Interview

”Skal vi lave marmelade sammen?”

Hvad er en god vuggestue eller dagpleje, når den er allerbedst? Det spørgsmål svarede Erik Sigsgaard, Rie Haslund og Rikke Sværke Madsen på i bogen ’De mindste – Godt begyndt i daginstitution og dagpleje’ fra 2009. Bogen er mere nødvendig i disse skolificeringstider end nogensinde før. Det gælder børnenes liv – hele liv. Derfor har vi forud for et medlemsmøde med Erik Sigsgaard om ’De mindste’, spurgt ham igen: Hvad gør et godt tilbud til de mindste? Svaret er, at de voksne skal være ’almindelige’ og spontane, men overvejede.

Tekst: Jon Arskog

Læreplaner, planlagte aktiviteter og forberedelse til livet efter dagpleje eller vuggestue. De mindstes rum til at udvikle sig som stærke små mennesker, der vil kunne modstå udfordringer og tage læring til sig, er under pres. Skolificeringen, der har sneget sig helt ned i de mindstes dagtilbud, presser småbørnenes grundlæggende og sociale udvikling.

Det mener Erik Sigsgaard, der i Danmark er en af pædagogikkens Grand Old Men, cand. pæd, tidligere seminarielektor og folketingspolitiker. I dag er han tilknyttet UCC’s Videncenter for Institutionsforskning. Han er forfatter og er aktiv foredragsholder om børn, ’opdragelse’ og pædagogik.

Sammen med Rie Haslund og Rikke Sværke Madsen, begge cand. mag’er i psykologi og pædagogik for 0 til 6-årige, skrev han i 2009 bogen ’De mindste – Godt begyndt i daginstitution og dagpleje’. Bogen var baseret på en række besøg og ophold i dagplejer og vuggestuer, og havde til hensigt at vise, hvad dagpleje og vuggestue er, når de er bedst – og ikke mindst, at tilbuddene til de mindste ikke bare er pasning, men pædagogiske tilbud, hvor der bliver reflekteret over pædagogikken.

Kendetegnende for udviklingen i de fem år der er gået fra bogens udgivelse, har været indførsel af læreplaner, sprogstimuleringsaktiviteter og planlagte elementer i dagen – alt sammen med et fokus på at forberede børnene til børnehaven og senere til skolen.

Desværre, for det fjerner fokus på de ting, der er vigtigst for børnene i deres første leveår, siger Erik Sigsgaard, der på et medlemsmøde den 11. december vil præsentere bogens konklusioner og debattere den med LFS’ medlemmer. I januar følger et møde om hans seneste bog ’Nej – Unges opgør med lydighedskulturen’, som dækker de store børn og unge, men mere om det i et senere nummer.

Det gode liv for de 0 til 3-årige

Hvad siger han så, at ’De mindste’ handler om:

”Den stiller spørgsmålet, hvad er det gode liv fra 0 til 3-årige. Den har et meget klart syn på det. Hvorfor er det så vigtigt et spørgsmål at få stillet: Fordi det bliver afgjort i de første par leveår, hvilke børn der bliver gode læsere, og hvilke børn der i det hele taget har et godt liv nu og får et godt liv senere.”

”Ser man børnene som små mennesker, der tager ansvar for sig selv og griber handlende og forandrende ind i deres liv, eller ser man dem, som regelbrydere der skal bringes tilbage på den rette vej? Hvis man som to-årig bliver set som et tænkende menneske og handlende menneske, og bliver respekteret, så kan det ikke gå galt, sådan rigtigt for alvor senere hen.”

”Sikrer vi dem det gode liv her og nu, så vi optimerer deres mulighed for at fortsætte et godt liv. Hvis de vænner sig til i familierne og institutionerne at blive hørt og respekteret, blive taget med og kunne få lov at prøve at ’bare kunne gøre det løs’, som børn siger… Hvis de vænner sig til, at sådan er livet og det er dejligt, så får de et positivt syn på sig selv: ”Jeg er en, som det er værd at vise hensyn og lytte til og respektere”. Hvis der derimod sker det modsatte, så får de et syn på sig selv i retning af: ”Lige meget hvad jeg gør, så er jeg ikke god nok”. Så får de lav selvværdsfølelse. Alt hvad vi gør overfor vores små børn, får meget langsigtede virkninger. Det skal vi huske,” siger han.

