Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Ingen kan gå fra borde hos Den Flyvende Hollænder
Genopdragelse. Døgninstitutionen Den Flyvende Hollænder huser unge med alvorlig mistrivsel i barndommen, som har efterladt dem med sort straffeattest, stofmisbrug og/eller psykiske problemer. Institutionen genopdrager de unge ved at skabe relationer, sætte grænser og gennem fortællinger.
Tekst: Morten Thomsen
Vi er agterskibs.
Forstander Henrik Holst træder ind mellem bokseboldene og vender sig mod væggen, som er dækket af grafitti. Der står ’Klubben’ i camouflagefarver. Ordet er omgivet af en skrigende gul farve, så man let kan komme til at overse navnet, der er skrevet i sorte, anonyme bogstaver: Den Flyvende Hollænder.
Beboerne på døgninstitutionen, der ligger på Indre Nørrebro, kan ellers være svære at overse. Den Flyvende Hollænder har specialiseret sig i at genopdrage nogle af Danmarks farligste og mest utilpassede unge ved at angribe deres problemstillinger fra flere sider, og mens Henrik Holst fortæller om institutionens arbejde med de unge, gentager han ord som ’grænser’, ’relationer’ og ’narrativ’.
Den Flyvende Hollænder er ofte sidste stop før fængslet for de unge. Enkelte er blevet anmeldt for vold mod personalet på de døgninstitutioner, de før har været på, mens andre har begået kriminalitet som knivoverfald og bankrøveri, før de er fyldt 15 år. Men det er ikke kun kriminaliteten, som er problemet. De unge har ofte også et massivt hashmisbrug og psykiske, eller psykiatriske problemer.
”De unge har generelt oplevet alvorlig mistrivsel i deres barndom, som har skabt disse symptomer. De volder derfor så store problemer for samfundet, at de ikke kan være nogen steder. De kan i hvert fald ikke være hos deres forældre, som ofte har givet fortabt, i virkeligheden fra de var helt små, fordi de ikke har haft nok ressourcer,” forklarer Henrik Holst.
Den Flyvende Hollænder giver de unge faste tydelige rammer, som de fleste har manglet hjemmefra. Der er en fast døgnrytme, og alle unger har et personligt skema, som ligner de fleste andre unges: Alle står op senest klokken otte, der spises morgenmad, og der bliver smurt madpakker. De går i skole, selvom de fleste får individuel undervisning. Og når de kommer tilbage, er der aftensmad, og derefter skal de unge brænde energi af:
”Man skal dyrke sport fast. Vi forsøger at undgå kampsport, men der er alligevel nogle, hvor vi er nødt til at starte med det, de kender, og så kan man måske komme videre derfra,” fortæller Henrik Holst.
Selv ferierne er aktive. De går hvert år til et aktivitetscenter i Norge.
”Det er ikke noget med at dase foran en swimmingpool. Det er gift for vores unger. Så går de måske ud og drikker sig fulde, eller køber noget hash og bliver arresteret”.
Arbejdet med de unge
Der er stille nu, både forskibs, agterskibs og midtskibs.
De fleste unge er i skole, en enkelt får hjemmeundervisning af en pensioneret lærer, og der går et par ansatte rundt, hvis de unge pjækker eller bliver sendt hjem fra skole. Medarbejderne har lange skift, så de kan nå at danne relationer med de unge.
”Det er nogle unge, som ikke har været opdraget i en meget lang periode i deres liv, og det tager selvfølgelig også meget lang tid at få ændret det. Det kræver, at vi får en relation til ungerne,” siger Henrik Holst og fortsætter:
”Nogle kan vi ikke have en rigtig relation til, men må have en mere instrumentel relation til. De tror, at vi har en relation, og vi arbejder ud fra, at vi har en relation. Men disse unge arbejder på at komme ind under huden på personer og derved styre dem. Det er et forsvar, som bliver udtrykt igennem deres behov for kontrol.”
