Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Nu er der idræt i stuen
Tekst: Malene Mølgaard
Før i tiden kunne dagplejerne i Vallensbæk måske godt stoppe børnene med et ’nej!’, hvis de kravlede op i på et bord eller en sofa. I dag er det lige omvendt. Nu går dagplejerne forrest, når der skal laves forhindringsbaner eller danses rundt i stuerne.
Efter et halvt års undervisningsforløb i samarbejde med DGI til Idræt, Leg og Bevægelsesdagplejere er sang, dans, rytmik og bevægelse blevet en naturlig del af hverdagen hos Vallensbæk Dagpleje.
”Vi kan godt lide, at vores dagplejere får et fælles løft. Og nu hvor vi har hørt rigtig meget om skolereformen, hvor bevægelse er tænkt ind, og at det forbedrer indlæring, så ville vi gerne starte med det, mens børnene er helt små,” forklarer dagplejeleder Bente Asmussen.
”Derfor tog vi hul på at få mere bevægelse ind i dagplejen, selvom vi jo i forvejen er rigtig aktive udemennesker og gode til bevægelse,” tilføjer hun.
Siden september sidste år har Vallensbæks 32 dagplejere deltaget i forløbet, hvor de flere gange er blevet undervist i en stor sal sammen med børnene og har fået nye input til sangleje og bevægelseslege. Men undervisningen har også rykket ved vaner og grænser, fortæller Bente Asmussen:
”Underviserne snakkede om at bruge rummene derhjemme og ikke sætte begrænsninger for børnene. For et stykke tid siden fortalte en gruppe af dagplejerne, at de i deres legestuegruppe havde snakket om, hvorfor er det, vi siger nej. Er der en god begrundelse, eller er det bare, fordi man er vant til at sige nej,” forklarer dagplejelederen.
Forløbet munder ud i en fælles bevægelsespolitik med input fra dagplejerne og opbakning fra borgmesteren, som uddeler certifikatet på Dagplejens dag.
Hænderne på ryggen
Hjemme hos dagplejer Tina Olsen er forskellen, at hun nu pludselig kan se en aktivitet i alt.
”Nu er det okay, at børnene kravler rundt oppe i sofaen eller taget alle køkkenstolene og laver en lang togbane. Jeg synes, udfordringen for os har været at holde hænderne bag på ryggen,” siger Tina Olsen, som heller ikke er bange for at gå forrest og te sig fjollet eller trille hen ad gulvet.
”Så går der ikke lang tid, før du har fire unger trillende bagefter dig,” griner hun.
”Vi kan se, det virker. Det giver en fantastisk energi. Fordi vi alle sammen har et fælles mål, så er det ok at te sig tosset og trille ned ad bakkerne eller løbe forhindringsløb i hinandens haver.”
Samme oplevelse har dagplejer Charlotte Nyborg, som har fået bevægelse ind som en mere naturlig del af hverdagen på lige fod med måltider, søvn og bleskift.
”Før følte jeg, at jeg skulle tænke meget over det. Jeg troede, at jeg skulle opfinde en helt masse. Men jeg kan jo sagtens gøre det med de ting, jeg allerede har. Fx har jeg en stor have, hvor vi leger fangeleg og laver forhindringsbane med hulahopringe og ting, børnene skal kravle over, siger hun og tilføjer, at det foregår på samme måde i legestuen:
”Vi har altid lavet rigtig meget rytmik, men nu gør vi lidt mere ud af at hoppe, danse, dreje rundt og lave kolbøtter. Forskellen er, at før var det noget, vi skulle planlægge. Nu gør vi det bare,” siger Charlotte Nyborg, som synes, det er vigtigt, at dagplejerne hvert år skal forny certificeringen.
”Så det nytter ikke, at vi glemmer det igen. Jeg kan mærke, det er noget, jeg vil holde fast i. Jeg kan godt lide at se glæden i børnene, og at de rykker nogle grænser.”
Se nye veje
Tina Olsen fortæller, at hun efter forløbet også føler et større ansvar som børnenes talerør i forhold til forældre, som bærer rundt på børnene i god mening.
”Der kan jeg godt finde på at sige: Hov! De kan jo godt gå ind fra bilen. Lad dem selv tage tøj på og hjælpe med at dække bordet. Bevægelse kan være så mange ting. Det kan også være at få lov til at feje eller støvsuge,” siger hun og konkluderer:
”Jeg synes helt klart, der sker noget med indlæringen. Det sidste års tid er vores børn blevet helt fantastiske til at være selvhjulpne og medbestemmende. Og deres sprog og ordforråd er eskaleret, fordi vi synger mange kropssange.”
Med samme ildhu har dagplejerne sat sig som mål, at alle børn skal kunne gynge.
”Før havde vi en tendens til at stoppe, hvis de blev kede af det. Men i stedet kan man jo starte med en sansegynge eller hoppe på en gymnastikbold. Vi har lært, hvordan vi kan se nye veje,” konstaterer Tina Olsen.