”En meget stor del af modstandsstyrken og glæden ved livet – troen på, at det er svært, men vi finder ud af det – det grundlægges i dagpleje og vuggestue, mens børnene er små. Svaret er, at hvis ikke vi for alvor reber sejl og siger: det vigtigste i vores ’uddannelsessystem’, hvis vi kalder det sådan, er, hvis ikke forholdende for de helt små bliver så frie, accepterende, rummelige og så muntre, som vi overhovedet magter det, så er der ingen grænser for, hvor store ulykker vi kan lave i anden klasse, i niende, eller i gymnasiet. Den forståelse, som er fagligt meget veldokumenteret, den er der bare ikke taget konsekvenser af,” siger Erik Sigsgaard med en vis harme rettet mod de politikere, der ikke lytter.

”Der er en tro på, at institutionalisering og undervisning er det der giver læring, hvor al læringsforskning – ny og ældre – peger på og dokumenterer, at læring er det der sker, når vi er i gang med noget, der optager os. Når vi knokler derudad med noget, vi vil have løst, fordi vi vil have noget ud af det. Og når de voksne pædagoger og lærere der er sammen med os også er optaget af, hvor spændende livet egentlig er,” siger han.

Han mener, at dagplejere, pædagoger og lærere i højere grad skal sættes fri og respekteres for de valg de gør i deres hverdag med børnene, med det de mener er det rigtige for børnene i det øjeblik og det sted de er, i stedet for at skulle følge planer, som er lagt på skriveborde et helt andet sted – langt væk fra den virkelighed, barnet og dagplejeren eller pædagogen står i.

Målene kan nås med omtanke

Egentlig ønsker han ikke at have det sigte for børnene, men de selvsamme mål, som OECD og politikerne har for børnene, mener han kan nås uden de fastlagte planer.

”Det kan blive for forudtilrettelagt. Sprogstimulering behøver ikke, at stå i en plan. Sprogudvikling er at lege med ordene. Det kunne være, mens Amanda sidder med skovlen og banker i sandet, og den voksne går og klipper noget gran, og siger: ”Jeg klipper, jeg klipper,” mens hun med fingrene viser saksen klipper. Og så siger hun: ”Amanda banker, banker”. Det er en leg, ordene og bevægelserne kommer ind i en sammenhæng. Man leger begreberne ind. Det står ikke i en plan, at nu er der sprogstimulering, det skete bare. Den form for spontanitet, den fandt vi hos de meget gode dagplejere, vi var ude at kigge nærmere på.”

”Erkendelsen af at den sociale læring, læring af at leve livet er lige så vigtig, eller måske en vigtigere del af læringen, er en ret ny erkendelse. Den er slået igennem hos mange praktikere, men overhovedet ikke hos politikerne.”

”Der vil vi godt diskutere: Er det godt med planlagte aktiviteter? Eller skal vi i højere grad lægge vægt på de organiske spontane forløb. Det skal ikke være sådan noget ’la la’, for det er meget vigtigt, at dem, der har med små børn at gøre, at de virkelig tænker sig om. Hvad kunne vi gøre? Hvorfor gør vi det? Kunne vi gøre noget andet? Tør vi eksperimentere? Der har vi mødt mange, der når det er godt, har en meget intens reflekterende facon.”

Pas på oaserne

”Jeg synes, at man skal bedrive en pædagogik, der passer på oaserne – de små steder, hvor mennesker bliver sig selv igen og er fri. Det at dyrke oaserne og sige, hvordan udvider vi dem, hvordan beriger vi dem, i stedet for at spørge, hvor er spildtiden? Det tager tid, når børn dækker bord, når de selv tager regnbukserne på osv. Man kan tænke, det duer ikke, jeg tager det selv. Men måske er det allervigtigste, det der foregår i garderoben, når man tager sit tøj på,” siger han og peger på, at børn gerne ’vil selv’, ’at de kan selv’. De vil også ’arbejde’, dække bord og være med. Det er også oaser for dem. De leger ’arbejde’ og lærer af hverdagens situationer.

”Man skal huske på, at det rent faktisk er børnenes tid, inden vi beslaglægger den og gør den til kommunens tid. Det kunne godt være, at vi skulle hæge om mellemrummene i stedet for at ’potentialisere’ dem. At man skulle se sammenhængen i stedet for at være for forberedende og hele tiden tænke, at livet er ikke her og nu, men først når du bliver stor. Vi bruger somme tider et rigtig grimt ord: ’førskolebørn’. Hvorfor det er grimt? Det ville svare til, at du blev kaldt ’førpensionist’. Det er urimeligt. Du vil ses, som den du er: en forælder, en voksen med et seriøst arbejde og hvad du nu ellers er. Du er ikke ved at forberede dig til et liv, som skal komme senere hen. Den forberedelsestænkning er en forbandelse, der stjæler opmærksomheden fra, at livet er her og nu.”

