Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Generalforsamling
Farvel og goddag i dagplejen
Tekst: Jon Arskog
Dagplejen. Der var skiftedag på posten som formand, da dagplejeområdet i LFS holdt generalforsamling: Det var farvel til Marianne Rosell og goddag til Majbritt Kronbøl, der som ny formand skal sikre større kendskab til arbejdet med de nære relationer i dagplejen.
Marianne. Du er som sangen, som du elsker så højt. Du er fanen på Christiansborg slotsplads og på Rådhuspladsen til demonstrationer og du er fanen til 1. maj i Fælledparken.”
Der var roser i mere end en forstand til den afgående formand Marianne Rosell allerede ved indledningen af dagplejeområdets generalforsamling 2014. Ordene kom fra kasserer Annie Dupont Mathiesen, da hun ledte an i åbningen af generalforsamlingen med fællessangen ’Når jeg ser et rødt flag smælde’. Blandt de 61 fremmødte stemmeberettigede dagplejere, dagplejepædagoger og dagplejeledere, syntes der at herske enighed om kasserens udlægning af teksten.
Marianne har som formand for området siden 2003 holdt fanen – og ikke mindst den røde af dem højt.
Men nu er det tid at takke af og overlade posten til yngre kræfter, som den afgående formand udtrykte det forud for valghandlingen på en generalforsamling, der også bød på indsigt i de kommende overenskomstforhandlinger og de konsekvenser, der kunne tænkes at være for området.
De forgangne år
Men inden det – og efter at have knebet en lille tåre i erkendelse af, at tiden som dagplejeformand var ved at rinde ud – fremlagde Marianne Rosell bestyrelsens beretning, hvor hun med ærgrelse kunne konstatere, at de sidste to år ikke har ændret på trusselsbilledet for dagplejen.
”Det faldende børnetal giver automatisk nedgang af dagplejere, og vi bliver nødt til stadig at holde øje med trusler om nedskæringer og eventuelle lukninger af dagplejeformidlinger rundt om i vores kommuner,” sagde Marianne Rosell og ridsede den lille succes op, som introduktionen af hjælpekassen på årsmødet sidste år har været.
”Hjælpekassen har været i brug i både Hvidovre og Albertslund. Den viste sig at være et godt redskab, ikke kun for dagplejen, men også for forældrebestyrelserne. Læserbrevsskabelonerne til både aviser og politikere blev flittigt brugt og kommenteret. Den skal dog stadig udvikles,” sagde hun.
Herefter kom hun ind på de krav omgivelserne stiller til området og at udvikling og uddannelse viser sig mere og mere nødvendigt.
Ønsket om mere synlighed
Et stort fokus fra bestyrelsen har været at skabe en mere synlig dagpleje. Kommunerne skilter ikke ligefrem med, at de har en dagpleje. Det har fået bestyrelsen til at sætte gang i udviklingen af et ’bykort’, som kan lægges på de kommunale hjemmesider, så forældre kan se, hvor der i deres områder findes dagplejetilbud, lege- og gæstehuse.
Arbejdet med synliggørelse har også ført til, at bestyrelsen har fået udarbejdet filmklip, der viser nogle af dagplejens styrker; blandt andet et om relationen mellem børn og dagplejer. Filmklippene er målrettet forældre og politikere og skal distribueres via postkort med en såkaldt QR-kode, som man kan scanne og derefter se filmen på sin smartphone.
Filmklippene skal også distribueres via Facebook.
Marianne Rosell konstaterede, at det private område vokser, og at LFS og FOA trods fremlagt dokumentation om dårlige arbejdsforhold og udfodringer med den pædagogiske kvalitet tilsyneladende ikke har ministerens og regeringstoppens opbakning til at gøre noget ved problemet. Således hovedtrækkene i beretningen.
Det fremtidige arbejde
Den afgående formand fremlagde også bestyrelsens forslag til det fremtidige arbejde. Det drejer sig hovedsageligt om en videreførelse af de igangværende projekter om synlighed, ’hjælpekassen’ og om at understøtte kommunernes bestræbelser for at komme med tiltag på uddannelsesområdet.
Derudover en række medlemsmøder, herunder et med Karen Sørensen, der arbejder med inklusion og relationskompetencer i Københavns Kommune, et med Anders Seneca om fokus på kerneopgaven og innovation i dagplejen, og et med Ole Henrik Hansen, når hans rapport om stress hos de mindste børn er klar.
Hvem vil KL slås med?
LFS formand Britt Petersen orienterede om, hvor slaget ventes at komme til at stå ved de kommende overenskomstforhandlinger.
Hun fortalte, at man efter OK13 og det efterfølgende indgreb overfor lærerne har spekuleret på, hvem det skulle gå ud over næste gang.
