Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Netværk for fleksjobbere kom godt i gang
To havde meldt afbud, men fire pædagogiske fleksjobbere var mødt op til det første møde i det nye LFS netværk for fleksjobbere. Og det er at betegne som en succes, lyder det fra tovholder på netværksgruppen, LFS’ socialrådgiver Susanne Brink Andersen.
På mødet deltog Hanne Kjeldsen Daugaard, der er coach og tidligere fastholdelseskonsulent i Københavns kommune og sammen med de fremmødte tog hun hul på diskussionen af det fremadrettede arbejde i netværket.
Blandt de fremmødte var der enighed om, at de aktiviteter der er relevante for fleksjobberne og eventuelle arbejdsløse LFS-medlemmer – for hvem et fleksjob er relevant – er råd og vejledning, hjælp til at håndtere udfordringer og udveksling af erfaringer.
Hanne Kjeldsen Daugaard deltager også på det næste møde i netværket, som finder sted Torsdag den 11. september.
Netværket opfordrer eventuelle arbejdsløse medlemmer af LFS, der gerne vil i fleksjob til at deltage i arrangementet:
”De fremmødte ville rigtig gerne dele deres erfaringer med arbejdsløse, fordi de mener, at de har nogle gode ideer til, hvordan man kan skaffe sig et fleksjob,” siger Susanne Brink Andersen.
”Det kunne være uopfordrede ansøgninger, personligt fremmøde, eller til hvordan man får hjælp via anden aktør. De har selv søgt mange steder, men har på et tidspunkt haft flere muligheder, så de har helt sikkert nogle erfaringer de kan dele,” fortsætter hun.
”Vi havde en god diskussion om det ikke at være omstillingsparat på samme måde, som kollegerne. Der var mange gode ideer til, hvordan man kan håndtere det overfor sine kolleger. Men man skal selvfølgelig huske på, at det er inspiration og ideer, for det er individuelt, hvordan det hele opleves og forløber,” siger Sussanne Brink Andersen.
Tilmelding til mødet den 11. september fra kl. 17 til 19 er åben på kalenderen på mitlfs.dk.