Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Afspadsering døgn betyder noget
Tekst: Jon Arskog
OK2015. KL vil til overenskomstforhandlingerne presse på for et opgør med afspadseringen på døgnområdet. Ikke mindst 37/3 afspadseringen vil komme under pres. Men afspadseringen betyder faktisk noget for muligheden for at ’tanke’ op til mere arbejde, lyder det fra to tillidsfolk på området.
Hele vores velfærdssystem er i gang med en kæmpe omstillings- og reformproces i de her år. For at den kan blive en succes, bliver vi nødt til at kunne arbejde mere fleksibelt end vi gør i dag.”
Ordene er formanden for Kommunernes Landsforenings Løn- og Personaleudvalg, den konservative borgmester i Høje-Taastrup, Michael Zieglers. De faldt til dagbladet Berlingske og de er lig med et ønske om mere fleksible arbejdstidsregler for pædagoger og SOSU’er med døgnarbejde.
Med dem peger Michael Ziegler på, at det for lederne på døgninstitutionerne er et større puslespil at lægge vagtplaner, fordi medarbejdergrupperne har forskellige arbejdstidsregler.
Ikke mere pædagogisk arbejdstid
Ifølge Ann-Britt Olsen, der er konsulent i FOA Overenskomst, betyder det, at KL ikke synes, at pædagogernes arbejdsdage er lange nok, at man gerne vil lade pædagogerne arbejde i op til 12 timers vagter, og at blandt andet 37/3 afspadseringen, der betyder, at man pr. 37’e skæve arbejdstime får tre afspadseringstimer skal erstattes med et tillæg, som man har gjort det på Sosu-området. I det hele taget peger hun på, at KL vil have pædagogerne over på samme vilkår på arbejdstidsområdet som SOSU’erne.
Det betyder blandt andet ens særlige helligdage – at 1. maj reglerne afskaffes, en daglig arbejdstid på 8 mod 7,4 timer, afskaffelse af tillæg i forbindelse med varsling af omlagt tjeneste og tillæg for aften/nat fra kl. 18 fremfor fra kl. 17.
”Man har brug for at lade op”
Men det vil arbejdsmiljømæssigt være helt uhyrligt at lave om på de regler for det pædagogiske døgnområde, lyder det fra tre tillidsfolk på området.
Ifølge Søren Nielsen, der er tillidsrepræsentant på Svanehuset på Østerbro, kan det være fint for nogen at få penge frem for afspadsering, men for ham selv har afspadseringen stor værdi:
”I forhold til vores arbejdsmiljø, så er der ingen tvivl om, at man med kyshånd tager imod den afspadsering man kan få. For det er hårdt for øjeblikket. For mig ville det være en klar forringelse, hvis jeg i stedet for afspadseringen fik udbetalt et ulempetillæg. Der er ingen tvivl om, at vi hos os indregner afspadseringen, som en del af den fritid man har brug for, for at lade op til det arbejde vi har,” siger Søren Nielsen.
Tine Jagd Riber, der er tillidsrepræsentant på Bostedet Ny Ellebjerg er enig:
”Vi er i forvejen belastet af at skulle arbejde med skiftende arbejdstider. Vi er afsted i weekender, skal holde vores ’weekend’ på hverdage, vi har nattevagt og går på aftenvagt, hvor vi kun lige overholder 11-timers reglen. Det er ikke bare et 8-16 job. Vores tjenesteplan varierer meget fra uge til uge. Vi kan arbejde meget i en uge, og mindre i en anden. Den afspadseringsmulighed gør det mindre belastende. Den gør, at vi kan restituere, inden vi kommer på arbejde igen. Det vil et kroner-og-øre tillæg ikke kunne klare,” forklarer Tine Jagd Riber.
”Man kan sikkert sige, at det må I kunne vænne jer til? Men det er et belastende job og et område, hvor der er skåret meget. Resultatet vil så bare være, at man er træt og leverer mindre, når man er til stede. Men hvis det skal være et pædagogisk kvalitetstilbud, hvor man blandt andet håndterer borgere med psykiske diagnoser, så skal man være både fysisk og psykisk til stede for at kunne levere. Det vil man efter min bedste overbevisning ikke kunne være, hvis man ikke har haft den mulighed for restitution, som afspadseringen giver,” siger hun.
Dertil kommer nedslidningsproblematikken i forhold til den udskudte pensionsalder, hvor man kan forvente at skulle være længere tid på arbejdsmarkedet.
KL vil stække fagbevægelsen Andre tiltag KL barsler med, er færre beskyttede tillidsfolk, krav om indflydelse på TR-uddannelsen og flere penge til lokale uddannelsespuljer.
I forhold til MED-systemet ønsker KL færre ’skal’-regler. KL vil også belønne de organisationer, der vil være med til at udvikle området. Det skal ske efter devisen, dem der vil noget, får noget. Og så skal der ikke afsættes midler til lokale forhandlinger, men til større puljer - f.eks. hele FOA under ét, eller evt. sammen med f.eks. 3F.”