Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Lederen
Velfærd i forandring – KL’s udspil til OK15
Af Britt Petersen, formand
Så kom det endeligt, KL’s udspil til de kommende overenskomstforhandlinger og glædeligt er det, at retorikken fra overenskomst 2013 er ændret.
I oplægget kan læses, at kommunerne vil i dialog med medarbejderne og at et velfungerende samarbejde er helt centralt for kommunernes muligheder for at modernisere og effektivisere kernevelfærden. Så langt så godt!
Men så er det, at det begynder at gå galt – KL bevæger sig ind på spørgsmålet om tillid med et ædelt mål om, at den gensidige tillid på arbejdspladserne skal være i højsæde, samtidig med at regler og reguleringer, der er skabt på baggrund af en mistillid mellem parterne skal fylde mindre. Og hvad er det så lige de mener med det?
Tja et af buddene kommer under punktet forenkling af arbejdstid – her kan det læses, at det efter KL’s opfattelse ikke er nødvendigt, eller hensigtsmæssigt med detaljerede regler for arbejdstilrettelæggelsen. Det klares i stedet med dialog og tillid på den enkelte arbejdsplads, og der ønskes enkle og smidige arbejdstidsregler, der bygger på tillid til de kommunale ledere og øger det ledelsesmæssige overblik (!).
Undskyld, nu går det med tilliden vist for vidt. Ligesom vi ikke kunne drømme om, at forvaltning af offentlige midler skal basere sig på tillid, så kunne vi heller ikke drømme om, at noget så vigtigt som arbejdstilrettelæggelse og arbejdstid skal basere sig på tillid til ledere alene. Det kan godt være, at vi har fået lavet lidt for snørklede bestemmelser hist og her, og det kan godt være, at vi skal finde nogle løsninger, så faggrupper, der arbejder i teams, deler langt flere bestemmelser end tilfældet er i dag, men vores opfattelse er nu stadig, at medarbejdernes beskyttelse håndteres bedst, når arbejdsmarkeds parter indgår aftaler herom.
I den nutidige verden har vi alverdens hjælperedskaber, både når der skal ske planlægning af arbejdstid, ske ændringer og når der skal ske betaling for ulemper, hvad enten det er i form af afspadsering, eller i form af penge. Selv i det offentlige har vi for længst forladt den brune lønpose og kuglerammen, og er gået over i den digitale verden, men det er rigtig svært at se i KL’s oplæg, og dermed bliver det temmelig utroværdigt.
Så kære KL!
Vi har rigtig stor tillid til de kommunale ledere, men det allervigtigste vi som medarbejdere kan sælge er vores arbejdskraft. Den er dyrebar og den skal vi leve af i stadig flere år – derfor kan vi desværre ikke indfri Jeres ønske om at være ’ultra-fleksible’, og vi er heller ikke til sinds at sælge ud af de ansattes ret til afspadsering af arbejde på tidspunkter, hvor størstedelen af Danmark holder fri.
Vi diskuterer rigtig gerne rigtig meget med jer – også i tillidens navn, opgivelse af aftalerettigheder er bare ikke til diskussion.