Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Nyheder LFS Nyt 8/2015
MultifunC lukkes
Københavns kommunes institution til behandling af unge med kriminel adfærd, lukkes hen over sommeren. MultifunC, der blev etableret i København i 2011, er et norsk koncept udviklet af Tore Andreassen (Norge) på baggrund af en gennemgang af eksisterende forskning om ungdomsinstitutioner. Konceptet er afprøvet i såvel Norge og Sverige med vekslende succes. Således lukkede MultifunC-institutioner for flere år siden i Bergen og senere i Oslo.
Efter flere års forsøg på at få det såkaldte evidensbaserede koncept til at fungere, er nu også opgivet i Købehavn, trods massiv økonomisk og konsultativ støtte fra Socialstyrelsen. Som det konstateres i indstillingen til Socialudvalget om lukningen: ”De gode resultater er imidlertid udeblevet.”
Samtidig har der været store problemer med at fylde pladserne op, ledelsesmæssige udfordringer, samt også problemer med at fastholde medarbejdere der har ønsket og kunnet arbejde efter den ”meget rigide og konsekvente metode,” fremgår det af indstillingen.
LFS har ikke været begejstret for konceptet, men der har alligevel været nogle gode elementer, påpeger FU-medlem Helle Haslund:
”LFS har gennem alle årene taget afstand overfor MultfunC-konceptet - specielt den adfærdsregulerende del af konceptet, som vi ikke mener passer ind i hverken den danske socialpædagogiske tradition, den viden vi har på området, eller den nye tilgang til udsatte børn og unge, som er formuleret i ’Tæt på Familien’,” siger hun.
”Omvendt har konceptet indeholdt gode elementer som seks måneders efterværn og løbende familiearbejde under den unges ophold på institutionen. De elementer ser vi meget gerne udbredt til andre institutioner:”
”Det er også vores opfattelse, at der er brug for de otte pladser der nu lukkes, selvom ungdomskriminalitet heldigvis er faldende. Vi vil derfor opfordre til, at der snarest etableres et nyt kommunalt forankret tilbud til unge. Tilbage står at forvaltningen også sikrer genansættelse til så mange medarbejdere som muligt i andre af forvaltningens tilbud.”
Det koster at være ’gul’
I markedsføringen af den gule fagforening, Det Faglige Hus, gentages det gang på gang, at man til en meget billigere penge får samme dækning som i en overenskomstbærende fagforening.
Men det er landets Højesteret ikke enig i. I begyndelsen af juni stadfæstede Højesteret nemlig en dom fra Vestre Landsret om, at medlemmer af den gule fagforening, Det Faglige Hus, ikke var berettiget til en særlig sygeløn, som var aftalt i overenskomsten mellem virksomheden og 3F.
Sagen var anket til Højesteret med henvisning til, at vi i Danmark har foreningsfrihed og at der ikke kan forskelsbehandles mellem medlemmer af en gul og en overenskomstbærende fagforening, men det må en arbejdsgiver altså godt.
I dommen konstaterer Højesteret, at foreningsfriheden ikke indebærer at der ikke kan forskelsbehandles under ansættelsen og at en sådan forskelsbehandling heller ikke strider mod Menneskerettighedskonventionen. Således må medlemmer af foreninger, der ikke har indgået overenskomst, men blot lukrerer på de andre fagforeningers arbejde, nøjes med sygedagpenge alene.
”Dommen er udtryk for at forhandlede goder og rettigheder ikke uden videre kan udstrækkes til at omfatte andre end aftalens parter. Ikke-medlemmer kan ikke med reglerne om foreningsfrihed i hånden kræve at få samme rettigheder, som de der har forhandlet en aftale,” kommenterer advokat Asger Segel fra advokatfirmaet Elmer & Partnere.
’En redningskrans af bly’ til særpris
Medlemmer af LFS kan købe bogen ’En redningskranskrans af bly’ til særpris.
LFS har støttet udgivelsen af Bjørn Christiansens bog, der tidligere er anmeldt i LFS Nyt. Det er en velskrevet fortælling om Bjørns far Kurt Christiansen, der som barn var anbragt på blandt andet Jens Olsens Minde, men som klarer sig, fordi en forstanderinden fra Tårnborg tager ham under sine vinger.
Det er både hjerteskærende og hjertevarmende god sommerferielæsning om en lille dreng, der ikke mødte megen kærlighed. Faderens historie kommer som et chok for Bjørn, der begynder at grave i fortiden, da hans far forsøger at tage sit eget liv.
Bogen koster 199 kr. inkl. forsendelse og kan bestilles på www.forlagetindblik.dk/lfs
København har fået ny BUF-direktør
Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune har fundet afgående administrerende direktør, Else Sommers afløser. Valget er faldet på 44-årige Tobias Børner Stax, der har været en del af direktionen siden 2011. Inden da havde han været direktør for børne- og ungeområdet i Køge Kommune og også kontorchef i kontoret for mål og rammer for udsatte børn og unge i Socialforvaltningen i Københavns Kommune.
