Dagplejepædagoger

Af Elisabeth Lockert Lange

NOGET TIL PRAKSIS

Ofte oplever nyansatte dagplejepædagoger at der er et ”hul” i deres uddannelse. De kan alt det der med børnene, men faktisk er deres job allermest at vejlede, coache og støtte op om dagplejernes læring. Og hvordan gør de det bedst? Det har de ikke lært noget om på pædagoguddannelsen. Den pædagogiske diplomuddannelse råder bod på manglen.

Hun er god til at lære fra sig, sagde man ofte tidligere om gode lærere. Og måske ligger der netop i dette udtryk en halv erkendelse af den opfattelse af læring, som nu er den dominerende: at ingen kan lære en anden noget. Men man kan skabe forudsætningerne for at en anden har lyst, rum og mulighed for at lære.

Denne forståelse og erkendelse, og hvad det betyder for deres arbejde, er en stor del af formålet med – og udbyttet fra – modulet ”Dagplejepædagogen som voksenunderviser og vejleder” på den pædagogiske diplomuddannelse.
9 dagplejepædagoger har netop taget eksamen i dette modul her i det nye år efter at have fulgt undervisning, skrevet opgave og samtidig passet deres arbejde i et halvt år.

Lone Beck Hansen er en af dem. Hun er dagplejepædagog på Amager på femte år. Uddannet socialpædagog og kan derfor uden problemer gå ind i alle aspekter omkring børnene. Men i forhold til de voksne, det vil sige dagplejerne, var det noget helt andet, opdagede hun hurtigt.

”Jeg havde ikke noget voksenpædagogik på seminariet, og der gik ikke lang tid, før jeg blev klar over at det var de voksne der skulle vejledes, og at jeg havde huller og mangler, som jeg gerne ville gøre noget ved.” Så hun undersøgte og søgte – og fandt dette uddannelses modul aldeles målrettet til dagplejepædagoger.
Det har givet hende rigtig meget i hendes daglige arbejde.

Helt grundlæggende har hun lært at det ikke er nok at komme ud og servere et materiale, og så regne med at tilhørerne tileg ner sig og overtager det.

”Sådan fungerer det ikke. Vi har forskellige måder at lære på, og nogle gange skal der også mere tid til end blot ét møde.
Jeg har fået en forståelse for at der er mange ting, der skal tages højde for: hvem skal vejledes, hvad er hendes baggrund, hvordan lærer hun bedst, hvad er hendes forudsætninger for lige netop det, jeg gerne vil vejlede om.”

SPØRGE TILBAGE

Hun har også lært, hvor vigtigt det er at tilrettelægge, hvad hun vil sige på en struktureret måde.
”Det der med at snakke løs og springe rundt i emner og så regne med, at dagplejerne kan følge med og er lige så meget inde i det hele, som jeg er – den holder ikke. Vi pædagoger forbereder os jo og taler om det i personalegruppen for så at komme ud til dagplejerne med et produkt fx omkring lærepla ner. Men dagplejerne skal med i processen, være med til at fi nde ud af, hvad det skal føre til osv. Der skal tålmodighed til, nogen er hurtige til at fange nogle ting, andre noget andet, nogle skal opleve det i praksis, nogle måske i billeder eller fi lm. Det er meget forskelligt. På uddannelsen har jeg fået redskaber til at tilrettelægge forskellig læring.”

Det handler bl.a. om at huske at spørge ind. Spørge og tjekke op hele tiden, så pædagogerne sikrer sig at det de har ment også er det, dagplejeren har fået ud af det.

”Jeg synes jeg er blevet rigtig meget bedre til at spørge til bage. Og meget mere konkret. Det er jo ikke sikkert at det jeg synes jeg har sagt, er det samme som de har fået ud af det.”

Lone Beck Hansen peger på at denne evalueringsdel ikke kun består af dagplejernes tilbagemeldinger til hende.

”Jeg er blevet langt mere refl ekterende i forhold til hvad jeg gør. Ikke som tidligere hvor jeg mest dunkede mig selv i hovedet, hvis jeg ikke syntes jeg havde gjort det godt nok. Nu overvejer jeg, om jeg måske kunne have været mere praktisk i netop den vejledning, måske mere dæmpet i min entusiasme; fi k jeg hørt alle, gav jeg plads til alle, hvem sagde ikke ret meget, så jeg lige> kan vende emnet med dem på et hjemmebesøg. Og selvfølgelig hvordan jeg kan støtte op om dem og være anerkendende. Ikke rosende, men anerkendende i sammenhængen. Fx ved at vende tilbage til og fremhæve noget klogt én har sagt, fremfor at sige at det var vel nok klogt.”

Det kræver alt sammen tid. Der skal forberedes, uanset om der er få eller mange, der skal gennemtænkes hvem modta- gerne er, og der skal refl ekteres over det bagefter.

”Men det behøver heller ikke gå så hurtigt, Vi tror i starten at vi skal ændre verden på et møde, men alle er ikke lige hurtige til at komme i mål – hvis der ellers er et mål. Og alle er ikke på samme trin, vi kan være forskellige steder og få noget ud af det hver på vores måde. Jeg er blevet mere bevidst om at jeg skal have alle med, og så har jeg i endnu højere grad fået øjnene op for at dagplejerne har en stor erfaring og et stort videbegær, som jeg skal huske at bruge.”

Lone Beck Hansen benægter ikke at det var hårdt igen at være på skolebænken med en masse nyt fagligt stof, samtidig med at hun skulle passe sit arbejde. Men hun fremhæver at det netop var dejligt at hun i uddannelsen mødte så meget ny viden.
”Det var fantastisk at sidde 12 sammen for at forstå og lære fi re timer om ugen, fordybe sig i noget som man er så interes seret i. Det kan være svært i starten med alt læsestoffet, men efterhånden oplevede jeg at jeg kunne relatere det mere og mere til hverdagen, og så kom følelsen af at: wow her er noget jeg kan bruge i praksis.”