”Det skal give mening”

Jubilæum. Britt Petersen fejrer 25 år som medlem af forretningsudvalget og som formand for LFS. LFS Nyt har kigget på Britts 25 år og spurgt hende selv, hvordan det er gået.

Tekst: Jon Arskog

Da den unge børnehavepædagoguddannede Britt Petersen i 1981 fik job i Særforsorgen på den nye store institution Sundbyvang, lå det ikke i kortene, at hun senere skulle blive formand for LFS. Men da Særforsorgen blev lagt ud til amter og kommuner, kom Britt og de andre fra Åndsvageforsorgens Personaleorganisation ind under LFS og her konstaterede hun som daværende Fællestillidsrepræsentant, at LFS ”ikke vidste en dyt om handicap-området,” som hun siger.

Som FTR og som medlem af bestyrelsen for den nye faglige LFS-klub for ansatte på institutioner med vidtgående fysiske/psykiske handicap, tog Britts faglige kamp imidlertid fart.

Dengang i midt- til slutfirserne var LFS stærkt fraktioneret i en DKP-fløj og en opposition bestående VS’ere, SAP’ere og KAP’ere. De storpolitiske emner fyldte meget i debatten og der blev så rigeligt diskuteret. Der blev, som hun siger; ”brugt for mange ressourcer på at være uenige med hinanden.”

Det havde Britt det svært med. ”Hun var mere interesseret i konkret handling end i langstrakte møder, udredninger og overvejelser om den faglige strategi,” som faglig sekretær og arbejdsmiljøsekretær Olaf Christensen udtrykker det. Det gjorde hendes engagement dybere. Ikke mindst omkring de overenskomstmæssige emner.

Britt blev valgt til Forretningsudvalget, FU, og trådte ind i FU i 1988. Igennem FU begyndte hun at tage del i den direkte sagsbehandling, hvilket ikke var kutyme dengang. Det blev imidlertid begyndelsen på en forandring i den måde LFS arbejdede på henimod den flade struktur som LFS i dag har, hvor FU og de faglige sekretærer indgår i et fællesskab om de faglige opgaver.

”Dengang havde jeg ingen specielle ambitioner om at blive formand, men den tidligere formand ville gerne ud at arbejde for sit område igen. Der var jeg så bare på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og kunne måske bilægge de stridigheder, der havde været i organisationen,” fortæller Britt Petersen, der således blev valgt til formand på Repræsentantskabet i 1990.

Det kunne hun tilsyneladende. Med Terje Beck som næstformand gik LFS i de efterfølgende år fra at være en partipolitisk organisation med en intern opposition til at være en mere samlet organisation, der arbejdede for konkrete resultater til medlemmerne.

Der skal skabes resultater

Venner, kampfæller, kolleger og modstandere er enige. Britt Petersen er en formand, der vil skabe resultater og give mening – ikke mindst for medlemmerne. Men hvordan ser hun selv på det? Har hun skabt noget, og hvad er det i så fald hun har været med til at skabe i sine snart 25 år som formand?

”Det mest imponerende er, at jeg ikke fatter, at der er gået 25 år. Årene er fløjet afsted, men samtidig kan jeg da godt se og mærke, at jeg ikke er den samme unge pige der begyndte i LFS. Jeg synes, at det har været 25 år op- og nedture, forstået på den måde, at det er sjældent, at jobbet har bestået i, hvordan man kunne være med til at gøre tingene bedre på områderne. Alt for ofte har det handlet om, hvordan vi, på trods af nedskæringer, har kunnet få det bedste ud af de midler, der er stillet til rådighed. Det kunne have været sjovt at have fået lov til at være med til i højere grad at bruge de nødvendige ressourcer for at få områderne til at fungere optimalt,” siger Britt i sit ’jubilæumsinterview’ med LFS Nyt, der finder sted inden fejringen den 5. september.

? Hvad har været de største sejre for medlemmerne? For LFS? For dig…

”Hvis vi skal kigge på aftaleområdet, så tænker jeg, at det må være overenskomsten i 2008. Det var vildt imponerende, hvilken aktivitet, der kunne manifesteres på LFS-området. Det gjorde også, at vi kom igennem med nogle rigtig gode resultater med historisk høje lønstigninger.”

