Den nødvendige opdragelse.
- Er opdragelse nødvendig?
Af John Aasted Halse
190 sider – 249 kr.
Frydenlund 2014

Opdragelse er nødvendig

I bogen Den nødvendige opdragelse stiller John Aasted Halse et af tidens store spørgsmål: Er opdragelse nødvendig? Det mener han, og han mener, at selv om opdragelsen både sker i dagtilbuddet og skolen, så er forældrenes rolle den absolut væsentligste. Hvordan skal forældrene så gøre det? Det kommer han med konkrete bud på i denne letlæste bog.

Tekst: Stine Rademacher

Vi må opdrage dem, ikke for at begrænse dem, men for at de skal udvikle sig.”

Sådan afslutter John Aasted Halse sin bog ’Den nødvendige opdragelse - Er opdragelse nødvendig?’

Ja, jeg begynder med slutningen – med svaret, men det betyder ikke, at spændingen i bogen er pillet ud, og at den, som en anden krimi, så er ligegyldig at læse, for svaret er lige så retorisk som spørgsmålet. Det kalder på en uddybning – ikke mindst af spørgsmålet: Hvordan gør man så det?

Bogen er umiddelbart henvendt til forældre, men det er også en bog, som jeg vil anbefale til pædagogisk personale - fx nye pædagogmedhjælpere – og ikke mindst i forhold til forældresamarbejdet.

Bogen er letlæst. Den er opdelt i tre dele: ’Opdragelsens grundlag’, ’Klassiske opdragelsestemaer’ og ’Opdragelse i praksis’. Som afslutning er en epilog: ’Den nødvendige opdragelse.’

I første del defineres opdragelse og der redegøres for den aktuelle debat om børneopdragelse, og hvordan børn er i dag.

Der går herfra en rød tråd til anden dels klassiske opdragelsestemaer, som er væsentlige i forhold til forældrerollen.

Vi skal være tydelige forældre, men hvordan er vi autoriteter uden at være autoritære? Skal man sætte grænser og hvordan?

Hvordan effektueres vejledning, vurdering og sanktion? Her gøres op med det amerikansk inspirerede ’timeout’, og kommer i stedet ind på, hvordan man sanktionerer uden at ekskludere.

Bogens tredje del, om opdragelse i praksis, følger op med beskrivelser og forslag til håndtering af de situationer, mange familier udfordres af i hverdagen. Hvordan det håndteres at få mindre søskende, børns sprog, spisning, børn i den virtuelle verden, mobiltelefoni og børn som forbrugere. Den kommer også ind på dilemmaerne ved opdragelse i skilsmissefamilier, bedsteforældrenes roller, dagtilbud og skolens betydning i dobbeltsocialiseringens navn og den opdragelse der foregår i gruppen. Epilogen afslutter med en kort opsummering af pointer og konkluderer, at det er nødvendigt at opdrage via samvær og nærvær, primært mellem børn og forældre.
Undervejs er der bokse med korte opsummeringer, eller med konkrete spørgsmål og svar om opdragelse. Det giver et godt overblik.

Med bogen har John Aasted Halse formået at formulere aktuel forskning i hverdagssprog og dermed gjort det tilgængeligt for alle. Målet er at guide forældre i retning af at tage ansvar for deres børns opdragelse. Selv om dette ansvar i det senmoderne samfund er delt mellem forældrene, dagtilbuddet og skolen, er forældrenes rolle som opdragere nemlig den absolut væsentligste.

Konklusion:

Mange har en mening om opdragelse. Ikke mindst om andres børn. Det gør bogen aktuel. Jeg giver den fire stjerner, fordi det er en letlæselig bog med stor og evig aktualitet. Den kan være god som introduktion til nye medarbejdere i den pædagogiske verden, men også for alle os andre ift. forældresamarbejdet. Når det er sagt, så er den uden den store nyhedsværdi for pædagogisk uddannede.