Majbritt træder til

Formandsskifte. 1. oktober var første arbejdsdag for Dagplejeområdets nye formand, Majbritt Kronbøl.
Dagplejens overlevelse gennem uddannelse og større synlighed er fokuspunkter for hendes nye politiske arbejdsdag.

Tekst: Jon Arskog

Efter 28 år som dagplejer på Frederiksberg er hverdagen for Majbritt Kronbøl blevet en helt anden – den 1. oktober tiltrådte hun på posten som dagplejeområdets nye formand. Nu er det i hvert fald for en tid slut med den tætte daglige kontakt til småfolk og deres forældre – slut med at sende ’store små’ videre i livet og slut med at sige goddag til nye ’små små’.

I stedet kommer hverdagen til at gå med politikudvikling og praktisk interessevaretagelse for dagplejen og dagplejebørn i LFS’ 18 hovedstadskommuner. En ny og spændende hverdag med masser af udfordringer.

Men selvom den nye hverdag bliver spændende, så er det med et stik i hjertet, at Majbritt Kronbøl siger farvel til rollen som dagplejer:

”Jeg har altid været glad for at være dagplejer, og jeg spekulerer da også på, hvordan det bliver ikke at skulle være det mere, men jeg synes, at det faglige arbejde er spændende og at det gav mig noget ekstra. Og så tænkte jeg, at det med den alder jeg har nu, var nu, hvis jeg skulle prøve noget andet,” fortæller Majbritt Kronbøl, der undrer sig over, at der ikke var kampvalg til posten som formand for dagplejeområdet:

”Vi arbejder som dagplejere op til 48 timer om ugen Der kan jeg ikke forstå, at der ikke er flere, der vil være med til at bestemme, hvordan vilkårene skal være.”

”Jeg har været tillidsrepræsentant i 10 år, har siddet i bestyrelsen og hovedbestyrelsen i seks år. Da jeg gik ind i bestyrelsesarbejdet var det fordi jeg kunne mærke, at det gav mig noget mere til min faglighed. Og det har bare været superspændende at være med i arbejdet om, hvordan fremtidens dagplejer skal se ud, og det arbejde vi ellers har lavet,” siger hun.

”Men det er grundlæggende, fordi jeg gerne vil have, at vi bevarer dagplejen. Vi kan jo godt se, hvor det bærer henad. Hvordan vi helt konkret gør det bedst, skal jeg til at finde ud af nu. Der skal jeg arbejde sammen med lederne, med faglig afdeling, med de andre områdeformænd og med LFS i det hele taget for at finde løsninger.
Målet kender jeg, men midlerne skal jeg finde ud af nu. Jeg er jo ikke vant til at arbejde på ’kontor’,” siger hun med et smil.

Uddannelse er vigtig

En ting er dog, ifølge Majbritt Kronbøl, helt sikkert: En vigtig brik i dagplejens overlevelse er uddannelse af hele dagplejen, nye som gamle, høje som lave. Også selvom hun mener, at dagplejen i høj grad allerede er uddannet gennem de mange korte kurser alle dagplejere efterhånden har været på.

Det handler nemlig i høj grad om omverdenens opfattelse og anerkendelse af dagplejerne som ’kompetente’ – og der spiller en egentlig dagplejeruddannelse, voksenpædagogisk uddannelse af dagplejepædagoger og uddannelse af dagplejeledelserne ind.

”Som dagplejer vil jeg ikke finde mig i, at jeg bliver kaldt uuddannet. Vi dagplejere har gennem tiden taget målrettede kurser og har masser af kursusbeviser, men virkeligheden er, at det ikke giver noget papir på uddannelse.”

”Der mener jeg, at vi skal have en rigtig dagplejeruddannelse målrettet de 0 til 3-årige, som er på niveau med PAU og som alle dagplejere uanset om de har været dagplejere i 28 år skal på. Når det skal være en egentlig dagplejeruddannelse, er det fordi, jeg kan have mine tvivl om PAU-uddannelsen er den rigtige til en dagplejer.
Jeg synes ikke, at jeg er pædagogisk assistent – jeg er dagplejer, men jeg kan godt se det giver os muligheder for at komme ud i institutioner en dag. Men tanken er jo at bevare dagplejen,” siger hun og peger på, at en sådan uddannelse efter hendes mening gerne skal være en vekseluddannelse med en periode på uddannelse og en periode hjemme i praksis, ellers vil det ikke kunne lade sig gøre.

”Og så skal pædagoger, der jo i høj grad sparrer med dagplejerne, og ledere også uddannes. Det vil jeg gerne arbejde sammen med FOA om at finde ud af,” siger hun.

Af andre vigtige punkter på hendes dagsorden er samarbejdet med pædagogerne og lederne. Her skal relationerne plejes og styrkes, og så skal pædagogernes netværk opbygges.

”Som Marianne Rosell har sagt det, så er treenigheden i dagplejen vigtig. Det bliver vi nødt til at holde fast i, ellers er dagplejen der ikke mere. Hvis vi ryger ind under institutionsledelserne, risikerer vi at forsvinde,” siger hun.

Hun peger også på, at man må kigge på, om det for enkelte dagplejeres vedkommende kunne være en idé med andre åbningstider, så der er tilbud, der imødekommer de forældre med andre arbejdstider end kontortider. Og så er den privatisering der til stadighed sker på området også et problem, der skal arbejdes videre med.

Synlighed, synlighed, synlighed

Et problem for dagplejen er den manglende forståelse og respekt for, at dagplejen er et målrettet pædagogisk tilbud. Noget andet er, at dagplejen mange steder er et usynligt tilbud og at forældre derfor ofte slet ikke ved, hvilke muligheder og fordele, der kan være i dagplejen.

Det er en problemstilling bestyrelsen og den tidligere formand Marianne Rosell har arbejdet med over flere år, og det er en problemstilling som den nye formand nødvendigvis også må arbejde videre med.

”Når vi kigger rundt på kommunernes hjemmesider er det nogen gange rigtig svært at få øje på eller finde indgangen til deres dagplejetilbud, og der er stadig forældre, der ikke aner, hvad dagplejen er. Der arbejder vi med postkampagnen med små videoklip om, hvad dagen er. Men vi har også sat gang i et nyt udviklingsarbejde om, hvordan vi kan hjælpe kommunerne med at gøre deres hjemmesider bedre og hvordan vi kan lede forældrene hen til dem,” fortæller hun.

Det er dog ikke helt så lige til, men Majbritt Kronbøl håber, at det kan føre til et positivt resultat, som hun vil kunne fortælle mere om i løbet af foråret 2015.

Dermed har den nye formand for dagplejen allerede taget arbejdstøjet på, selvom det nok skal rettes til hist og her.