Leder

Kommunalt oprør ønskes!

Hovedparten af landets budgetforlig er ved at være i hus. Det gælder også i landets største kommune og arbejdsplads: København.

Uanset hvor gode, reelle og visionære intentioner de kommunale byrødder har for den kommunale velfærd, så er de bundet økonomisk på hænder og fødder. Dels af EU´s nyliberale budgetlov og af regeringens kvælertag på kommunernes økonomi – begge greb, der har den konsekvens, at politikerne er tvunget til at fodre hunden med dens egen hale.

Konsekvensen er til at føle på:
For hver anden der stopper i den offentlige sektor, må der kun ansættes én.

Derfor vil også budget 2015 bidrage til en fortsat nedsmeltning af den kommunale velfærd: Mere og mere minimalstat og opgør med universelle, skattefinansierede fælles goder. Har kommunerne ikke et økonomisk råderum – reelt ikke kan fastsætte udgifts – eller skatteniveau selv, vil det betyde yderligere amputering af det kommunale selvstyre og demokrati.

Det er i den optik at alle budgetforlig i landets kommuner skal ses. Det er ikke fordi at det er en naturlov, at der skal ske nedskæringer, eller fordi kommunerne i visse tilfælde som Københavns kommune, ikke har penge til velfærd. Det er fordi, det er politisk besluttet i EU og regeringen, at den offentlige sektor skal betale regningen for finanskrisen.

Den kommunale virkelighed er at regeringens serviceloft og de sanktioner, der følger af en overskridelse af dette, langsomt, men sikkert, udhuler velfærden. For de samme penge og med det samme antal ansatte, skal kommunerne løse et stigende antal opgaver.

Situationen er mere end absurd. I rigere kommuner (som København) forhindres politikerne i at bruge de penge, der er. Samtidig forhindres fattigere kommuner i at sætte skatten op. Det er et kæmpe demokratisk problem, at borgerne ikke kan stemme sig til bedre velfærd lokalt.

Men det handler det også om ideologi. Pengene må godt bruges på anlæg, hvor kommunerne hyrer private virksomheder til arbejdet. Kommunerne må gerne hyre eksterne konsulenter i millionklassen. Men de må ikke bruge ressourcer på bedre velfærd ved at ansætte folk i den offentlige sektor. Den offentlige sektor udsultes, alt i mens den private sektor vokser for fællesskabets penge.

Så det er ikke nok, at vi peger fingre af de kommunale politikere. Hvis vi skal stoppe udsultningen af velfærden, kræver det en ændring af den grundlæggende ramme for kommunernes budgetter. Der er brug for et kommunalt oprør. Det oprør inkluderer politikere, fagforeninger, ansatte, borgere, forældre og pårørende.

Siden 1979 har KL og regeringen stort set hvert år i juni måned indgået en aftale om næste års økonomi i kommunerne. Måske skal vi alle i fællesskab forberede initiativer, protester og demonstrationer op til den næste økonomiaftale i juni 2016, så udviklingen kan ændres.