Tema: Bandekriminalitet

Et spørgsmål om penge – men også gode liv

Mere politi og hårdere straffe. Det er stadig opskriften fra politikerne, når vi bekæmper bander og grupper med uroskabende unge. Men indsatsen koster milliarder af kroner og spørgsmålet er, om vi i stedet tør flytte penge fra fængsler til forebyggelse og mentorer, som ifølge eksperter kan være en billigere og mere langsigtet løsning.

Tekst: Morten Thomsen

De kan skabe utryghed i bydele og rydde forsider i Ekstra Bladet. De unge, som er medlem af bander eller i periferien, ligger højt på mediernes, befolkningens og politikernes radar. Sidstnævnte svarer oftest igen med krav og forslag om mere politi og længere fængselsstraffe. Det forklarer blandt andet, hvorfor Rigspolitiet har en stående målsætning om, at 300 bandemedlemmer til stadighed skal være i fængsel.

Spørgsmålet er dog, om det er det bedste svar på lang sigt for samfundet – og de unge.

Ifølge en undersøgelse, som to nationaløkonomer har lavet for den svenske NGO Fryshuset, koster et bandemedlem over en 15-årig periode det svenske samfund 23 mio. svenske kr. Det svarer til ca. 18,5 mio. danske kr.

Rigspolitiets rapport fra 2012 om bandeaktivitet viser, at vi i Danmark har 1635 bandemedlemmer i 113 grupperinger. Holder de svenske beregninger også i Danmark, ville de altså i sig selv koste samfundet mere end 30 mia. kr.

Hvad ville de ’koste’, hvis deres ’retning’ kunne vendes og de i stedet fik et godt liv og bidrog positivt til samfundet?

Kriminalforsorgen har i 2012 opgjort, at et ophold for en indsat i et lukket fængsel koster 1.849 kr. om dagen. Det i sig selv løber op i 675.000 kr. om året pr. indsat. Måske er det på kort sigt billigere end større socialpædagogiske indsatser, men hvad med den lange bane? Og med den forråelse, der sker blandt indsatte i fængsel tvivler en række eksperter da også på, at det er den bedste løsning, hverken økonomisk, for trygheden i samfundet og for de unge selv.

En af dem er Søren Lerche, der har studeret bandekriminalitet og løsninger i blandt andet USA og som via Grundtvigs Højskole arrangerer konferencer og studierejser om emnet.

”Hvis succeskriteriet er, at vi har 300 bandemedlemmer i fængsel, så er det en enorm dyr indsats. Især fordi der sker en øget kriminalisering af de unge i fængsel,” siger han og påpeger, at et mentorforløb i sammenligning koster 500.000 kr. over to år.

Det handler om involvering

At den nuværende ’hårde’ linje er forkert mener også adjunkt på UCC, Mette Bladt, der igennem Ph.d. projektet ”De unges stemme” har konstateret, at flere af de unge gerne vil forlade ’gaden’, men at de oplever barrierer for at komme ind i positive sociale sammenhænge som klub og skole.

I stedet for at fokusere så meget på fængsel mener hun, at myndighederne bør fokusere på at skabe rammer, så de unge selv kan blive inddraget i løsninger.

”Det er vigtigt, at de unge kan deltage og udvikle råderum for dem selv i deres liv. Min ph.d. viser, at de unge har ufatteligt meget at komme med. De snakker ikke om subkulturer, men om et rummeligt samfund, hvor alle er en del af de deltagerorienterede, demokratiske processor,” siger Mette Bladt og peger på, at det derfor er vigtigt at bruge ressourcer til at hjælpe de unge på vej – ikke mindst inden de havner i kriminalitet.

”Det er ikke muligt bare at skaffe sig selv ud af marginalitet. Det kræver hjælp og støtte, og det kræver, at vi som samfund tager et medansvar.”

Exit-programmer en mulighed

Når politikerne ikke taler mere politi og hårdere straffe, taler de om de såkaldte exit-programmer, hvor myndighederne hjælper personer, der er tilknyttet – eller er i periferien af – bander, ud af miljøerne og ud af kriminalitet.

