Trio

Processer

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Trio’en vinder terræn. efter november måneds møder for tillidsrepræsentanter, sikkerhedsrepræsentanter og ledelse kunne hver institution gå hjem til deres arbejdsplads med en handleplan. Inden da havde de udvekslet erfaringer fra deres egen verden og arbejdsplads og diskuteret visioner for trio-samarbejdet.

Hvis de fremmødte trio’er, altså ledelse, tillidsrepræsentant og sikkerhedsrepræsentant forventede kloge oplæg om arbejdsmiljø og arbejdspladser i udvikling til triomøderne, så blev de skuffede. Der var ingen oplæg, og de skulle selv være de kloge i de forskellige processer, som dagen bestod af.

Den dag, LFS Nyt er med til trio-mødet, er der nu ingen skuffelse at spore over manglen på teori og oplæg. Tværtimod er der både høj koncentration om opgaven. Opgaven er processer. Dynamiske processer. Kreative processer. Ganske som opgaven er for trio’en derhjemme på arbejdspladsen.

Og derfor er selve temadagen også gjort processuel. Til den opgave har LFS involveret en konsulentvirksomhed ved navn Kubix. Som leverer tre proceskonsulenter på skift på møderne, og styrer processen: Sofi e Saxtoft, Pernille Bottrup og Mette Semey. Og det lykkes dem at engagere deltagerne i at samarbejde på tværs, udveksle erfaringer, udvikle visioner i et kreativt regi og tage fat på de konkrete handleplaner for netop deres arbejdsplads.

Strukturen er den samme som de andre to gange: en møderække over lidt over en uge opdelt på geografi og arbejdsområde. Det er tredje omgang trio-møder i denne ombæring. Og denne gang sættes fokus på psykisk arbejdsmiljø, personalepolitik og ledelse som overordnede emner. Foregående emner har bl.a. været de konstante forandringsprocesser og den betydning, de har for det psykiske arbejdsmiljø, og det har været nærvær og sygefravær.

Olaf Christensen, faglig sekretær i LFS, lægger opgaven ud til deltagerne: ”Vi kan ikke lære jer noget. Pointen her er at lære jer at bruge hinandens viden.” Trio’erne arbejder meget forskelligt på de forskellige arbejdspladser.

Nogle steder er der meget fokus på strukturen i arbejdet, andre steder er indholdet i centrum. Men det forhindrer ikke at trio’erne kan lære meget af hinanden, er LFS’ vurdering.”Og så er det vigtigt at have for øje at trio-samarbejdet ikke skal være et nyt mødeforum. Trio’en kan sætte eksklusivt fokus på det pædagogiske, på forebyggelse, på faglighed. Det skal være en dynamisk proces, som kvalifi cerer samarbejdet på arbejdspladsen”, siger Olaf Christensen, som dermed anslår hele formålet med at få trio-samarbejdet på skinner.

Tid og klarhed

Proceskonsulenterne sætter evnen og lysten til at være nysgerrige og undersøgende i spil. I den første øvelse indtager deltagerne forskellige roller: der er en fortæller (om opgaver og udfordringer i egen trio-historie), der er én der lytter med nysgerrighed (hvad vil jeg gerne høre mere om), der er én der lytter med egne erfaringer i baghovedet (hvad genkender jeg fra mine egne erfaringer), og der er én der lytter med det idéskabende øre så at sige (hvilke nye handlemuligheder kommer jeg i tanke om…). Spillet kører. Og hvad kommer de ”tilbage” med?

Ønsket om tid til arbejdet. Dette til tider altoverskyggende problem på den pædagogiske arbejdsplads at det er så svært at gå fra arbejdet med børn og brugere for at lave et stykke arbejde, som også er vigtigt, fx med det psykiske arbejdsmiljø. Men som alligevel kommer i anden række, når der er for få hænder, fordi det ikke helt så indlysende og direkte kommer brugere og børn til gode som fx en tur.

Ønsket om klarhed. Over principper for samarbejdet, og hvilke sammenhænge der er. Det er altafgørende at få principperne på plads inden en eventuel konfl ikt. I en konfl ikt har trio’en ofte forskelligt bagland, og så er det vigtigt med klarlagte kompetencer og kasketter. Hvis der først er en konfl ikt, kan man ikke få det til at fungere, hvis principperne ikke ligger afklarede og accepterede.

