at tale om det som ekstra arbejde, der ikke var ekstra ressourcer til. Men efter et stykke tid viste det sig, at mange blev rigtig glade for det. Det bidrager til at skabe et fælles sprog - det sætter pædagogikken højere op på dagsordenen og giver en stolthed over det, man gør”.

? Hvordan påvirker de nye tiltag pædagogers selvforståelse?

“Forskning viser, at det har ret stor betydning, om lederen er god til at “oversætte” kravene fra forvaltningen til noget, der giver mening indadtil, så der bliver sat nogle positive processer i gang. Hvis lederen ikke er i stand til det - men oplever at befinde sig i et krydspres mellem forvaltning og personale - så bliver læreplansarbejdet ofte en belastning, fordi det bliver sværere at omsætte det til noget, der giver mening i hverdagen”.

? Hvad er det positive og negative i de nye tiltag?

“Der er mulighed for et højere vidensniveau, professionalisme og stolthed over faget. Noget, der trækker i den anden retning, er f.eks. noget, jeg hørte i en naturbørnehave, hvor de sagde:”Hver gang vi skal ud og gå med børnene, skal vi planlægge, hvad vi skal have ud af det”. Det at gå i naturen bliver noget målrettet, som har en omkostning i forhold til en bredere dannelse eller til det at nyde naturen for naturens egen skyld. Mange af de nye tiltag bunder i, at ting skal kunne måles og vejes, fordi det drejer sig om at sikre Danmark i fremtiden. Det indebærer en del farer. Det her med at børn skal have et frirum, hvor de kan lege uden voksenopsyn, er under hårdt pres”.

? Hvad ville du gøre, hvis det var dig, der var pædagog og skulle navigere i feltet af politisk bestemte tiltag?

“Det første, jeg IKKE ville gøre, var at sætte gang i en forfaldshistorie om de gode gamle dage, for det er den sikre vej til at tabe indflydelse. Jeg ville besinde mig og se de nye tiltag som et strategisk spillerum og spørge: ”Hvad har vi mulighed for at gøre her?” Læreplaner og børnemiljø-vurderinger etc er funderet meget bredt, og det giver et spillerum, som jeg ville udnytte bedst muligt i børnenes tjeneste. Som en del pædagoger har sagt, så giver det mulighed for at sætte ord på det, vi allerede gør, og reflektere over det. Og på den måde kan man også reflektere over de farer, jeg nævnte. For eksempel sørge for at skabe et frirum, så børnene også får plads til selvinitieret leg”.

“Det vigtige er at tage de nye ting til sig på en offensiv måde. Hvis man vælger den defensive strategi, hvor man prøver at opfylde det, forvaltningen vil have, så bliver det til underkastelse – og det tror jeg ikke nødvendigvis, det behøver at være”.