”Jeg tror ikke, at det bliver jer. Eller jeg er faktisk ret sikker på, at det ikke bliver jer, der står forrest. De går efter fleksibiliteten, dvs. afspadseringen og specielt for dem der arbejder på døgnområdet,” sagde hun og pegede på, at KL vil en forenkling af arbejdstidsreglerne og en ’normalisering’ forstået på den måde, at man på døgnområdet mod en eller anden form for tillæg vil have et opgør med afspadseringsreglerne, således at en times arbejde er en times arbejde uanset om den ligger på en mandag, søndag eller juleaften.
”Dvs. at man vil blive sat ret så omfattende op i arbejdstid. Det skal ses i sammenhæng med at pensionsalderen er sat op og man i fremtiden skal arbejde til man er mellem 72 og 74 år. Det står i skæv kontrast til det vi vil,” sagde hun.
Hun annoncerede et opgør med Kompetencefonden, som hun beklagede, at LFS ikke havde stået hårdere imod, fordi lønmodtagersiden selv finansierer den, fordi ingen dagplejer, dagplejepædagog eller dagplejeleder siden etableringen har fået bevilget uddannelse fra fonden, og fordi kommunerne nu, som konsekvens af fondens eksistens, skærer ned for deres uddannelsesindsats.
KL vil på sigt ’afnormalisere’
Selvom Britt Petersen ikke mener, at dagplejen står lige for ved OK15, nævnte hun alligevel, at KL før eller siden vil komme med krav om, at dagplejeren lønnes efter, hvor mange børn der passes.
”Noget af det største i mit liv, var da dagplejen kom på fuld løn og blev anerkendt på lige fod med andet ’normalt’ arbejde. Det fik vi med møje og besvær lavet om på.
Nu vil vi formentlig se et krav om en reduceret løn, hvis man ikke har fire børn. Altså skal vi igen til at have en diskussion af, om man skal kunne arbejde op til 48 timer om ugen uden fuld løn,” sagde hun.
Ny bestyrelse på plads
Generalforsamlingen besluttede, at områdebestyrelsen maksimalt kan bestå af 14 medlemmer og at dagplejepædagogerne garanteres to og dagplejelederne én af disse pladser. Det blev også vedtaget, at fællestillidsrepræsentanten fra Københavns Kommune er født medlem af områdebestyrelsen, og at bestyrelsesen automatisk er blandt de i alt 23 delegerede fra dagplejeområdet til repræsentantskabet, mens det resterende antal vælges på generalforsamlingen.
Derefter blev bestyrelsens kandidat Majbritt Kronbøl, uden modkandidat valgt til formandsposten, mens næstformand Anne Angelsø og kasserer Annie Dupont Mathiesen begge blev genvalgt.
På trods af ønsket om op til 14 medlemmer stillede kun 11 op. Ingen af dagplejens ledere var opstillet til bestyrelsen. Således blev bestyrelsen valgt uden kampvalg. Dorthe Højmark og Nina Svendsen havde valgt ikke at genopstille.
12 menige medlemmer udover bestyrelsen blev valgt som delegerede til Repræsentantskabsmøde den 21.-22. november. Blandt disse Marianne Rosell, der fortsat vil holde fanen højt – ikke mindst i Freds- og solidaritetsudvalget, lovede hun.
Som en sidste gerning fra formandsposten bød Marianne Rosell den nye bestyrelse og den nye formand velkommen og takkede de tidligere bestyrelsesmedlemmer for deres arbejde gennem årene. Efterfølgende var scenariet omvendt: Majbritt Kronbøl og hele generalforsamlingen takkede med klapsalver og en buket blomster Marianne Rosell for sit arbejde for området gennem 11 år.
Og endnu en tåre og et glædessmil trillede over et tilfreds ansigt.
Bestyrelsen for Dagplejeområdet
Dagplejeområdets nye bestyrelse består af 11 medlemmer, der er valgt for en to-årig periode.
Majbritt Kronbøl,Formand og HB-medlem
Anne Angelsø,Dagplejer i Gladsaxe,Næstformand og HB-medlem
Annie Dupont Mathiesen,Kasserer,Medlem af dagplejens faggruppeudvalg
Elisabeth Thynov,Dagplejer i Rødovre,HB-medlem
Lican Larsen,Dagplejer i Kbh/Amager,Fællestillidsrepræsentant København
Pia Timming,Dagplejer på Frederiksberg
Anny Zahlekjær,Dagplejepædagog i Ballerup
Puk Lindgren,Dagplejepædagog i København
Marianne Petersen,Dagplejer i Albertslund
Kirsten Rønholt Byø, Dagplejer i Gentofte
Helle Aastrup,Dagplejer i Hvidovre