Ifølge en rapport, som Rambøll for et par år siden lavede for Københavns Kommune, koster det knap 150.000 kr. at have en person i et exit-program, mens en person, der begår personfarlig kriminalitet, koster samfundet 1,9 mio. kr. ekstra i forhold til normale borgere. Exit-programmer kan altså være en god mulighed, hvis de tilrettelægges rigtigt.

Det er dog ikke uden udfordringer, og det vakte da også opmærksomhed, da medierne sidste år kunne berette, at kun 15 bandemedlemmer havde deltaget i Rigspolitiets exit-program over to år.

En undersøgelse fra Justitsministeriets forskningskontor fra 2014 slår fast, at deltagernes motivation for at få hjælp kan være meget kortvarig, hvorfor det er vigtigt, at myndighederne kan handle hurtigt i sagerne. Det er derfor afgørende for indsatsen, at den er baseret på et større samarbejde mellem myndigheder, men det vanskeliggøres ifølge rapporten af, at der ikke altid er enighed om ansvarsfordelingen og økonomien.

Rapporten fokuserer på, at udfordringerne især hænger sammen med, at ’exit-medlemmerne’ skifter myndighed og dermed kontaktperson, når de krydser kommunegrænse eller forlader fængslet. Og disse myndigheder ser ofte forskelligt på sagen.

Det hedder blandt andet, at: ”det er nødvendigt, at medarbejderne har viljen og evnen til at finde alternative løsninger, da de gængse arbejdsgange ikke altid er til, at exit-indsatsen kan lade sig gøre.”

Større exit-succes i København

Selvom exit-programmer ikke nødvendigvis har succes på nationalt plan, kan indsatsen godt virke lokalt.

Københavns Kommune etablerede i 2010 et exit-program, hvor 59 medlemmer af bander eller uroskabende grupperinger siden har benyttet sig af muligheden. Opskriften på den succes er netop elementer af det Søren Lerche, Mette Bladt og forskningsrapporten fra Justitsministeriet viser.

”Udgangspunktet er, at enhver er ekspert i eget liv, men de unge har brug for støtte. Derfor arbejder vi med at styrke de unges handlemuligheder, så de kan blive aktør i eget liv,” forklarer Joy Torpdahl, der er områdechef i Socialforvaltningen i Københavns Kommune.

Kommunen hjælper blandt andet de unge med at få en uddannelse eller arbejde, få lektiehjælp, styr på økonomien og socialtræning. Effekten har været mindre kriminalitet for de unge. Flere er kommet i uddannelse eller beskæftigelsesrettet aktivitet, mens færre er på kontanthjælp, forklarer Joy Torpdahl.

”Der kan være meget høj grad af systemforskrækkelse hos de unge, men vi har held til at etablere en høj grad af tillid. Vi arbejder tværfagligt og har et anderledes tidsperspektiv, og derfor kan de mærke, at vi virkelig gerne vil dem.” •

De problemskabende ungdomsgrupper:

Det Kriminalpræventive Råd kategoriserer tre problemskabende ungdomsgrupper og forebyggende initiativer:

Bekymrende vennegrupper:

Primært 12-17årige, som finder sammen om rusmidler. De socialiserer på gaden, men har ingen særlige områder. Her er indsatserne ofte målrettet tilholdssteder og arrangementer, som skal skabe en ramme for de unge.

Territorielle uroskabende ungdomsgrupper:

Primært 13-23-årige, som er knyttet til et geografisk område og kender typisk hinanden fra opvæksten. Indsatser vil være konfliktmægling, dialogmøder og opsøgende gadeplansarbejde.

Kriminelle ungdomsgrupper:

Har tætte relationer til voksne kriminelle fra rocker- og bandemiljøet. De begår mere alvorlig kriminalitet. Indsatser er målrettet politiindsats, opsøgende gadeplansarbejde og akutberedskab. Fælles indsatser imod disse grupperinger er job- og uddannelsesvejledning, bekymringssamtaler og spredning af gruppemedlemmer ved eksempelvis efterskole. Du kan finde inspiration og mere information på dkr.dk

Kilde: Problemskabende ungdomsgrupper i Danmark, Det kriminalpræventive Råd