Børnebrillerne skal på

Visioner. Efter godt seks måneder i børne- og ungdomsborgmesterstolen har Pia Allerslev fået så meget muld under neglene, at hun begynder at se en retning for hendes arbejde. LFS Nyt har mødt Pia Allerslev til en snak om de første seks måneder og retningen for de næste 42.

Tekst: Jon Arskog

Det var noget af en overraskelse, da Pia Allerslev valgte at blive børne- og ungdomsborgmester. Hvad ville en venstrekvinde, som hende dog gøre ved området?

Det vidste hun heller ikke helt selv. Forestillinger og ideer havde hun, men konkret viden om ’de faktiske forhold i jernindustrien’ havde hun ikke – andet end at hun som folkeskolelærer har stået overfor børn i skolealderen og så naturligvis erfaringerne fra hendes egne og veninders børns institutionsliv.

Andre havde også ideer og forestillinger om, hvilke ideer og forestillinger hun som venstrekvinde havde.
Skulle det hele nu privatiseres? Ville grønthøsteren blive sluppet løs på de kommunale institutioners budgetter? Skulle børnene allerede i børnehaven paces frem til at kunne præstere i konkurrencesamfundet? Hvad skulle der blive af det hele barn?

Allerede inden hun tiltrådte som borgmester, var det dog andre toner end de frygtede, der her i LFS Nyt kom ud af Pia Allerslevs mund. Men ét er, hvad man siger – noget andet er, hvad man gør. Så hvordan ser det ud?
Selvom seks måneder ikke er lang tid, lader det til, at den store ulykke er udeblevet og indtil videre udebliver. Dels er der et rødt flertal i Børne- og Ungdomsudvalget, dels er Pia Allerslev tilsyneladende ikke af den sorte skole. Her godt seks måneder inde i sin ’regeringsperiode’ udtrykker hun ting, som en ’rød’ borgmester også ville sige.

”Måske siger jeg tingene anderledes end en socialdemokratisk borgmester, men der er ikke den store forskel,” konstaterede hun på medlemsmødet i LFS i midten af maj, hvor hun udtrykte, at chancelighed, det hele barn, tillidsdagsordenen, tydelig ledelse og det ikke at glemme det fritidspædagogiske arbejde i forhold til skolereformen, alle er områder hun arbejder aktivt for.

Stærkt fokus på tidlig indsats

LFS Nyt mødte Pia Allerslev i begyndelsen af maj og spurgte til hendes erfaringer fra de første små seks måneder i borgmesterstolen. Det har været et lille halvår på farten, hvor hun har besøgt mange institutioner og skoler, snakket med medarbejderne på gulvet, med organisationerne og forsøgt at få føling med området.

”Noget af det, der har slået mig er, hvor vigtigt det er at have fokus på tidlig indsats i daginstitutionerne, og at medarbejderne derude har ressourcerne og de rigtige kompetencer til at tage fat på den udfordring. At høre om og se hvordan familiebasispladserne er med til at skabe ro og tryghed for – og opmærksomhed på – børn, der er skrøbelige; det at vi med nogle ganske få ressourcer får nogle rigtig gode resultater ved at forpligte forældrene og ved at indgå i et ligeværdigt samarbejde om børnene, forældre og pædagoger i mellem, det er godt.
Så for mig er det vigtigt, at vi har en tidlig indsats i forhold til familiepladser, men også i forhold til sprogstimulering,” siger hun og lader forstå, at det både med hensyn til samfundsøkonomien og den enkeltes livskvalitet er bedre at lægge indsatsen før det går galt end at skulle til at forsøge at råde bod på skaderne efterfølgende.

”Min opfattelse af pejlemærkerne generelt var, at man ikke rigtig kunne bruge dem til noget ude i institutionerne, men jeg har mødt nogle meget engagerede medarbejdere i institutionerne, der bruger pejlemærkerne til på den indholdsmæssige side at gøre deres arbejde mere relevant, vedrørende og nærværende, mens de også har brugt dem til at strukturere deres hverdag,” siger Pia Allerslev.
Selvom hendes ambitioner om sprogstimulering indebærer sprogtest af ca. 20 pct. af børnene, understreger hun, at de ikke er sådanne, at børnene skal skolificeres.

? Men er det rigtigt at placere børnehavebørn på en stol og tale med dem om, hvad de skal være kloge på?

”Nu er læring heldigvis rigtig mange ting. Jeg kommer fx lige fra naturcentret ude fra Kalvebod Fælled, der er for nul til seks års området. Når jeg tænker på de unger, der var der, hvor meget læring de får ind ved at kigge på, hvordan myrer arbejder – når de ser, hvordan et ødelagt myrebo genskabes efter at være blevet ødelagt; og så bagefter selv skal lege myrer, så er jeg helt sikker på, at spørger man dem om et år, så har de helt styr på, hvad et myreliv er. Så for mig er læring ikke at sidde på en stol.
Det kan det også være, men der har jeg stor tiltro til, at de dygtige pædagoger vi har på vores tilbud kan skabe nogle gode rammer for læring. Og så er der jo forskel på om man er et år eller seks år gammel, i forhold til hvad det er for nogle tilbud, man i øvrigt får. Så jeg tror på, at vi har rammerne og jeg tror på at børn skal lære, udfordres og stimuleres. Og det kan de ligeså godt blive, når de starter i vuggestuen som de kan blive, når de går 9. klasse,” siger hun.

? Men vil ’Pia Venstrepige’ ikke have, at børnene skal terpe bogstaver i børnehaven?

