Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Kvalitet i en mere offensiv dagpleje
Konference. FOA’s dagplejekonference 2014 havde sat kvalitetsudvikling af dagplejen på dagsordenen, men samtidig var budskabet at dagplejen i højere grad og i fællesskab skal forsvare sig selv.
Tekst: Marianne Heinkov og Jon Arskog
Der skal mere kvalitet og mere fokus på kvaliteterne til, hvis dagplejen skal stå distancen overfor nedgang i børnetallet og besparelser ude i landet. Det var det grundlæggende mantra for FOA’s dagplejekonference 2014.
Formand for pædagogisk sektor i FOA, Jakob Sølvhøj, åbnede konferencen med et indlæg om det arbejde FOA gør for at få ministeret til at komme med udmeldinger om dagplejens fremtid, uddannelse til dagplejerne og spørgsmålet om private dagplejere. Desværre havde børneminister Manu Sareen (R) meldt afbud til konferencen, så Jakob Sølvhøj kunne kun fortælle, at der ikke er kommet noget konkret ud af FOA’s henvendelser.
Jakob Sølvhøj konstaterede, at FOA skal være offensive overfor de trængsler dagplejen har med besparelser i kommunerne, og han pointerede vigtigheden af en god dialog med de lokale tillidsrepræsentanter, da kampen skal stå lokalt.
Han opfordrede i den forbindelse til at forslag til, hvad der i fællesskab kan gøres af tiltag for bevarelse af dagplejen, kan sendes til ham, så der kan koordineres en indsats.
”FOA skal slå fra sig, når andre siger noget dårligt om dagplejen. Det er disrespekt for forældre og personaler, der har valgt dagplejen,” lød det, inden Jakob Sølvhøj sluttede sit oplæg med at minde om succeserne i dagplejen: ”Kvalitetsudviklingen i dagplejen har aldrig været så høj som nu. Vi skal ikke snakke dagplejen ned, men komme med alle de gode historier fra dagplejen og sætte kvaliteten i fokus.”
Kvalitet på flere parametre
Netop det med at sætte kvaliteten i fokus var konferencens tema med udgangspunkt i Ole Henriks Hansens fremlæggelse af resultater i undersøgelsen ’Børn og stress’ som igen viser, at der ikke er nogen argumenter for at nedlægge dagplejen.
I sit oplæg om ’Barnet i centrum’ kom han med facts om, hvor vigtig dagplejeren er for det enkelte barn, samt hvilke værktøjer dagplejeren kan bruge for at styrke barnets selvværd og selvtillid.
Kim Byrding, pædagogisk it-konsulent fra Egedal Kommune fortalte om teknologiens anvendelighed i det pædagogiske arbejde, og at dagplejeren skal have kompetencer, så de kan inddrage det digitale univers i det pædagogiske arbejde med børnene.
Karen Sørensen, udviklingskonsulent i Københavns Kommune, gav ideer om værktøjer til, hvordan dagplejeren, pædagogen og lederen kan samarbejde om inklusion.
Joan Lindskov, dagplejeleder fra Kolding fortalte om, hvordan det er lykkes at give dagplejerne tilbud om PGU og efteruddannelse til pædagogerne, og hvilke fordele det giver, at dagplejerne har uddannelse inden for området.
Anders Seneca sluttede med sit indlæg ’Kend din kerneopgave’, hvor han fik sat fokus på vigtigheden af, at der en fælles forståelse af kerneopgaven og opfordrede til, at synliggøre de værdier dagplejen skaber: ”Hvad mangler borgerne, hvis I forsvandt i morgen,” spurgte han.
Efter oplæggene var der workshops med emnerne: ’hvad skal vi med det pædagogiske tilsyn?’, ’hvordan udvikler man sin relationskompetence?’, og ’emotionel relatering og modtagelse’.
Alle tre emner var en uddybning af de tidligere oplæg, hvor oplægsholderne var kommet med bud på, hvordan dagplejeren kan arbejde med udviklingen af børnene og sluttede dermed den røde tråd på en inspirerende og fremadrettet konference, der giver anledning til refleksion over hvordan der kan arbejdes med kvaliteten i dagplejen.