Principper og penge

En ny økonomistyringsmodel for 0-9 års området er på vej. Hovedpointen i den er overskuelighed, enkelhed og ensartethed. Lever den foreløbige plan så op til dette? Mange har skrevet høringssvar – bl.a. LFS og daginstitutionernes ledersektion.

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Så er en ny økonomifordelingsmodel på 0-9 års daginstitutionernelangt om længe på vej. Men præcis hvordan den kommer til at se ud, vides ikke endnu.

Selve høringsperioden er slut, og mange daginstitutioner har uden tvivl sendt deres høringssvar ind til forvaltningen. Afgørelsen falder først endeligt i Borgerrepræsentationen midt idecember, men inden da har modellen været i Børne- og Ungdomsudvalget til diskussion og endelig indstilling. Børne- og Ungdomsforvaltningen skal fra næste år kun haveén økonomifordelingsmodel. Ikke som det er nu med en række forskellige modeller, som stammer fra tiden som to forvaltninger.

Som forslaget ser ud nu, er der tale om tre modeller for tildeling af budget. En ny økonomifordelingsmodel for 0-9 års området, som er den nye model. En harmonisering af administrationen af 10-14 års området. Og så dagtilbud og fritidstilbud med særlige tildelingskriterier som fortsætter uændret.

LFS har undervejs haft møder med direktionen om ny model og har selv holdt møder med ledere og tillidsrepræsentanter i fagforeningens regi. Pointen har været at der først og fremmest skulle opstilles en række principper, som der bagefter regnes på.

”Det betyder at vi ikke på forhånd ved, nøjagtig hvordan det vil se ud i praksis ude på den enkelte institution”, siger LFS’ formand Britt Petersen.

Efter børnetal

Hvad handler den så om?

Den nye økonomimodel bygger på tre hovedprincipper: selvforvaltning, fordeling af bevilling efter børnenes alder ogsom det tredje tildeling af bevilling efter forventet aktivitet.

I forhold til børnetallet opererer forslaget fra forvaltningen stadig med både normering, udmeldte pladser og indskrevne børn.

Normering er et udtryk for institutionens fysiske kapacitet og den bevilling, der er afhængig af dette maksimale børnetal.

Begrebet udmeldte pladser beskriver institutionens forventede antal pladser det givne år – og altså den bevilling der udmeldes på baggrund af dette børnetal.

Endelig er der det reelle antal indskrevne børn det givne år.

Denne bevilling er lidt tricky, for hvornår fanger bordet så at sige? Er det den forventede aktivitet på et bestemt tidspunktåret før? Og bliver bevillingen så ikke reguleret et helt år? Så en institution skal lægge penge til side, som skal betales tilbage, eller omvendt overskride i et helt år, før budgettet reguleres? Og hvordan vil lederne have det med at kun reguleres én gang om året? Holder det?

I sit høringssvar tager LFS forbehold for netop dette og skriver:

”Vi kan være en anelse bekymrede for, at institutionernes faktiske børnetal i året før er det, der lægges til grund for et kommende års budget og skal virke i hele året” og henviser til at der endnu ikke er ”taget bid på problematikken om tomme pladser”.

Der er derfor en række institutioner, der vil være i klemme, hvis den nye models betingelser skal være gældende.”Vi kan fremadrettet være bekymret for, om pladskapaciteten kan og vil blive styret godt nok, når det nu får meget stor betydning for den enkelte institutions budget. Vi forudsætter at det politiske udvalg tager de nødvendige beslutninger herom”, står der videre i høringssvaret.

Britt Petersen uddyber:

”Der skal gøres noget ved tomme pladser. Hvis vi skal diskutere bæredygtighed, så skal de også forholde sig til tomme pladser og små institutioner.”

