Pioneruddannelsen

Pionerernes første år

Uddannelse. Den nye alternative københavnske veksel-pædagog-uddannelse, Pioneruddannelsen, er gået igennem sit første år. Det har ikke været uden problemer, men betegnes mest af alt som en succes.

Tekst: Jon Arskog

For at imødekomme en årelang kritik fra blandt andet de pædagogstuderende om mangel på sammenhæng mellem teori og praksis i uddannelsesforløbet, etablerede Professionshøjskolen UCC og Københavns Kommune sidste år den alternative pædagogiske uddannelse, Pioneruddannelsen.

Således begyndte 45 pædagogstuderende i august 2013 på den nye uddannelse, der er baseret på en vekslen mellem teoretisk undervisning på UCC og medvirken til løsning af virkelige pædagogiske udfordringer ude i de københavnske daginstitutioner. Bortset fra et introforløb den første måned har de studerende således to dage om ugen været på UCC og tre dage ude i praksis for at lære af den.

I dag, godt og vel et år efter studiestart, hvor 60 nye pædagogstuderende i øvrigt har påbegyndt deres første år på pioneruddannelsen, kan der gøres status over det første års forløb.

Status er, at ca. to tredjedele har gennemført året, og at forløbet har været overvejende positivt for dem, men også for institutioner og undervisere. Førsteårsprøverne er forløbet over al forventning med mange gode cases fra det virkelige pædagogiske liv, konstateres det.

Følgeforskerens konklusioner

Ida Kornerup, der som forsker på UCC følger uddannelsen med henblik på at dokumentere den, konstaterer, at det er for tidligt at komme med de større konklusioner, men hun fremhæver, at såvel de studerende, som pædagoger og undervisere i det store og hele har været begejstrede for undervisningsformen og den måde de studerende kommer ud i institutionerne på.

”Alle har været begejstrede. Pædagogerne siger, at det giver mening, ikke mindst fordi de studerende jo har søgt det her,” siger Ida Kornerup.

Hun fortsætter:

”Underviserne og de studerende siger, at fordi de studerende kommer ud i institutionerne med det samme, så kommer de hurtigt til at undre sig over ting i hverdagen og spekulere over, hvad der ligger til grund for det. De er nysgerrige på, hvad der foregår og skal nok først lige finde ud af, hvordan det er at være pædagog og hvad børn optagede af, men de begynder altså meget tidligt at reflektere over de problemstillinger, som de ser i praksis og som de ellers først senere ville være blevet konfronteret med,” siger hun.

Dermed kan de hurtigere relatere til og bliver hurtigere skarpe på reelle pædagogiske problemstillinger og den tænkning, der er nødvendig for at kunne finde løsninger.

”Fordelen for dem er, at de kan gå ud og bruge teorien med det samme de har læst om den. Måske det nogle gange bliver lidt som med en manual, men det er klart, at de prøver noget af det af, som de har snakket om i undervisningen – plus at de også tager deres problemstillinger fra hverdagens pædagogiske udfordringer med tilbage, så der også sker kobling mellem teori og praksis den anden vej rundt,” siger hun.

Ikke plads til refleksion

At det er en ny måde at tænke uddannelse på, skal de involverede institutioner og pædagoger dog lige vænne sig til.

”Det er vedtaget politisk og lagt ud til klyngerne, at de skulle være uddannelsesansvarlige. Men det har ikke været helt problemfrit,” konstaterer hun.

For at sikre en større sammenkobling mellem teori og praksis har det været tanken, at pædagogerne i højere grad skulle tage del i de studerendes uddannelse og at det, at de studerende var ude i institutionerne også ville have en afsmittende effekt i praksisfeltet.

”Desværre er der ikke fulgt penge med ud til tid til de studerende, så det er meget forskelligt, hvor meget tid der er blevet sat af til at være sammen med de studerende. Det betyder, at de studerende bliver meget afhængige af at komme tilbage til deres underviser for at få forklaret, hvad det er der sker ude i praksis, i stedet for at kunne reflektere over det sammen med pædagogerne i institutionerne,” siger hun og fortsætter:

”Dermed kræver uddannelsen nogle stærke og selvstændige studerende, der selv kan tage kontakten til pædagogerne og sætte sig selv i scene i forhold til de problemstillinger de ser og arbejder med. Og det må man så til gengæld sige, at de har været.”

Hun understreger, at det dog har fungeret fint mange steder.

Upåagtet faglighed – eller?

Men et er, at det betyder meget for de studerende, sammen med pædagogerne at kunne diskutere, hvorfor man gør som man gør. Det betyder også meget for pædagogerne, når de ikke får mulighed for at demonstrere, at det arbejde de rent faktisk gør, sker med en bevidst tilgang.