”Noget andet der står meget markant for mig er bevarelsen af fritidshjemmene. Det at der blev taget så langvarig en kamp for bevarelse af fritidshjemmene på et tidspunkt, hvor politikerne i København ville ændre fritidshjemmene til SFO’er. Det betød, at vi fik aftaler om rammerne for fritidshjem og KKFO, der definerede hvilke ressourcer der skulle være til stede, og den fysiske plads til børnene. Man kunne fx ikke bare indskrive ekstra børn i KKFO og den skulle have samme kvadratmeter krav og økonomi som fritidshjemmene. Det har været fantastisk, ikke mindst i forhold til, hvordan udviklingen ser ud rundt omkring i landet. Fritidstilbudskulturen har en helt anden fylde i Københavns Kommune, og det får indflydelse på, hvordan man kommer til at tænke fritidstilbud i kommunen i fremtiden.”

”På dagplejeområdet var det normaliseringen af dagplejernes lønvilkår. Altså opgøret om dagplejerne var et supplement til daginstitutionerne, eller om de bare var nogen velmenende, hjemmegående damer, som man kunne spise af med en løn for de timer af deres rådighedstid, de nu reelt passede børn. Det har været den eneste gruppe på hele arbejdsmarkedet, der kunne have en arbejdstid på op til 48 timer og så alligevel have deltidsløn. Det, at vi fik normaliseret dagplejernes lønvilkår, var med til at professionalisere og ændre synet på dagplejen til det reelle pædagogiske tilbud, det er i dag.”

”En sidste ting jeg vil pege på, er Tillidsdagsordenen. Nu har vi diskuteret i 100 år og en madpakke, at New Public Management var den rene gift, og at vi skulle finde andre veje. Der synes jeg sådan set, at det arbejde vi i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen har præsteret, har været helt eminent. Jeg synes, at vi har fået en hel anden og ny ramme for styring af og ledelse i det offentlige. Vi er midt i implementeringsarbejdet, men alene det at kunne blive enige med politikere og topembedsfolk om, at det her er rammen, det står for mig som noget af det store. Tillidsdagsordenen stiller andre krav end vi har været vant til under den markedsgjorte offentlige sektor, men omvendt er det der medarbejdernes og ledernes kompetencer kan komme i spil og kan komme i spil på en anden måde. Det giver mulighed for, at vi kan få lavet en styring der passer til de store velfærdsområder som andet end en pølsefabrik.”

”Jeg har det ikke sådan, at jeg har personlige sejre. De er heller ikke interessante. Dybest set kan man jo ikke – på den post, hvor jeg sidder – have en løssluppenhed, der gør, at det er formandens luner og lyster der skal tilfredsstilles. Hvis ikke det man gør, er noget der kan fremme medlemmernes vilkår, så skal man lade være. Så giver det ingen mening. Det er ikke et soloræs her. Vi er her for medlemmernes skyld.”

? Hvad har været LFS’ og dit største nederlag…

”Der er ikke noget, der lige falder mig ind. Der er sikkert mange ting, der ikke er gået, som jeg ville det, men det er ikke noget jeg har samlet på… Hvis jeg endelig skulle pege på noget, så må det være, at vi ikke kunne finde ud af at have et godt samarbejde mellem de pædagogiske organisationer. Jeg tror efterhånden, at jeg er nået der til, at sådan er det så. Og så skal man ikke gå og ærgre sig over det, men bare gøre vores til at det bliver så godt som muligt.”

? Hvad har været din væsentligste mission

”Jeg har aldrig brudt mig om, at en formand bare skulle være en slags kransekagefigur og bevæge sig rundt på de bonede gulve. Jeg har altid sat en ære i, at være den der var forrest, når der skulle forhandles – både de lokale aftaler og i budgetforhandlingerne, men også at være den, der i praksis skulle være med til at udmønte aftalerne. Jeg vil være med helt ned på det niveau, hvor jeg har medlemssager, for jeg tror på, at det er vigtigt hele tiden at sikre sig, at man som fuldtidsvalgt politiker har sine fødder nede i mulden og nallerne nede i konkrete sager. Det sætter jeg en ære i. Derfor har jeg altid følt mig ekstremt stødt på manchetterne, når politikere og embedsfolk har talt om, at organisationsfolk ikke har fingeren på pulsen. Det kan godt være, at jeg ikke har været ude i institutionerne i hverdagen, men jeg synes, at jeg har været tæt på hverdagen, dens problemstillinger og rammevilkår. Det har det været vigtigt for mig, at være på alle tre områder.

