Læserbrev

Jeg er feminist!

Af Frank Jensen, overborgmester i København

Jeg er feminist. Jeg mener, at det er nødvendigt at arbejde aktivt for at fremme ligestilling og ligebehandling af mænd og kvinder. Det gælder både storpolitisk i forhold til fordelingen af samfundets værdier og på det nære plan når det handler om, hvem der tager opvasken eller gør rent derhjemme - og ikke mindst når det kommer til de værdier, vi giver videre til vores børn.

Jeg er stolt af de feministiske resultater, vi har nået i Danmark, men jeg mener, at vi har meget at gøre endnu. Derfor er feminisme og kampen for ligestilling også en naturlig del af det daglige, politiske arbejde for mig.

Baggrunden for, at jeg føler behov for at slå mit feministiske standpunkt fast er, at Jan Hoby i seneste nr. af LFS-nyt skriver: ”Tænk hvis overborgmester Frank Jensen, som sine nordiske kolleger ville kalde sig selv feminist og stå i spidsen for Københavns Kommunes arbejde med ligestilling…”.

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er feminist. Jeg er i øvrigt også medlem af Kvinderådet. Derfor ærgrer det mig selvfølgelig, at jeg tilsyneladende ikke har sagt det højt nok.

Københavns Kommune arbejder aktivt for ligestilling. 5 ud af 6 administrerende direktører for vores

forvaltninger er kvinder. Vi laver løbende ligelønsstatistikker. Vi har mål for, at mænd og kvinder skal være ligeligt repræsenteret blandt vores ledere på alle niveauer. Og de mål følger vi løbende op på.

Tilsvarende har vi også mål for, hvor stor en del af vores mandlige medarbejdere, der tager fædreorlov.

Vi arbejder med køn i forhold til vores kerneydelser. Kommunen har udgivet et helt lille katalog om ligestilling i kerneydelserne, men lad mig her bare give to eksempler: Når et klubhus indirekte holder piger og kvinder væk fra foreningslivet, fordi det i sin tid blev bygget til mænd og kun har ét omklædningsrum, så retter vi op på det. Tilsvarende har det opsøgende gadeplansarbejde traditionelt været fokuseret på uroskabende drenge. Men stigende opmærksomhed på, at byen desværre også rummer mange udsatte piger betyder, at Socialforvaltningen nu også indretter projekter og laver aktiviteter, der er målrettet dem.

Jeg ser meget gerne, at flere børnehaver og skoler arbejder bevidst med køn og kønsroller, sådan som Jan Hoby foreslår. Men det er også vigtigt for mig, at de initiativer, vi laver, ikke konflikter med vores arbejde med tillid som styringsgrundlag. Jeg vil gerne inspirere, men nødig diktere, hvordan vores institutioner konkret skal arbejde med køn. Derfor er vi også i gang med at omdanne vores nuværende ligestillingspolitik til et administrativt grundlag for vores ledere. Målene holder vi fast i, men den konkrete vurdering af, hvordan man bedst når målene i hverdagen, lader vi så vidt muligt være op til den enkelte institution.

Gør vi så nok? Nogen vil sikkert mene, at vi kunne gøre endnu mere. Hertil kan jeg kun sige, at jeg er åben overfor alle gode forslag til, hvordan vi kan gøre endnu mere for at fremme ligestillingen i København.