Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Lederen
København som feministisk kommune?
Af Jan Hoby, næstformand LFS
I 1970’erne kom de norske og svenske kvinder valfartende tilDanmark for at lære om feminisme og kvindekamp. Men i dager historien en anden. Kampen for ligestilling i Danmark halter disse år langt efter Norge og Sverige. Feminisme i Danmark er nærmeste blevet et skældsord.
Ideologiske klaphatte som filosoffen og debattøren Dennis Nørmark mener i ramme alvor, at der til et køn knytter sig givne opfattelser og givne skæbner. Disse givne opfattelser og skæbner bør samfundet tilskynde til og acceptere. Med den logik skulle kvinder hverken have stemmeret eller bestemme over deres egen krop, fordi de engang blev set på som ”følelsesbetonede og ulogiske”.
Men Danmark behøver ikke være et ligestillings- og feministisk uland. Jeg deltog i starten af juni som oplægsholder i en workshop om ligestilling i de københavnske dagtilbud, på Nordisk Forum. Et nyt fællesnordisk forum for ligestilling og fremtidens feminisme, der efter 20 års slumren, tiltrak over 15.000 deltagere fra hele Norden.
Det var for mig som mand og feminist, en oplevelse at se, hvordan feminisme er en stor del af det svenske DNA, uanset politisk og ideologisk observans. Særligt et kæmpe banner fra Sveriges statsminister Fredrik Reinfeldts parti Moderaterne,fangede min opmærksomhed:
”Feminisme uden socialisme”. I Danmark forbindes feminisme med ’minushæl’, Thylejre og rødstrømper. Men i Sverige er små drenge også feminister. I Sverige arbejdes der
med ligestilling og feminisme i alle afkroge af samfundet. Sverige har nemlig formået at gøre ligestilling til et samfundsproblem. Det er ikke et kvindeproblem!
De svenske kommuner arbejder målrettet med ligestilling fra børnehaven til brandmandskorpset. Staten har støttet projekterne med 240 millioner kroner. Det er ikke fordi svenskerne er så meget anderledes end danskerne, men fordi der er arbejdet langt mere seriøst politisk, fagligt ogsamfundsmæssigt med ligestilling, er de kommet så langt.
Samtlige partier fra venstre mod højre er enige om, at uligestilling er et problem og at der skal findes løsninger på de problemer som uligestilling skaber. I Sverige og Norge har ligestilling og feminisme nemlig fra starten af også handlet ommænds ligestilling.
Tiden er kommet til, at vi i Københavns Kommune gør noget ved udviklingen og lærer af vores nordiske venner. Jeg synes, at vi langsomt, men sikkert skal arbejde henimod, at København bliver Danmarks første feministiske kommunefra kælder til kvist.
Lyserød skal ikke kun være en pigefarve og lyseblå skal ikke kun være en drengefarve. Tænk, hvis der var flere daginstitutioner og skoler med et nuanceret kønsperspektiv
i København end kun Børnehaven Jordkloden på Nørrebro, så stereotyper ikke blev reproduceret. Tænk hvis Overborgmester Frank Jensen, som sine nordiske kolleger ville kalde sig selv feminist og stå i spidsen for Københavns Kommunes arbejde med ligestilling til gavn for både mændog kvinder, drenge og piger.
Man kan grundlæggende kun være modstander af Feminisme, hvis man(d) mener, at den manglende ligestilling kun er et problem for kvinderne.