”Mit fokus har hele tiden været rammer og vilkår for det arbejde medlemmerne skulle udføre. Jeg kan huske én, der sagde, at LFS skal være en fagforening – at vi skulle være faglige og ikke diskutere politik. Det er en holdning. Men jeg kan ikke være formand og være med til at sikre medlemmernes rammevilkår, hvis ikke vi kan diskutere politik. Hvis man vil være med til at diskutere budgetter og rammevilkår, så er man nødt til at forholde sig til andre ting, der kan have indflydelse på de rammer og på budgetterne.”

”Det der i den forbindelse har været vigtigt for mig er, at vi ikke har været partipolitiske. Vi er ikke bundet af venstrefløjen, bare fordi selv stemmer derude. Vi siger heller ikke, at højrefløjen er forkert på den. Vi vil samarbejde med alle, der vil samarbejde med os. Det er klart, at det umiddelbart er nemmere at finde fælles ’gods’ med nogen man er mere enig med. Men på en lang række enkeltsager kan man sagtens samarbejde med andre også.”

? Hvad har været et af de afgørende øjeblikke for LFS…

”Ja, det er jo skide svært, når det går 25 år tilbage, at plukke enkelte ting ud. Der, hvor det for mig for alvor har taget en anderledes drejning har været i København, hvor vi valgte en anden strategi og politikerne valgte, at det nok var værd at tage os med i nogle diskussioner. Det betød, at vi kunne komme væk fra den dengang herskende slingrekurs, hvor hvert budgetår gik i en ny retning på det ene, andet og tredje område. Jeg synes, at både det at politikere er gået med og at der skal være en rød tråd i hvert budget år, må være det. Det har betydet, at der er langt mere ro på området. Vi undgår ikke, at der til stadighed omstruktureres og der skæres ned – det er et mantra i det offentlige område, men det, at det ikke flakser i øst og vest gør, at medlemmerne bedre kan forholde sig til det.”

? Hvad er forskellen på LFS i 1980 og i dag…

”Alle gjorde et godt stykke arbejde, men internt blev der brugt en enorm energi på en DKP-fraktion og opposition og det man var uenige i stedet for det man var enig om. Der var en utrolig mistænkeliggørelse på hinandens motiver. Det var ikke altid emner, der optog den brede medlemsskare. Det tænker jeg, er den største forskel fra i dag. Jeg tror ikke, at vi bruger tid på noget, som jeg ikke ville mene var relevant for vores medlemmer.”

”I dag? Vi er en meget mere åben organisation. Man behøver ikke at være valgt til alt muligt for at få lov til at være med til at diskutere. Jeg synes, at vi er blevet gode til at få medlemmerne med, hvis de har en ide eller interesse.”

? Hvorfor tror du har været på posten så længe…

”Dybest set tror jeg godt at alle ved, at jeg brænder for det her og at jeg prøver at gøre tingene så godt som muligt. Jeg er ikke elsket af alle – det ville være underligt, hvis jeg var det, men jeg tror alligevel, at der er en vis respekt for det, jeg går og laver. Det er i hvert fald sådan jeg oplever det.”

? Hvordan bliver man ved at motivere sig selv efter 25 år i samme stol?

”Jeg ved ikke, om jeg som sådan skal motiveres, men jeg bliver motiveret af, at der hele tiden er nye opgaver og udfordringer. Nogen er snublende nær, andre skal man tænke mere over. Det er motiverende at have en arbejdsplads, nogle gode kolleger og bestyrelserne, der hele tiden er parate til at tænke med, tænke ud af boksen og løse udfordringer. Det er et forfærdeligt privilegeret job at have. Jeg har det ikke sådan, at jeg tænker, at jeg skal holde gejsten oppe. Ellers tror jeg også, at jeg var holdt op. Og der har jeg aldrig været.”