”Jeg glæder mig til fremover at stå i spidsen for en solid og velfungerende forvaltning og at fortsætte det arbejde, som jeg har været en del af de seneste år. Både forvaltningen og området gennemgår store forandringer i disse år, og det kræver klar og tydelig kommunikation til både borgere og medarbejdere om forvaltningens udvikling og kvaliteten i den service, vi leverer til borgerne,” siger Tobias Børner Stax.
Britt Petersen har tillid til, at BUF med valget af Tobias Børner Stax fortsætter ad det spor, der er lagt.
”Tobias har været med i den tid, hvor vi har besluttet en tillidsreform, MED-aftale, Trio’er og meget andet. Derfor har jeg stor tillid til, at han vil føre det spor videre, som vi er i gang med. Han ved godt, at det er et område, hvor der nu er brug for kontinuitet. Vi har et fortrinligt samarbejde med ham og det forventer vi derfor fortsætter uændret,” siger Britt Petersen.
Tobias Børner Stax, der i øvrigt er uddannet cand.scient. pol. og er ph.d. i sociologi, tiltræder den 6. august 2015.
FOA: Private bør ikke kunne trække profit ud til ejeren
En privat institutionsejer i Købehavn har trukket over 3 mio. kr. ud af institutionerne og placeret dem i sit holdingselskab. Det fremgik af dokumentarserien Velfærd til salg, der blev sendt i begyndelsen af juni på TV2. I afsnittet ’Profit i børnehøjde’, der blev vist den 11. juni, dokumenterede TV2, at ejeren havde trukket pengene ud af børnehavedriften.
FOAs formand Dennis Kristensen kalder det grotesk og uacceptabelt og peger på, at når private skal tjene på daginstitutionsdrift, så er det på de ansattes bekostning - og i sidste ende børnenes:
”Det er et fatamorgana at tro, at man kan få højere kvalitet i daginstitutioner for færre penge. I en daginstitution udgør lønbudgettet så stor en del af økonomien at besparelser kun kan ske ved at skære på personalet, deres uddannelse og vikardækning,” siger Dennis Kristensen.
Af udsendelsen fremgik det, at der havde været klager over normeringen, og at tidligere ansatte blev sat til opgaver, der gik langt ud over deres kompetencer. Men på Christiansborg er politikerne blinde for problemet.
”Det er i høj grad virkelighed, og i fremtiden vil vi se flere og større virksomheder, der entrerer på markedet for at tjene penge på vores børn,” siger Dennis Kristensen, der mener, at politikerne bør lovgive mod at trække profit ud af private daginstitutioner.
Ny redaktør på LFS Nyt
LFS Nyt får ny redaktør pr. 1. august. Det sker, da Jon Arskog, der tiltrådte i juli 2013 følger med sin familie til Milwaukee i USA for en tre-årig periode i forbindelse med hustruens udstationering.
”Det er selvfølgelig med en vis portion vemod, at jeg forlader LFS og LFS Nyt, hvor jeg har befundet mig rigtig godt. Det pædagogiske område er med alle sine facetter et spændende område, som jeg slet ikke er færdig med, men chancen for et eventyr udenlands for hele familien har budt sig - og det kunne vi ikke sige nej til,” siger Jon Arskog, der overlader redaktørstolen til Anna Louise Stevnhøj.
Anna Louise Stevnhøj er 51 år, er uddannet journalist og kommer fra en stilling som informationschef i IKAS, som arbejder med kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet. Hun har tidligere arbejdet med kommunikation for Børns Vilkår - og før det var hun både redigerende og skrivende freelancejournalist for en række fagblade.
Hun har en stor interesse for både fagpolitik og for det pædagogiske område og har skrevet en række fagbøger om børn og unge.
Føler du dig stresset?
Alle oplever stress i korte perioder. Men når man over længere tid ikke kan falde i søvn eller vågner kl. tre om natten og ikke kan sove, hvis man føler sig trist, træt, irritabel og har svært ved at koncentrere sig, så skal man stoppe op. Så kan det blive farligt. Stress ligger helt i top, når vi taler folkesygdomme. Den erkendelse har fået København Kommune til at åbne landets første stressklinik.
Det betyder at stressramte københavnere over 18 år nu har mulighed for at få et stressforløb på et af kommunens fem forebyggelsescentre. Forløbet varer ni uger, hvor grupper på mellem 12-16 deltagere mødes tre timer en gang om ugen til meditation foruden fysiske, psykiske og sociale øvelser. At komme på forløbet kræver, dels at symptomerne har varet mere end en måned, dels en henvisning fra egen læge. Derefter skal man udfylde et spørgeskema og have en afklarende samtale med stressklinikken.
Forløbet er udviklet af psykolog Christian Gaden Jensen i samarbejde med bl.a. Rigshospitalet og Harvard Universitet.
Jakob Sølvhøj i Folketinget
Folketingsvalget gav fremgang til Enhedslisten og valg til 61-årige Jakob Sølvhøj, der siden 2005 har været formand for Pædagogisk sektor i FOA.
Dermed har det pædagogiske område fået en stærk stemme på Christiansborg. Jakob Sølvhøjs mærkesager er minimumsnormeringer i daginstitutioner, løft i velfærden, der skal være offentlig og ikke på private hænder, et solidarisk dagpengesystem, et opgør med uligheden i samfundet og grøn omstilling.