Sprogsyn

Fortsat metodefrihed i sprogarbejdet

Tekst: Jon Arskog

Efter sommerens kritik af sprogsynet i sproglæringsprojektet SPELL, som er gennemført i 23 daginstitutioner i København, og en frygt for at forvaltningen ville tvinge et mere strukturalistisk sprogsyn ned over institutioner, afholdt Børne- og Ungdomsudvalget på deres møde den 24. september en drøftelse af, hvilket sprogsyn der fremover skal ligge til grund for arbejdet med sprogindlæring hos daginstitutionsbørn.

Ifølge Rikke Lauritzen, EL, der havde bedt om drøftelsen, fører en sådan ikke til egentlige beslutninger, men hun er fortrøstningsfuld på de små børns vegne.

”På baggrund af forvaltningens oplæg er jeg i hvert fald blevet beroliget så langt, at der ikke ligger nogen intention om at tvinge et bestemt sprogsyn ned over institutionerne. Tværtimod vil man opfordre til, at der arbejdes med både et funktionelt og et strukturelt sprogsyn, og at det vil være op til den enkelte institution og en pædagogfaglig vurdering ud fra det enkelte barns behov, hvordan man i den konkrete situation ønsker at arbejde med sproget,” siger hun til LFS Nyt.

Dermed ser det ud til, at institutionerne ikke vil få trukket metoder som SPELL, der prædiker en mere strukturel og programbaseret tilgang til de 3- til 6-årige børns indlæring ned over hovedet. Ikke desto mindre er der fortsat grund til at være opmærksom på forvaltningens konklusioner på projektet, som ventes at komme i januar 2015.

Ensidigt materiale fra forvaltningen

Kritikken fra blandt andre forskeren Dion Sommer har kort fortalt været, at børn i den alder ikke lærer ved at snakke om ords betydning, og vel at mærke ord, som de ikke umiddelbart har brug for og kan relatere til. Han peger på, at deres hjerner ikke er indrettet til det.

Han mener også, at selvom SPELL hævder, at der er tale om en form for legebaseret dialogisk læsning, så har SPELL intet med dialogisk læsning at gøre, når der er bestemte fastlagte styrende målord for læsningen.

Han anerkender dialogisk læsning, som et godt værktøj, hvis det praktiseres uden faste mål og med mulighed for, at børnene med udgangspunkt i fortællingen sætter deres fantasi fri, og pædagogen hjælper dem i deres fortælling. Det er ikke det, han ser med SPELL.

Han argumenterer for det funktionalistiske sprogsyn, hvor børnene lærer sproget i relationen med andre, hvor de er optagede af leg og bevægelse, hvor de er motiverede til at kommunikere. Andre kritikere af SPELL har derudover peget på, at skal man sikre den bedste sproglige indlæring hos børn, så skal børns kroppe og sanser også inddrages i selve arbejdet med sprog og sprogstimulering. Det skal ikke udelukkende koncentrere sig om kognitive processer.

Men de forskere, der står med det synspunkt har forvaltningen slet ikke præsenteret for udvalget i den forskningsoversigt, som forvaltningen har udarbejdet som det ene af to bilag til temadrøftelsen.

Det får Dion Sommer til at konkludere at forskningsoversigten, som han er blevet forelagt, er en stærkt tendentiøs oversigt:

”Med undtagelse af nogle forskere, der er mere brede i tilgangen til sprog, er oversigten klart drejet i en bestemt retning og er på ingen måde dækkende. Der findes massevis af artikler og forskning om sammenhængen mellem leg, literacy (viden om læsning) og sprog, men ikke en eneste er på listen. Ja, så den er tendentiøs og selektiv,” siger han adspurgt af LFS Nyt.

Samme undren har Rikke Lauritzen også haft. Derfor har hun som medlem af udvalget bedt BUF kommentere på: ”hvilke af de pågældende forfattere der repræsenterer eller taler for et funktionelt sprogsyn?”

Det spørgsmål havde forvaltningen ved bladets deadline endnu ikke haft mulighed for at svare på.

Evaluering ventes med frygt

Også det andet bilag vækker undren. Bilaget, der er en evaluering af SPELL og et andet sproglæringsprojekt, kaldet Fart på sproget, er ikke den seneste evaluering fra august 2014, men en rosende evaluering fra maj 2013.

Tankevækkende er det, at evalueringen fra maj 2013 og dem der siden er fremkommet, ikke afslører noget af den kritik, som pædagogerne, der har deltaget i SPELL er fremkommet med. Det konkluderer pædagog i skovbørnehaven Peters Hus, Sandra Nielsen, der sammen med sine kolleger har rejst kritikken. Som deltager i projektet, har hun set den seneste del-evaluering fra hendes område fra august 2014, som hun selv har været med til.

Hun havde ventet udvalgets drøftelse med spænding og er glad for Rikke Lauritzens konklusion på drøftelsen, men der er kommet malurt i bægeret i forhold til, at det materiale der er blevet lagt til grund for diskussionen i udvalget har været misvisende.

Hun spekulerer på, hvordan forvaltningen med den ene hånd kan påstå, at de er fortalere for at daginstitutionerne skal arbejde med et både funktionelt og strukturalistisk sprogsyn, når der er en klar overvægt af fortalere for det strukturalistiske sprogsyn i det baggrundsmateriale de går ud fra.

Og hun frygter, at den endelige evaluering af SPELL, der afsluttes til januar vil snige den, eller lignende metoder ind ad bagdøren.

”Ud fra både forskningsoversigten og de evalueringer jeg indtil nu har set, frygter jeg, at den evaluering der kommer til januar, vil have manipuleret vores besvarelser, så det eksempelvis kommer til at fremstå, som om vi er blevet fagligt dygtigere igennem SPELL. Og det på trods af, at vi stort set alle sammen på evalueringsmøderne har været dybt utilfredse, dybt frustrerede og regulære modstandere af metoden,” siger hun.

Som et eksempel på det, peger hun på, at det blandt andet blev noteret på en tavle, at flere udtrykte at ”de var blevet skarpere rent pædagogisk og mere bevidste om deres pædagogiske arbejde”, selvom det der blev sagt var:

”Vi er blevet skarpere på, hvad vi ikke synes er en brugbar pædagogisk metode. At det børnesyn og læringssyn som SPELL repræsenterer, er for snævert og ensidigt. At vi var blevet bedre pædagoger på trods af SPELL og ikke på grund af,” siger Sandra Nielsen, der også synes, at det har været underligt, at de ikke fik lov til at evaluere metoden, men udelukkende, hvordan det har været, at være med i det ret så omfattende projekt.

Sammen med hendes kolleger vil hun derfor have et vågent øje til evalueringen af SPELL, når den kommer til januar. Og så er det håbet, at hendes frygt bliver gjort til skamme og at Rikke Lauritzens fortolkning af forvaltningens oplæg holder, således at institutionerne selv kan beslutte, hvordan de vil arbejde med børnenes sproglige indlæring.

”Vi er jo slet ikke uenige i, at der skal arbejdes struktureret med velovervejede metoder og at arbejdet skal hvile på faktuel viden og forskning, men det skal ikke være en eller flere bestemte metoder, der ’trækkes’ ned over hovedet på os – og efter min mening, skal det i hvert fald slet ikke være SPELL,” siger hun