Også ledersektionen for daginstitutionerne nævner denne problematik i deres høringssvar:

”Det kræver ”is i maven” at skubbe et underskud foran sig og kan skabe stor usikkerhed omkring, hvad der egentlig er til rådighed til den daglige drift. Såfremt der i den enkelte institution skulle forekomme uforudsete ubesatte pladser, vil det betyde at der det pågældende år er en overnormering, som der først betales for året efter, hvor der så skal reduceres i antallet af ansatte, for at få indhentet underskuddet. Her vil der så rent faktisk kunne være tale om en underbemanding, idet det faktiske børnetal passer, men medarbejderantallet er nødvendigt at reducere ved det fulde børnetal, for at indhente det opståede underskud fra året før.

Det kræver et stort økonomisk overblik, og det kræver klare retningslinier for, hvordan og hvornår et eventuelt under/overskud skal afregnes. Her bør også tænkes ind i de reelle muligheder, institutionerne har i forhold til at justere i personale. Det har for mange, i fritidshjem og klubber, været yderst vanskeligt at afskedige personale i praksis. Hvis der fortsat er rekrutteringsproblemer, vil også denne problematik være i spil på den enkelte institution. Tør vi afskedige, hvis vi ikke kan få en god medarbejder igen, når børnetallet stiger?”

Pengene ud i pladspris

Bevillingen ifølge den nye økonomifordelingsmodel, som denligger i forslaget, består af dels en grundbevilling; til husleje, skatter etc., som reguleres efter de faktiske udgifter. Dels en selvforvaltningsbevilling, der som navnet siger, indeholder midler, som institutionen selv styrer. Den reguleres efter to parametre: institutionens fysiske forhold i bred forstand og institutionens reelle børnetal.

”Princippet er at pengene skal ud og arbejde, hvor børnene er. Det er et opgør med den traditionelle LFS tankegang at der skal være millimeterdemokrati med bevillinger, hvor et særligt forhold gør det retfærdigt. Derfor har vi også en masse puljer. Men de bliver ikke brugt efter intentionerne som det er nu, så selvom institutionerne har betalt til dem, har de ingen gavn af dem”, fortæller Britt Petersen og fortsætter:

”Vi ser derfor gerne at pengene i stedet kommer ud til børnene som pladspris. Men det indebærer at institutioner så heller ikke kan søge en bevilling til ekstra begivenheder. Det betyder også at det bliver helt synligt og tydeligt, at det er børnene der skæres på, hvis der senere skæres i budgetter, det vil sige i pladsprisen.”

Der er selvfølgelig undtagelser. Institutioner med special- og delvis specialpasningstilbud bliver ikke omfattet af modellen.

Undtaget er også pasningstilbud, der budgetteres under ”særlige pladser”. Og det er en række særlige pladser som basisdele, weekenddele, minibusser etc. Og ikke mindst er klubmodellen holdt uden for den kommende økonomifordelingsmodel.

I sit høringssvar erklærer LFS sig enig i de grundlæggende principper om overskuelighed, enkelthed og ikke mindst ensartethed.

Men fagforeningen har også nogle områder, hvor modellen ikke lever op til de forventninger, som principperne lægger op til. Bl.a. peger LFS på at udflytterinstitutionernes udgifter til bus bør lægges i grundbevillingen på linje med husleje.

Samtidig oplever nogle institutioner at få indskrevet særlig mange børn under ét år, og det bør der kompenseres for. Opgaven med de meget små børn kræver så mange flere ressourcer, at det bør indgår i de principper, der senere skal fastlægges for tillægsbevillinger, vurderer LFS i sit høringssvar.

Også andre særlige begivenheder i personalegruppen bør give tillægsbevilling. Her nævner fagforeningen nødvendig og aftalebaseret konstitution ved fravær af længere varighed i ledelsesgruppen, sygdom af større omfang og forpligtelser i forhold til ”det rummelige arbejdsmarked”.

Lederløn

Lederens løn har været en del af pladsprisen i den ene nedlagte forvaltning, og udenfor i den anden nedlagte forvaltning. Spørgsmålet er hvad der er bedst for institutionerne, om lederens løn er det ene sted eller det andet sted.

Det nye forslag fra Børne- og Ungdomsforvaltningen foreslår at lederens løn er en del af pladsprisen. Begrundelsen er at det giver en mere retfærdig budgettildeling, så små institutioner ikke får uforholdsmæssigt flere lønkroner til lederarbejde end større institutioner, som endda har flere ledelsesopgaver.

