BOGANMELDELSE

Den psykiatriske epidemi

Tekst: Ann Hjørvard-Kristensen, socialpædagog

Debatbog om medicinering af psykiatriske patienter – og om behandling og helbredelse uden lykkepiller.

Debatten om forbruget af psykofarmaka – SSRI og naturmedicin ruller med jævne mellemrum. Senest for et par måneder siden, da psykiater Peter Gøtzsche i kronik i Politiken gjorde opmærksom på nærværende bogs eksistens. En bog han selv har skrevet forordet til. Bogens forfatter er den amerikanske videnskabsjournalist Robert Whitaker, der ønsker en debat om behandling og helbredelse uden lykkepiller.

Med bogen vil han få os der arbejder med de mennesker, det handler om, til at se på, om vi gør det rigtige.
Bogen går med konkrete eksempler i dybden med, hvad systemet tilbyder af ”pillehjælp” indenfor skizofreni, neuroser og bipolar lidelse i løbet af de sidste 50 år. En fornem gennemgang af, hvad psykiatere, videnskabsfolk og andre lægfolk har brændt for, eller brænder for, for at give det enkelte menneske deres syn på og hjælp til menneskelig værdighed.

Eller er det nu, hvad det er? Er det den menneskelige værdi og ønsket om helbredelse, det handler om, eller er det om nogle af de sagkyndige i stedet er kommet i lommen på medicinalfirmaerne?

Der er masser af oplæg til diskussion i bogen og plads til refleksion over vores behandlingssystem.

Bogen er kritisk overfor behandlingen med mange forskellige medicinske former, men er kun ganske kort inde på antipsykiatriske behandlingsformer. Forfatteren debatterer heller ikke ”brug for flere hænder”-problematikken, men han tager hul på emnet om at gå ud af medicinbehandling og de konsekvenser det giver i negativ og positiv retning. Der er ikke nogen facitliste og der bringes mange spørgsmål op til diskussion, men jeg mangler forslag om andre måder at behandle på.

Alle der er i berøring med mennesket i deres daglige arbejde, vil kunne nikke genkendende til fl ere udtalelser i bogen. Jeg selv, arbejder på 25. år inden for specialområdet og jeg har flere gange, gennem læsningen, set hvad diagnose, eksperimenter og pilleforbrug, over tid, har gjort ved flere af ’mine’ borgere. Respekt for dem. Hvor er tiden til at være menneske til menneske? For mig er det spørgsmål naturligt at have med i det daglige arbejde; at det pædagogiske arbejde med mennesker altid skal være en del af behandlingen.

Forfatteren bruger mange cases i bogen. Det gør den mindre tung og gør, at læseren og forfatteren har fælles forståelsesramme. Bogen er rimelig letlæselig, dog er der en del gentagelser af statistikmateriale og det har sikkert sin grund.

Den psykiatriske epidemi henvender sig primært til folk, som arbejder indenfor psykiatri området, men mange udviklingshæmmede har også en diagnose. Derfor er den egnet læsestof for et bredt område af fagfolk.

Gennem hele bogen henvises der kritisk til udtalelser fra psykiatere, om at antipsykotiske lægemidler hjælper på samme måde, som insulinen hjælper diabetikeren. Spørgsmålet er, om insulin virkelig er for diabetikere, hvad antipsykotika, SSRI og antidepressiva er for skizofrene, de angste, neurotikerne, ADHD’ere og mennesker med bipolar lidelse?
Kan man overhovedet sammenligne disse to forskellige reaktioner på liv?