Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
FOLA kommenterer:
Kvalitet i børns liv
Tak for et rammende indlæg om det store forræderi mod børns opvækst. Kun få kan vel være uenige med de fire samfundsdebattører (Halse, Sigsgård, Juul og Schultz-Jørgensen) i, at den samfundsmæssige tendens skriger på sammenhæng mellem ord og handling.
Undersøgelser fra den virkelige verden viser, at der i en 13-årig periode fra 1990 til 2003 passes 70.000 flere børn af det samme antal voksne i vores daginstitutioner. Samtidig bliver man på ministerielt plan nærmest panisk, når en PISAundersøgelse, som i øvrigt udlægges statistisk ukorrekt, viser at danske børns fagkundskaber lader en del tilbage at ønske.
Hvis vi antog at PISA-undersøgelsen og den efterfølgende udlægning i pressen var et udtryk for den skinbarlige sandhed, hvordan kan tænkende væsener så undre sig, når vi ved, at netop den tidlige barndom er fundamentet for menneskets senere udvikling – og dermed dets evne til læring/indlæring.
Hvis regeringen mener noget med den overvældende bekymring for børns udvikling, og hvis den megen snak om at bryde den såkaldte negative sociale arv er at betragte som andet og mere end blot pæne ord, der passer til lejligheden, så må regeringen påtage sig det overordnede ansvar for kvaliteten i vores daginstitutioner.
Kvalitet fordrer at det enkelte barn har mere end 3 minutters øjenkontakt dagligt og kvalitet og optimal udvikling fordrer ”dialog” frem for ”diktat”. Kun i tæt samspil med voksne mennesker, som har tid og er nærværende, får vores børn den omsorg og den tryghed, som er et vigtigt element i enhver barndom og som samtidig er nødvendig for at de kan udvikle sig til hele, velfungerende mennesker.
Sidste skud på den ministerielle stamme i den store kamp mod den negative sociale arv, er indførelsen af pædagogiske læreplaner i småbørnsinstitutioner. Det lyder som et håndgribeligt tiltag og ydermere er det næsten omkostningsfrit for statsfinanserne! Men inderst inde ved vi godt at det er endnu en lap på en yderst udslidt skjorte. Selv regeringen ved at lærerplaner ikke virker uden nok ”hænder”, sagt på en anden måde fundamentet er alt for skrøbeligt. Når hverdagen i vores daginstitutioner er én voksen til 7-10 børn, så er al snak om pædagogiske læreplaner og brud på den sociale arv kun snak, og virkeligheden er ”rå pasning” eller ”opbevaring”, som en tænketank for nylig har betegnet danske daginstitutioner.
Vi lever fortsat i et af verdens materielt rigeste lande. Samfundsøkonomisk har vi ganske enkelt ikke råd til at lade være med at prioritere børnene, og rent moralsk må dette svigt – eller forræderi om man vil – da også resultere i nogle gevaldige tømrermænd.
Børnefamilierne leverer en stor del af den skattemæssige samfundskage og det gør vi gerne, men til gengæld har vi også en positiv forventning om at ord bliver til handling, og at vores politikere retter op på års kvalitetsefterslæb i vores daginstitutioner. Den optimale udvikling forudsætter at daginstitutionen er et godt og trygt, men også et udfordrende og udviklende sted for børnene. En fundamental forudsætning herfor er kort og godt: flere voksne omkring vores børn