Relationsdannelse er et af værktøjerne, som Den Flyvende Hollænder arbejder ud fra. I værktøjskassen ligger også klare grænser. De unge har aldrig fået grænser før, men når de kommer til institutionen, skal de lære at gå i ordentlig tid i seng, så de kan komme op om morgenen. De skal lære at tale ordentlig til hinanden og sidde pænt. Derfor arbejdes der med struktur, rytme og normsætning sammen med kognitive og systemiske metoder.
”De unge skal lære det fra bunden af, så man bliver nogle gange nødt til at overdrive den normsætning, som vi er ude i. Og den normsætning er selvfølgelig opdragelse, som vi kalder det på godt gammeldags dansk, som bygger på tydelighed, struktur og rammer, og hvor det nogle gange er det vigtigt at vise, at vi er de voksne,” siger han.
Færre magtanvendelser, hvis man har viljen
De unge reagerer ofte, når de møder grænser, ved at udfordre de voksne fysisk og kan potentielt gribe til våben i affekt for at gøre skade på de andre unge. Derfor er det afgørende, at socialpædagogerne og de andre ansatte er rede til at udøve magt.
”Vi ser magtanvendelsen som en omsorg for de unge. Ingen har turdet vise den omsorg for dem tidligere i livet, og derfor er det gået galt. Så bedre sent end aldrig.”
Den Flyvende Hollænder har i gennemsnit mellem en og to magtanvendelser om måneden, hvilket ifølge Henrik Holst er meget få magtanvendelser for denne type institution.
”Hvis man har viljen til magt, har man også færre magtanvendelser. Derfor påtager vi os gerne voksenstyring og arbejder med ydre styring, som med tiden bliver til indre styring hos de unge”.
De anvender kun magt, hvis de unge er akut til fare for sig selv eller andre – fx hvis de vil køre i en stjålen bil, eller smide med møbler ud af vinduet.
”Vi prøver at anvende magt så nænsomt som muligt – og altid proportionalt med, hvad situationen tilsiger. Vi går aldrig ind i situationer, hvis vi er for få, for så kan vi være til skade for den unge. Her undviger vi, indtil vi er nok personale.”
Den Flyvende Hollænder
Henrik Holst var med til at oprette døgninstitutionen i 2008. Han er efter egne ord sømand og gammel pirat, som lever af at fortælle historier, og derfor blev det narrative en vigtig søjle i arbejdet fra begyndelsen.
”Historiefortællingerne er vigtige for sammenhængskraften. Det er langt hen ad vejen dem, som skaber kulturen. De unge kan ikke se dem, men ved, at de er der. Det er med til at bremse dem, før de laver alt for store ulykker. Det hjælper os rigtig meget”.
Historiefortællingerne har også født en række metaforer ind i kulturen, som udspringer af navnet Den Flyvende Hollænder, som fx ’ Vi er alle sammen i samme båd’, ’Båden er sprunget læk’, ’Vi sejler til evig tid’ og ’Man kan ikke gå fra borde’.
Afdelingerne er delt op i Forskibet, Agterskibet og Midtskibet, og skulle man alligevel forlade besætningen, så vil man altid være en del af Den Flyvende Hollænder. Men det er ikke kun i forhold til de overordnede rammer i kulturen, at det narrative bliver brugt:
”Vores unge har ofte en meget destruktiv historie, hvor det er attraktivt at italesætte sig selv som en farlig fyr. Vi prøver at grave lidt dybere ned og finde en anden historie frem. De har jo altid fået at vide, at de ikke duede til en skid. Og på nogle områder har de virkelig også huller. Men det handler om at forstærke de områder, de er gode til. Vi forstærker det negative, når de laver noget skidt, og forstærker det positive, når de laver noget rigtig godt. Og det kan vi gøre med historier,” siger Henrik Holst.
Får et job, mister et job
Malingen på grafitti’en er tørret for lang tid siden. En kunstner, der havde psykiske problemer, har forladt skuden.
Da han kom til Den Flyvende Hollænder, havde andre døgninstitutioner givet op, og han havde sigtelser mod sig. Hans historie var fyldt med kriminalitet og et blandet rus- og hashmisbrug.
