Læserbrev

En hyldest pædagoger og lærere

I forbindelse med skolereformen er der et alt for stort fokus på, hvad pædagoger og lærere hver især ikke kan. Vi må i stedet kigge på, hvad de to grupper faktisk kan, så de sammen kan løse kerneopgaven. Tilsammen er de nemlig en sejr for det gode børneliv.

Tekst: Allan Franck, klyngeleder BI4

Pædagoger og lærere er som erhvervsgrupper nok de vigtigste, tapreste og de mest givende grupper i samfundet til videreudvikling af civilisationen og den globale demokratisering.

Burde vi ikke alle være enige om, at de mennesker som påtager sig dette meget betydningsfulde arbejde med børn og unge skal have de bedste uddannelser, de bedst mulige arbejdsvilkår og lønninger?

Forudsætningen for en vellykket folkeskole er jo daginstitutionerne, ligesom forudsætningen for at vi får de unge videre i uddannelsesforløb er en velfungerende folkeskole.

Men hvordan bliver pædagoger og lærere betragtet og behandlet?

Så snart der er tale om uacceptabel adfærd, eller dårlig score i PISA undersøgelser, bliver der straks peget på daginstitutioner og skoler – pædagoger og lærere – som årsagen til alt ondt. Selvfølgelig.

Pædagoger og lærere bliver betragtet som institutioner, der skal løse alle kulturelle problemstillinger, men som ikke kan det. Professionerne er ikke specielt værdsat. I disse reformtider – sikkert for at legitimere reformerne – er der kommet et alt for stort fokus på det lærerne ikke kan med trivsel og sociale kompetencer, og på det pædagogerne ikke kan i forhold til læring.

Der er med de nye vilkår kommet et fokus på alt det, vi ikke kan, i stedet for det vi kan. Fokus er fjernet fra børnene og kerneopgaven. Vi glemmer at se på, hvad kerneydelsen for en lærer og en pædagog er, så de sammen kan opfylde kerneopgaven, som må være at skabe chancelighed for alle til at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse og få et godt liv.

Sammen kan vi det hele

Reformen af folkeskolen giver pædagogerne en helt ny adgang til og rolle i skolen. Det betyder, at pædagoger får afgørende indflydelse på børns skoledag. Pædagoger har mulighed for at medvirke til udvikling, forståelse og udfoldelse af skolen som læringsrum for både faglige og sociale kompetencer.

Der er sat fokus på, at skolens mål balancerer mellem trivsel og læring. Fra undersøgelser er det dokumenteret, at trivsel er en væsentlig forudsætning for læring, men den seneste forskning viser også, at faglige miljøer fordrer trivsel.

Det peger altså på et dialektisk forhold mellem trivsel og læring og dermed understreges nødvendigheden af at både lærere og pædagoger i skolen skal arbejde sammen for at løse kerneopgaven.

Læringsbegrebet bliver en fælles opgave.

Pædagoger har den faglighed, der skal til for at deltage i udviklingen af skolen, til samarbejdet og ikke mindst til at sikre børns læring og trivsel. Pædagoger uddannes nemlig allerede til at planlægge, udføre, evaluere og dokumentere læreprocesser, ligesom en stor del af pædagogfagligheden bygger på viden om det relationelle og om inkluderende fællesskaber og læringsmiljøer for faglig og social udvikling.

Skolen er en afgørende arena og lærerne afgørende aktører for denne udvikling og læring – og her spiller pædagogernes kompetencer en vigtig rolle. Pædagoger har tradition for at arbejde med dette, og kan sikre fokus på, at læring er noget, der foregår i samspil med andre.

Vi har en fælles opgave i at gøre børnene uddannelsesparate og skabe chancelighed, så alle får de samme muligheder.

Det nytter ikke at overlade det til politikerne, der kun ser temaer med stemmer for deres eget genvalg. Det er emnet alt for vigtigt til. Derfor skal vi som borgere og ikke mindst professionelle tage et ansvar for at gøre alt, hvad vi kan for at få en god debat i gang om dagtilbudsloven og folkeskoleloven osv.

Debatten skal være så stærk, at netop vilkårene for pædagoger og lærere kommer til at handle om, hvorvidt de bliver valgt eller ej. Vi er jo enige om, at os der påtager os dette meget betydningsfulde arbejde med børn og unge skal have de bedste uddannelser, de bedst mulige arbejdsvilkår og lønninger, ikke?

Måske det skulle have den største opmærksomhed ved det kommende folketingsvalg?