Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
"At der tales om en omstilling med massiv medarbejderinddragelse over en længere årrække, og ikke færdige ’her og nu’-løsninger, hilser vi i LFS velkomment. "
Tæt på Familien– Chancelighed fra tænkning til handling
Tekst: Helle Haslund, FU-medlem
Den københavnske socialforvaltnings omstilling af indsatsen overfor udsatte børn, unge og deres familier – ’Tæt på Familien’ – er kommet godt fra start. At der tales om en omstilling med massiv medarbejderinddragelse over en længere årrække, og ikke færdige ’her og nu’-løsninger, hilser vi i LFS velkomment.
Barnets og den unges behov og ønsker skal i centrum, og familie og netværk skal inddrages i beslutningen om indsatser på en anden måde end i dag. Vi skal gå fra ’hvilke af vores tilbud passer bedst til barnet eller den unge’ til ’hvordan skaber vi sammen med familien og netværk, et udviklingsforløb som giver de bedste muligheder for at få et godt liv.
’Tæt på Familien’ indebærer en faglig og kulturel omstilling – en mere helhedsorienteret indsats på tværs af såvel faggrupper, institutioner, forvaltninger og andre aktører uden for ’systemet’.
LFS er med som sparringspartner i en referencegruppe og peger på en række barrierer og organisatoriske forhold, som skal ændres, hvis omstillingen skal lykkes. Det gælder:
• Revurdering af udredningen: Den ny tilgang skaber behov for et eftersyn af den afdæknings- og afklaringsproces, som går forud for indsatserne. Vi synes f.eks. ikke, at det giver mening, at BBU’s myndighedsdel udarbejder en handleplan, hvorefter BBU’s pædagogiske medarbejdere så udarbejder en udviklingsplan. I stedet bør den socialpædagogiske faglighed inddrages tidligere og sammen med den unge og familien udarbejde en samlet plan.
• Opgør med BUM: Der er ingen tvivl om, at en række anbringelsestilbud skal omstilles, men også at der fortsat vil være behov for nogle, som vi kender dem i dag. Hvad og hvordan kommer i takt med at projektet skrider frem. Kortere, mere intensive og fleksible udviklingsforløb, hvor medarbejdere i perioder kan arbejde andre steder end på institutionen, eller at der etableres en ’familiehøjskole’ på en af institutionerne, nævnes som muligheder. Den omstilling indebærer et helt nødvendigt opgør med’Bestiller- og udfører-modellen’, der fastholder den gammeldags – men stadig eksisterende måde at styre udviklingen på.
• Nye krav til samarbejdet: Tværfagligt samarbejde er ikke altid let. Derfor må tænkningen omkring begrebet relationel koordinering i spil. Relationerne faggrupperne imellem må opbygges omkring: fælles mål, fælles viden, gensidig respekt, og at kommunikationen foregår hyppigt, rettidigt, præcist og problemløsende. Forskningen peger på, at det er sådan, man får de bedste og mest effektive resultater. Vi skal gå fra en ’Dem og os’-kultur til én, hvor alle bidrager med hver deres faglighed.
• Barrierefrit samarbejde og et ordentlig efterværn: Hvordan får vi tankegangen om øget social mobilitet – og at den fastholdes, tænkt ind i den faglige praksis i andre forvaltninger, på uddannelsessteder osv.? Det skal afklares, for det er BBU’s medarbejdere, der kommer til at stå for den udvikling. Måske vi også, selvom vi skal have mere fleksible og skræddersyede udviklingsforløb, skulle overveje, om det ikke er på tide at indføre et fast efterværnsforløb, der sikrer at den positive udvikling også følger den unge et godt stykke ind i voksenverdenen.
Sker det, kan vi gå fra tænkning til handling, når vi taler om chancelighed for udsatte børn og unge.