En knude i maven

Jobusikkerhed. Da dagplejerne i Albertslund Kommune før sommerferien fik at vide, at de måske ikke havde noget job i fremtiden, brød dagplejer Tanja Vedel Schlüter sammen.

Tekst: Jon Arskog

Det var onsdag i uge 25. Det skulle have været ren og skær hygge med børn og kolleger under den årlige børnefestuge i dagplejen i Albertslund Kommune. De 21 dagplejere havde lige fået at vide, at det var besluttet, hvem der skulle ansættes i det nye gæstehus, som kommunen havde bygget og dagplejepædagogerne kom og ønskede tillykke med hus, ansættelser og de festlige begivenheder. Der var en rigtig god stemning. Børnene løb rundt og legede, dagplejere og pædagoger var rigtig glade.

Pludselig skiftede stemningen fra glæde til chok.

Dagplejepædagogerne var blevet kaldt hen til dagplejens leder, og da de kom tilbage til dagplejerne var det med beskeden, at der var indkaldt til hastemøde om aftenen – et hastemøde om dagplejens fremtid.

”Jeg fik et sug i maven, fik ondt i maven og skulle nærmest kaste op,” fortæller Tanja Vedel Schlüter. Hun er 35 år og har været dagplejer i Albertslund Kommune i fem år.

”Hele dagen gik i uvished om, hvad det drejede sig om. Tankerne kørte, og vi var meget påvirkede af det. Selvfølgelig holder man en maske overfor børnene, men indeni gjorde det ondt,” fortæller hun.

Ved aftenens møde fik dagplejens personale forklaret, at kommunen skulle spare og at man havde opstillet en række muligheder for besparelser, herunder en lukning af dagplejen og hvor stor en besparelse man havde regnet sig frem til at kunne hente. Det stod klart, at en lukning af dagplejen var en tung post og dermed måske svær at komme udenom for politikerne.

”Jeg blev ked af det og frustreret, fordi det her er bare mit drømmejob. Det er det, jeg elsker. Jeg elsker mine dagplejebørn og jeg vil ikke lave noget andet. Det, måske ikke at kunne få lov til det mere, var bare frustrerende. Det var de første tanker. Så kommer der alt det med, hvad skal der blive af mig, hvad skal der ske med de børn, jeg har her, og alle de børn der ikke bare kan komme i vuggestue. Hvad skal der ske med min familie og min økonomi,” fortæller Tanja Vedel Schlüter.

”Jeg blev ked af det og græd. Flere andre brød også sammen.”

Tiden alene er slem

”Det er svært at sætte ord på, hvad det gør ved én. Men det gik nok først rigtig op for mig, hvor påvirket jeg egentlig har været, da vi fik at vide, at det ikke skulle ske alligevel. Det var en kæmpe forløsning. Jeg havde en knude i maven, der pludselig ikke var der længere. Det var som en knude, der var bundet om mig, som jeg først bagefter blev bevidst om, hvor meget strammede.”

Tiden man er alene er ikke ligefrem ens bedste ven i en sådan situation:

”Alt er sat på hold. Småting man skulle have gjort, som at få sat nye mærkater og billeder på legetøjskasserne, indkøb af nye tallerkener eller nye hagesmække og sådan noget. Man kigger på sine dagplejebørn og bliver ked af på deres og egne vegne. Ens egne børn spørger, hvad skal der ske? Man går og forestiller sig ting. Måske ville det have været bedst bare at have fået et svar hurtigt: Ja eller nej. Det er ikke rart at gå så længe med det.”

”Heldigvis har jeg en rigtig god mand, som jeg kan vende tingene med, og en super familie og nogle dejlige børn og forældre, som er med til at holde én oppe. Hvis ikke jeg havde haft det og gik helt alene med det, så var jeg nok bukket under. Det har faktisk fyldt rigtig meget og meget mere end jeg regnede med. Og jeg kunne sagtens forestille mig, at andre kunne bukke under for det pres. Nogen har været dagplejere i 10, 20 år, de har da tænkt, hvad skal der ske med mig,” siger Tanja Vedel Schlüter, der er glad for at der ikke skulle gå helt til oktober, før det besluttet at bevare dagplejen.

Endnu er det dog stadig uklart om dagplejen går helt fri. Som Tanja Vedel Schlüter udtrykker det: ”Han (borgmester Steen Christiansen, Red.) kun sagt, at der vil være en dagpleje i Albertslund frem over også, men han har ikke sagt i hvilken form,” siger hun.

At det skulle være et vilkår for offentligt ansatte at leve med jobusikkerhed gør hende vred.

”Da han sagde det, blev jeg lidt ’stram’. Han har ret, men jeg synes ikke, at det er menneskeligt at skulle vente så længe. Man sætter jo en masse ting på stand by, fordi man ikke ved, om man har sit arbejde til oktober. Og i modsætning til så mange andre former for arbejde, er der en masse følelser involveret. Det er jo børn, man knytter sig til. Så det er ikke kun arbejde. Det skulle man måske lige tænke over.”