”Jeg har den gode fordel at have lærerbaggrund selv. Jeg har stået foran en klasse, og jeg ved at det ikke virker, hvis man bare kører i et spor hele tiden. Så min faglige baggrund og ikke min politiske baggrund har allerede gjort, at der er ting som er fejet væk. Den anden del er, at jeg ikke skal sidde som borgmester og tro, at jeg ved bedre. Jeg har nogle visioner: Jeg vil gerne have at vores børn bliver så kloge, glade og trygge som muligt, men det skal jeg jo ikke sætte mig ned og bestemme, hvordan pædagoger og lærere skal gøre. Der mener jeg, at vi politikere skal lære at holde nallerne væk. Vi skal sætte rammerne,” siger hun.

Tillid til LFS

Til at begynde med havde Pia Allerslev ikke den største tiltro til organisationernes opfattelse af virkeligheden. Derfor ville hun ud at tale med folk på gulvet.

? Har du lyttet til dem, og er der noget der er rykket i din opfattelse?

”Lige i forhold til LFS må jeg faktisk sige, at der er meget stor overensstemmelse mellem dem der ikke er ’professionelle’ i LFS regi og dem der er. Jeg synes faktisk, at der er stor overensstemmelse mellem det jeg hører, når jeg holder møder med Britt og Jan og det jeg hører, når jeg er ude på besøg i institutionerne. Der kunne man jo godt frygte, at forståelsen for virkeligheden måske bliver mindre og mindre som årene går, og jo mindre man er ude i virkeligheden. Selvfølgelig er der også kritiske røster, men i det store hele og fx i forhold til tillidsbaseret ledelse. Også i forhold til respekten for folks tid. Der skal vi lade være med at holde møder for mødernes skyld. Møder er dejlige og gode, hvis de har et formål, men vi skal som politikere og forvaltning lade være med at tro, at møder løser alle problemer i verden.”

I forhold til, hvilke resultater hun på den ’yderste’ dag i givet fald vil kunne blive målt og vejet på, gør hun sig som mindretalsborgmester ingen illusioner.

? Men selv en venstreborgmester kan vel få gode ideer, som de andre kan være med på?

”Det kan man da,” udbryder hun med et stort smil.

”Noget af det, jeg har fokus på, er børnelivet og det at have fokus på, at vi fx i forhold til skolereformen ikke kommer til at gøre overgreb på børns hele liv. Vi skal ikke kun snakke om skoleliv. Vi er nødt til at snakke børneliv – og der synes jeg, at fritidspædagogerne har en meget vigtig rolle at spille. Børnene skal ikke til at være i skole fra 8-16. Der skal vi inddrage de ressourcer der er fritidspædagogiske, men også kultur- og fritidslivet og de frivillige i øvrigt. Men det er gået op for mig, at vi ofte glemmer de ressourcer, der ligger i klubberne. De muligheder skal jo også inddrages i det her: Hvordan sikrer vi, at vi ikke har et tilbud der glider ud i glemslen, fordi børnene hellere bare vil hjem.”

I forhold til skolereformen vil Pia Allerslev også hellere tale om faglighed frem for profession. Hun forstår ikke, hvorfor lærerne ikke i højere grad tager imod pædagogerne.

”Om man er uddannet lærer, pædagog eller noget tredje er ikke det, der skal være fokus på. Fokus skal være på, om man byder ind med de fagligheder, man hver især har. Jeg har aldrig forstået, hvorfor lærere var så bange for at få andre fagligheder ind i deres klasselokale,” siger Pia Allerslev, den tidligere skolelærer, der heldigvis har oplevet de positive takter mange steder, men desværre også det modsatte. Hun peger i den forbindelse på, at det er et spørgsmål om, at ledere skal være tydelige.

? I forhold til 6-by sammenligningerne ligger København over niveau i forhold til, hvad der bruges på børne- og ungdomsområdet. Vil du kæmpe for det kvalitetsniveau der er, eller skal der spares?

”Det er klart, at når vi nu har et af de dyreste daginstitutionsområder i landet, så skulle det helst også være sådan at pædagoger ikke føler sig presset og at børnene skal opleve, at de voksne er der. Jeg tror ikke på, at bare at tilføre flere ressourcer. Vi er nødt til at se på tre andre ting inden: Den første er sygefraværet. Den anden er klyngestrukturen i forhold til at udnytte ressourcerne bedre på tværs af institutionerne. Den tredje er den udfordring, vi har i København med, at vi har mange små institutioner, dels selvejende, men også nogle af vores egne. Der er vi nødt til at bygge nogle større, moderne og mere velfungerende institutioner og nedlægge nogle af de små,” lyder det fra Pia Allerslev.

”Det betyder ikke, at jeg ikke er villig til at kigge på, om vi har den rigtige normering i de enkelte institutioner, men der skal mine politiske kolleger jo også være med,” siger hun.
I forbindelse med budget for 2015 skal der spares 140 millioner på børn og ungdomsområdet. Alle institutioner er derfor sat til at spare en procent på deres budget. Pia Allerslev erkender, at det betyder, at der spares på kerneopgaven, men hendes håb er, at institutionerne selv kan finde besparelser, der gør så lidt ondt som muligt. Alternativet havde været at spare på bemandede legepladser og det ville hverken hun eller kollegerne i udvalget.
Så for den ene procents vedkommende kan man godt sige, at grønthøsteren kører. Træerne vokser alligevel ikke helt ind i himlen. Men den må nok tilskrives flertallet.