”Det er spørgsmålet om den såkaldte upåagtede faglighed. Det manglende fælles refleksionsrum stiller rigtig store krav til pædagogerne om at få vist, at de styrer deres pædagogik ud fra viden og teori. Når de ikke har det rum, så opretholder man forestillingen om, at praksis er teoriløst; at teori kun er noget man kan arbejde med på seminaret og at praksis bare er noget man gør. Det er pædagogerne selv klar over, og der skal vi til at finde ud af, hvordan pædagogerne kan få mulighed for at tage mere ansvar for de studerendes uddannelse i praksis, og hvordan vi får teori og praksis til i endnu højere grad at spille sammen,” siger hun.

Hun tvivler ikke på, at det samspil også vil gavne pædagogernes faglighed og give dem nye indsigter.

”De krav pædagogerne står overfor i dag, er at de skal reflektere over og udvikle deres praksis. Det kan jeg se fra min øvrige forskning om kvalitet i dagtilbud, at pædagogerne har for lidt tid til. Vi har mange dygtige pædagoger i Københavns Kommune, men man tildeler dem ikke tiden til at reflektere over hvad de arbejder med,” siger Ida Kornerup, der måske også derfor kan konstatere, at pædagogerne selv ønsker mere tid med de studerende.

”Alle siger samstemmende, at de ønsker at have mere tid sammen med de studerende. Der skal være tid til at reflektere over tingene, ellers opretholder man forestillingen om at praksis bare er noget man gør. Så jeg tror, at det vil være rigtig godt for alle, hvis man prøver at give pædagoger mere tid sammen med de studerende.”

Skal vænne sig til to slags pædagogstuderende

Ida Kornerup konstaterer også, at der er en udfordring ude i institutionerne i at få gjort sig det klart, at der er forskel på at have en pædagogstuderende fra den ordinære uddannelse i praktik og det at have en praksis-studerende ude i institutionen. Hun er dog helt med på, at det hænger sammen med de manglende ressourcer, at man ikke alle steder er forberedt på forskellen.

”Der er mange steder bestemte traditioner for, hvordan man har studerende i praktik, men de skal vænne sig til, at der er to måder at være pædagogstuderende på i dag,” siger hun og peger som eksempel på begrebet vejledning.

”Det er svært, når der fx kun findes det ene begreb ’vejledning’, som man bruger, når de studerende er i praktik. Men når man er i praktik, er der kun vejledning i et bestemt antal timer og det er heller ikke den slags vejledning, man har brug for som pionerstuderende. Det er mere det daglige rum til refleksion, som der altså ikke er afsat penge til,” siger Ida Kornerup, der godt forstår, at det er nemmere sagt end gjort at skelne mellem de to typer studerende.

”Der er ingen der egentlig ved, hvordan man er en studerende i praksis og hvad der adskiller det fra at være en pædagogstuderende i praktik. Det gælder både, når vi snakker med pædagogerne og de studerende selv. Men forskellen er, at de pionerstuderende skal lære ved at deltage og sætte sig selv i scene fra første dag, så de arbejder på anden måde med sig selv, end når de fra den ordinære uddannelse kommer i praktik. Derfor tager de mange initiativer selv. Det kræver stærke og selvstændige studerende, og det er de så,” konstaterer hun og referer til at de så selv må tage fat i pædagogerne, når de har behovet.

For at hjælpe processen i gang barsler UCC og Københavns Kommune dog med et kursus for de pædagoger, der skal modtage de pionerstuderende, når de begynder deres uddannelse i felten.

Stærke studerende i praktikken

Men det hele bliver så rodet lidt mere sammen, når de pionerstuderende ligesom deres studiekammerater på den ordinære uddannelse også skal ud i praktik. Det skal de for at kunne opretholde en indtjening undervejs på studiet. Det hold der begyndte sidste år har således netop begyndt deres praktik.

”Det er meget tydeligt, at de pionerstuderende til at begynde med kommer ud helt grønne og bruger rigtig meget tid på at finde ud af, hvad det er der foregår. Men når de så kommer ud i deres første praktik på tredje semester, så har de til gengæld forholdt sig til en masse aktuelle problemstillinger,” siger hun og peger på, at netop det også har vist sig at have stor indflydelse på deres førsteårsopgaver, hvor de studerende har været dygtige til at vise handlekraft på forskellige aktuelle problemstillinger, som de har mødt i deres hverdag og ofte på nogle områder, der hører til pensum på de højere årgange af pædagoguddannelsen.

”Det der er meget spændende nu er, at de lige nu er ude i deres første praktik. Den ligner de andres praktik. Det vi holder øje med er så om det går anderledes for sig. Jeg har en forestilling om, at de kommer ud med en anden selvfølgelighed. De er jo blevet vant til at handle og vant til at være derude. Men det må vi vente at se.”