Leder

Af Britt Petersen

Mandeløn til kvindefag?

Overenskomstforhandlingerne er nu skudt i gang.
Vi har haft de første møder med arbejdsgiverne og endnu er der ikke penge på bordet, så vi ved langt fra om vores og medlemmernes forventninger kan indfries.

Noget af det der har slået mig særligt, er at alle organisationer tilsyneladende er enige om, at være uenige med FOA og Dennis Kristensen om mandeløn til kvindefag, samtidig med at vi ved forhandlingerne kan høre nogle af de selv samme organisationer stille krav om at netop deres faggrupper skal have ekstra i løn.

Hvorfor kan vi ikke samles om at prøve at løfte de almindelige basisgrupper inden for pasning og omsorgsarbejdet? hvorfor er det meget bedre at forsøge hver for sig at løse problemerne for disse grupper?

Måske er det fuldstændig ude i hampen, at have synspunkter om solidaritet og rent faktisk mene det? eller har vi ikke en fælles forpligtelse til at se på lønniveauerne indenfor det offentlige også selv om det betyder at vi skal se på nogle grupper der ikke lige er ”vores” egne og måske have synspunkter om at det er ok, at kæmpe for ekstra puljer til at løfte disse grupper særligt? hvad er det der går fra os, hvis pengene kommer som ekstra penge?

Er det rigtigt at den danske model er i fare såfremt det lykkes at få en ekstra pulje til at løse særlige problemer? Jeg har svært ved at se det. Den danske model handler vel nærmere om at vi har tradition for at forhandle en række forhold med vores arbejdsgivere som andre lande har lavet lovgivning om.

Jeg håber stadig på at nogen vil sende ekstra penge og jo jeg har intet problem med at der også følger en besked , der siger at det særligt er til at løfte de basisgrupper, der hver dag leverer direkte velfærdsydelser overfor borgerne.