Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Nyt fra A-kassen
Forlig om ny beskæftigelsesindsats
Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti blev i juni blevet enige om at reformere hele beskæftigelsesindsatsen.
Reformen skal sikre, at det danske arbejdsmarked også i fremtiden er blandt de mest velfungerende i verden. De arbejdsløse skal møde et beskæftigelsessystem, der sætter den enkelte i centrum og ruster dem bedre til job og varig beskæftigelse – og sikrer virksomhederne adgang til kvalificerede medarbejdere.
Aftalen indebærer, at der årligt flyttes ca. 500 mio. kr. væk fra aktiveringskurser og bureaukrati og over til nye, jobrettede uddannelsesmuligheder.
Samtidig indføres en ny model for arbejdsløses kontakt med beskæftigelsessystemet. Modellen indebærer, at a-kasser og jobcentre som noget nyt skal forpligtes til at arbejde tættere sammen om at sikre, at den enkelte arbejdsløse får den bedste hjælp til at komme tilbage i job. Den nuværende organisatoriske struktur på beskæftigelsesområdet fastholdes grundlæggende.
Elementer i beskæftigelsesreformen:
• Regional uddannelsespulje på årligt 100 mio. kr. til korte, erhvervsrettede uddannelsesforløb.
• Pulje på årligt 150 mio. kr. til at give arbejdsløse med færrest eller forældede kompetencer et reelt uddannelsesløft.
• Ny ordning med ret til seks ugers jobrettet uddannelse målrettet arbejdsløse med størst behov. Ordningen erstatter den nuværende ordning med ret til seks ugers selvvalgt uddannelse.
• Et fælles og intensiveret kontaktforløb med månedlige samtaler i de første seks måneder.
• Ret og pligt til ét aktivt tilbud, der som udgangspunkt er virksomhedsrettet. Samtidig afskaffes gentagen aktivering.
• Nyt og styrket servicekoncept for virksomheder med fokus på jobformidling.
• Mere ansvar til enkelte gennem digital joblog, hvor ledige selv booker samtaler og melder sig til jobsøgningsaktiviteter.
• Løntilskudsordningerne forenkles og målrettes blandt andet ved at ændre varigheden af privat løntilskud fra 12 til seks måneder, og varigheden af offentligt løntilskud fra seks til fire måneder.
• Jobrotationsordningerne målrettes blandt andet ved at hæve karensperioden fra tre til seks måneder og forkorte varigheden fra 12 til seks måneder.
• 150 mio. kr. til kompetenceudvikling for jobkonsulenter i jobcentre og a-kasser.
• Større frihedsgrader til kommunerne og færre regler gennem afbureaukratisering og digitalisering.
• Bedre organisering og styrket partsinddragelse gennem oprettelse af nye Regionale Arbejdsmarkedsråd, der erstatter den nuværende 94 lokale beskæftigelsesråd og fire regionale beskæftigelsesråd.