Men den unge kunstner var blevet fejllæst, forklarer Henrik Holst. Der blev ikke grebet ind, når han virkede som en trussel mod andre mennesker, fordi han fik lov til at gå alt for tæt på folk.
Så fra starten lærte de ansatte på Den Flyvende Hollænder ham, at han ikke kom tættere på dem end en armslængde. Han vidste ikke, at det var mere socialt acceptabelt at holde den afstand.
”Fra starten gik han også meget tæt på os. Men vi satte intensivt ind fra starten for at undgå, at han brød andre menneskers intimsfære. Efterhånden begyndte han at reagere meget positivt, og samtidig kunne vi rigtig godt lide ham og tilbød ham noget andet end den kriminalitet, han begik. Det lykkedes fuldt ud”.
Henrik Holst betragter malingen. Den står tilbage som en succeshistorie.
”Unge kan have en stationær eller kronisk tilstand, og vi kan ikke fjerne de besværligheder. Men vi kan alligevel lære dem at klare sig ordentligt socialt, så de kan udgå at komme i slagsmål og komme mere til skade end andre mennesker.”
Kigger man i statistikkerne for de unge, som har forladt skuden, er billedet dog broget: Nogle falder tilbage i meget alvorlig kriminalitet og sidder i dag i fængsel. Andre får et job, mister det, får et nyt job og mister det.
”Det er forventeligt med målgruppen, at det aldrig bliver et helt glat forløb, fordi de har så mange ting at slås med fra starten af. Men de prøver hårdt, og de vil det gode. Heldigvis har vi rigtig gode resultater med den meget alvorlige kriminalitet, hvor op mod 70 procent ophører med de meget hårde forbrydelser. Til gengæld fortsætter de måske med mindre kriminalitet.”
Derfor er det heller ikke en verden, hvor man skal leve for de store solstrålehistorier.
”Den største sejr er, at vi findes endnu i et af de mest problematiske områder i Danmark. Vi har gode resultater, og folk er glade for at arbejde her. Vi har meget lavt sygefravær, meget lav personaleomsætning, og de unge er faktisk også glade for at være her. Det gør sådan set det hele værd. Og samtidig udvikler vi stadig området.”
Ikke nok med et stort, bankende hjerte
Det er blandingen af mistrivsel i barndommen, manglende grænser, psykiske lidelser, misbrug og kriminalitet, som gør Den Flyvende Hollænders unge til en svær gruppe, og til en gruppe som mange andre institutioner ikke kan rumme.
”Hvis der er et misbrug, så har psykiatrien traditionelt sagt, at de ikke kan arbejde med de unge, før misbruget er behandlet. Men der er meget mere brug for, at man tager ansvar og kigger på det hele menneske. Og det er desværre ikke helt tilfældet i dag.”
Derfor er det svært at rekruttere pædagoger til Den Flyvende Hollænder. For en ansat skal have specialviden fra områder som misbrug og psykiatriske problemer, samtidig med at personen er psykisk og fysisk robust og har viljen til at udøve magt. Derfor har de fleste pædagoger hos Den Flyvende Hollænder også en baggrund som håndværker, sømand, dørmand eller kampsportsudøver, der har taget en uddannelse i socialpædagogik. De har netop ansat medarbejdere, som er europamestre i forskellige kampsportsgrene.
”Vi er nødt til at kigge efter, om nye medarbejdere kan stå distancen både fysisk og psykisk. Det psykiske er selvfølgelig også et vigtigt parameter, for du kan godt gå ned, hvis du bliver svinet meget til, og din familie bliver truet. Man kan ikke nøjes med at komme her med sit store, bankende hjerte. Det er ikke nok.”
|
Den Flyvende Hollænder Døgninstitutionen blev egentlig født som Den Lille Ny af den daværende overborgmester Ritt Bjerregaard, da bandekonflikten var på sit højeste. Den varslede et nybrud i Københavns Kommunes politik, at man ikke sendte de unge til Jylland, men lagde institutionen midt på Nørrebro. Det gør, at de ansatte er gode til at komme ind steder, hvor ingen andre kan komme som fx Tingbjerg og Blågårds Plads. Hver enkelt ung koster 1,2 mio. kr. om året. |