Ledersektionen for daginstitutionerne i LFS er enige i princippet, men tilføjer i deres høringssvar: ”det er p.t. ikke gennemskueligt for os, hvordan pladsprisen fremover vil være fremskrevet i forhold til denne post. Derfor ved vi ikke om der lægges op til en reducering i tildelingen af midler til ledelse generelt eller det modsatte?”

Desuden påpeger de i deres høringssvar en problematik i den sammenhæng: ”det kan være problematisk for institutioner, hvor lederen på baggrund af sin erfaring og sit overskud har påtaget sig mange udadvendte opgaver og er blevet belønnet for dette (eller af andre årsager har forhandlet sig til en forholdsmæssig høj løn) i sin lønaftale, idet det vil gå udover den konkrete institutions budget også til det direkte børnerelaterede arbejde. Det samme kan gøre sig gældende for souschefer og afdelingsledere i de gamle U&U institutioner, idet disse hidtil har været budgetteret særskilt. Vi kan også have en bekymring over den effekt en stigning i lederlønnen kan have på de øvrige personalers muligheder for at forhandle løn.”

Ud over problematikken med lederlønnen inde i pladsprisen, udtrykker ledersektionen også en bekymring for selve pladsprisen.

De skriver: ”Pladsprisen kan synes som et rigtig godt redskab til at op- eller nedjustere institutionernes generelle budget, uden at det er særlig gennemskueligt, hvad der rent faktisk justeres for. Vi vil derfor påpege at der skal være et højt, gennemskueligt og præcist informationsniveau vedrørende dette.”

Børns ret til voksne

Det er ikke til at komme udenom at der er tale om en omfordeling. Og da LFS klart har givet udtryk for at bæredygtige institutioner er vejen frem, er fagforeningen også interesseret i økonomistyringsprincipper, som støtter op om bæredygtige institutioner. Som ofte vil være en bevægelse hen mod større institutioner, og altså derfor principper som flytter økonomi fra småt til større. Uden dog at nedlægge alt småt og uden at korsfæste nogen, understreger Britt Petersen.

”Vi vil gerne vise at det koster noget at holde institutioner med færre antal børn. Vi vil tage diskussionen åbent, også om lederlønninger, og vise hvad ting koster. Men ingen skal slagtes. Hvis det viser sig at det ikke holder, så må vi diskutere overgangsmodel eller lignende.”

Et sted, hvor det kan give problemer at lægge lederlønnenind i pladsprisen, er der hvor der både er fritidshjem og klub.

Dér er fordelingen af udgifter til ledelse uklar. I det hele taget kan der være uklarhed i den kombination. Som det er nævnt i LFS’ høringssvar:”Når modellen alene gælder 0-9 års området, og en række institutioner også har en eksisterende klubmodel inde i deresøkonomi, er det yderst vigtigt at institutionens samlede budget og de deraf følgende opgaver er til at håndtere for lederne.”

Og videre:

”Skulle det vise sig, at det på et senere tidspunkt bliver nødvendigt at se på klubmodellen, skal vi allerede nu henlede opmærksomheden på, at klubbernes opgave ikke alene er i forhold til indmeldte børn/unge, men at klubberne også har lokale opgaver derudover.”

Og så opfordres der i begge høringssvar til at de nødvendige redskaber skal være tilstede, det vil sige både de edb-baserede og styringsmæssige værktøjer og den nødvendige personlige support.

Og som afslutning en opfordring til at tage hul på en værdidebat:

”Bag diskussionen om budgetmodel gemmer sig ansatte og børn, og vi skal opfordre til at udvalget sammen med organisationer, ansatte og forældre får sat ”børns ret til voksne” til diskussion. Vi synes at der er behov for at vi sammen får diskuteret på hvilken måde, vi kan og vil give børn og forældre

velfærdsrettigheder i København, om ikke andet så på det lille delemne, der omhandler børnenes liv i institutionerne.”