”I stedet skal man tage udgangspunkt i det barn, der søger svar og eksperimenterer. Dem, der prøver at se, hvad der sker, når vi hakker en regnorm over i to stykker. Der er en historie i bogen om en dagplejer i Østjylland, der har skåret gulerødderne ude i haven fri i den ene side, så børnene kan se og opdager, at der står de skulder ved skulder. Børnene høster gulerødderne og de går ind, renser dem og koger dem sammen. Og så spiser de dem. Det er højpotens læring, men det er også højpotens liv – de dufter jo, og man får fingrene ned i det, og der en regnorm og sådan. Dagplejeren forstår det jo godt, det er derfor hun gør det. Men det bliver ikke rigtig værdsat og respekteret, som noget af værdi for barnet. Men det har det.”

Hvad er så det gode liv

Selvom Erik Sigsgaard er ude med riven, når det gælder den førte politik, så gider han ikke beskæftige sig med politikerne. De lytter alligevel ikke, siger han.

”Frem for at give politikerne råd, så er jeg meget mere optaget af, hvad der sker rundt i landet. Hvad gør forældre, når de ellers går i gang med at kæmpe for deres børn? Hvad gør personalet, når de ellers går i gang? Det er jo ikke sådan, at alle går op i læreplaner og deslige i alle institutioner. Mange steder er der jo voksne, som beskrevet i bogen, der går en anden vej og lytter efter deres børn. De er der. Vores praktiske liv med børnene rummer det ny i sig. De findes. De har nogen gange et svært liv. Der vil jeg gerne sige til forældre, hvis jeres barn har en pædagog, der meget af sin tid ligger med rumpen i vejret og roder i et vandhul med børnene, så pris jer lykkelige. Den slags pædagoger har det lidt svært i de her år, hvorimod den anden slags der kan holde orden, fremlægge planer og kan dokumentere i hoved og røv, har det let. De går for at være de dygtige.”

”Vær en almindelig voksen!”

Men hvad kan man som dagplejer eller pædagog gøre ved det?

”Det er et hovedpunkt for os der har lavet den der, at man som dagplejer eller pædagog ser kritisk på sig selv og spørger, hvad kan jeg gøre anderledes?”

Han peger på, at man skal ’leve’ sammen med børnene og tage chancen og eksperimentere lidt, når tingene ikke går som forudset, i stedet for at prøve at ændre på børnene. Med andre ord skal man være en helt almindelig voksen, der lever helt almindelige situationer, som viser respekt, anerkendelse og har et fokus på samlivet med børnene.

Men hvordan er man det?

”Det kan man være så enkelt som ved at lave maden sammen med børnene. Som i en københavnsk vuggestue, hvor bærrene på busken pludselig var blevet modne. Børnene kom til pædagogen med bærrene. ”Prøv at smage,” sagde de. Hun smagte. Sagde: ”Uhmm!” og spurgte: ”Skal vi prøve at lave marmelade?” Det ville børnene gerne. Og nogle timer senere stod der to glas med marmelade på bordet. Dét er almindeligt liv og samtidig institutionelt liv. Det var ikke noget med, at det indgik i en plan. Det var spontant, men var det uovervejet? Nej. Det er en pædagog, der tænker, hvordan kan det her liv, som beklageligvis må foregå indenfor institutionens rammer, blive et almindeligt liv med almindelige mennesker? Hvordan kan jeg blive almindelig voksen? En der siger: ”Skal vi ikke lave marmelade?” – i stedet for at ’undervise’ i at lave marmelade.”

Om bogen De mindste: ”Vil selv!” ”Kan selv!” – sådan siger alle børn som små. Denne bog fortæller om, hvordan børnenes lyst og selvtillid kan bevares og styrkes via et godt samspil med de voksne, de er sammen med i hverdagen. De mindste – godt begyndt i daginstitution og dagpleje handler om pædagogik for de 0 til 3-årige børn, når den er allerbedst. Bogens forfattere har opsøgt en række velfungerende daginstitutioner og dagplejer for at finde ud af, hvad det vil sige, og har set, lyttet, spurgt og oplevet. Bogen er som Erik Sigsgaards tidligere bøger Skældud og Skæld mindre ud bygget op omkring en række små historier fra børnenes og de voksnes hverdag. De tre forfattere viser med udgangspunkt heri, hvordan børnenes trivsel og udvikling – og dagtilbuddets kvalitet – afhænger af, at relationen er præget af gensidig respekt, dialog, frihed, ligeværdighed, varme, glæde og anerkendelse. De mindste – godt begyndt i daginstitution og dagpleje henvender sig til pædagoger, dagplejere og pædagogstuderende, samt forældre til de yngste børn.