Behovet for klarhed opfylder LFS i og med at der på hjemmesiden www.mitlfs.dk senest inden jul vil ligge et tema om trio’en, med en kort beskrivelse af de tre parters roller og opgaver. Fx har et emne som indeklima intet med tillidsrepræsentanten at gøre, mens løn ikke angår sikkerhedsrepræsentanten. Afskedigelser er slet ikke et trio-anliggende, men en ledelsesopgave. For at nævne nogle eksempler. Samtidig vil det på LFS’ hjemmeside være oplagt at lægge sin egen handleplan. Målet er jo netop erfaringsudveksling.

Også de formelle samarbejdsregler er vigtige at kende. Kan trio’en fx erstatte samarbejdsudvalget? Nej, siger Olaf Christensen og løfter sløret for en del af de formelle regler. Kort fortalt skal der 22 ansatte på en arbejdsplads til at berettige til et samarbejdsudvalg. Der er lovkrav om fi re møder med sikkerhedsrepræsentanten og to halvårsmøder i sikkerhedsorganisationen.

”I kan beslutte, hvordan I gør på jeres arbejdsplads. I tager måske tillidsrepræsentanten med og kalder det trio-møder. Pointen er at man ikke kan erstatte trio’en med et samarbejdsudvalg, for sikkerhedsrepræsentanten skal være med i fire årlige møder. Sikkerhedsrepræsentanten skal også være med i udarbejdelse af arbejdspladsvurdering.”

Det såkaldte MED-system (medarbejderindflydelse og medbestemmelse) omfatter alle tre parter, men det har Københavns Kommune ikke valgt at indføre.

Positive visoner

Næste øvelse. Tidspunktet er år 2012. Hvordan ser trio-samarbejdet ud? En håndfuld tegninger som illustrerer forskellige tilstande, stadier, processer, følelser og resultater ligger til inspiration og klippe-klistre. Og hver gruppe opfordres til at producere en visions-planche i ord og billeder om det ideelle triosamarbejde.

Og samarbejdet må siges at være blevet en succes om fem år – ifølge de generelt meget positive visioner. I ”min” gruppe fravælger deltagerne først bevidst alt det, de ikke har lyst til at bære med sig ind i næste årti. Trio-samarbejde skal ikke være brandslukning. Det skal ikke være styret ovenfra. Det skal ikke være hårdt at gøre det, man brænder for. Det skal ikke laves med en negativ indgangsvinkel.

Alle deltager i processen, klipper tegninger ud, vurderer, bygger oven på de andres tanker, og lidt efter lidt danner der sig et billede af en cirkelformet proces, som endog er tredimensionel. Processer starter med at noget er uklart, noget er kaos, med et spørgsmål måske, en uvished, en forvirring over noget. De forskellige efterfølgende stadier skaber strukturen og processen: man lytter, man inddrager, man reder tråde ud, man skaber nye veje og nye muligheder opstår, et nyt samarbejde kommer på banen, og man trækker i samme retning. Succesen tager form.

Og den fører igen til en ny forvirring, til et ”men hvad så med…” Og det hele starter forfra. Trio’en får struktur på noget, som ellers ikke er struktureret. Alle grupper hænger deres visionsplanche op og fortæller om deres proces – og udveksler erfaringer. Der er mange vinkler på det, nogle har fx spot på struktur, andre på rollefordeling, uddelegering, fokuspunkter, fælles ansvar og løntillæg.

Der er også mange overensstemmelser. Først og fremmest et fokus på processen og på at visionen er positiv. Ingen har valgt en negativ vision af fremtidens trio-samarbejde.

Med en sådan konstruktiv vision i baglommen sætter alle deltagerne sig i deres egen lille trio. Enkelte som står over for at skulle sammenlægges vælger at være sammen i fællesskab. Klogt, for netop en sammenlægning vil sætte trio’en i arbejde.

Der skal skabes ny fælles kultur, der skal udarbejdes ny arbejdspladsvurdering, og i det arbejde bliver trio-samarbejdet et kerneomdrejningspunkt. Her er det oplagt at trio’en går ind og lægger op til, at man i institutionerne undersøger, hvad man ønsker sig af en fremtidig struktur, og hvad man gerne vil bevare fra den nuværende.

Handleplanen kan også være at lægge en struktur for, hvordan man får trio-arbejdet ind i arbejdspladsens samarbejdsstruktur, så den dynamiske proces ikke bliver en tidsrøver. Eller det kan være kompetenceplaner og rolle for samarbejdet. Eller noget helt andet. Den lille gruppe udformer hver især en grydeklar handleplan for fremtidens samarbejde. Lige til at sætte i værk.

Om og hvordan de konkret gør det, vil LFS Nyt følge op på i en senere artikel.