Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Udnyt ferietiden optimalt
Sommerferien er skudt i gang. Den giver udfordringer for de pædagogstuderende i praktik, men der er også muligheder, som ikke er der i hverdagen.
Tekst: Klaus Berdiin Jensen, PLS
Sol, strand og azurblåt vand. Det er sommerferietid og strandene i syden lokker. I sidste nummer af LFS Nyt udtrykte de pædagogstuderende bekymring for deres praktikopstart midt i sommerferien. Bekymringerne går på om de kunne få et fagligt udbytte af praktikken i dens to første måneder, fordi praktikvejleder og kolleger skiftevis skal afvikle ferie. De var også bekymrede for at skulle agere ferieafløsere på praktikinstitutionerne.
Stor forståelse for problemstillingen
For at skabe opmærksomhed omkring deres sag har de studerende deltaget på LFS’ TR-møder, hvor de blev positivt modtaget.
“Alle TR’erne havde stor forståelse for problemstillingen og vores budskab blev hørt,” fortæller Mikkel Primdahl, der er studerende på Pædagoguddannelsen Frøbel.
“Der har dog været et par stykker, der ikke mente at fagligheden daler i en institution, bare fordi der er ferie. Det har der også været et par pædagogiske ledere, der har henvendt sig til PLS med,” siger Mikkel Primdahl.
I PLS erkender man da også, at selvom der er begrænsninger for det pædagogiske arbejde i en sommerferieperiode, så er der også muligheder, som ’hverdagen’ ikke byder.
Nu er praktikperioden begyndt, og der kan tidligst blive lavet om på opstarten til næste år. Det arbejder PLS fortsat for. Indtil den ændres, får du her et par råd til, hvordan i kan få det bedste ud af praktikstart i sommerperioden.
Få børn/borgere
Det er rigtigt, at der ofte er en anden bemanding i sommerferieperioden, men der er i eksempelvis en børnehave også langt færre børn end normalt. Det giver den studerende mulighed og tid til at skabe pædagogiske forløb, lave iagttagelser, og skabe nærhed og kendskab til både børn og kolleger.
Det kan også være med til at skabe mere rum for, at den studerende kan strukturere arbejdet med kompetencemålene – ud fra praktikstedets forhold.
Vejledning - hele institutionens ansvar
At der er få børn i institutionen løser dog ikke problemet med at praktikvejledere også skal afholde deres ferie. Dermed er der helt naturligt kortere eller længere perioder hen over sommerferien, hvor den studerendes vejleder ikke har mulighed for at give vejledning.
Her er det vigtigt, at studerende og vejleder i fællesskab lægger en plan for vejledningen. Det ville være oplagt at inddrage resten af personalet – f.eks. til en gennemgang af den pædagogiske leders, tillidsrepræsentantens eller AMR’s arbejdsområder. Det er vigtigt, at vejledningen ses som et fælles ansvar for hele institutionen.
Læg en plan
Læg i fællesskab en plan for sommerferien - inddrag og del den med de øvrige kolleger. På den måde kan det blive en god og udbytterig sommer for alle parter.
Du kan læse mere om pædagogstuderendes ferierettigheder her. (link er ikke længere aktivt, red.)