Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Hyltebros børn går i ét med naturen
Reportage. Planter er levende og regnorme nyder ikke et solbad. Det ved de fleste af daginstitutionen Hyltebros børn. De har nemlig fået en ny natur- og planteskole.
Tekst: Jon Arskog
Børnene i den integrerede institution Hyltebro på Ydre Nørrebro har i de sidste par uger fået grønne fingre. De har haft travlt med at plante bønner, lavendel, chilli og andre spændende planter og blomster, man kan risikere at rende ind i ude i naturen. De har dog også fået sorte negle for de har også gravet huller i jorden, fundet regnorme, snakket om dyr og lavet mudder. De har med andre ord fået planter til at gro og leget ting, der relaterer til sig de pædagogiske lærerplaner for ’Natur og naturfænomener’.
En del af legepladsen i Hyltebro er blevet rammet ind og er blevet til natur- og planteskole. Den 6. august blev Hyltebro Natur- og Planteskole indviet med lille en fest, hvor børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev kom forbi, holdt en kort lille tale til børnene, klippede en rød snor til indgangen og officielt indviede den nye ’skole’. Derefter sang hun sammen med pædagoger, forældre og børn om ’det, der gror’.
Børn skal føle glæden ved naturen
For Else Vester, der er pædagog i Hyltebro og initiativtager til natur- og planteskolen er der flere mål med den.
”Hyltebro Natur- og Planteskole er et afgrænset område på legepladsen, men er samtidig også et begreb som skal definere aktiviteter som relaterer til pædagogiske læreplaner for ’Natur og naturfænomener’. Vi vil besøge nærområdets parker og haver. Vi vil undersøge og søge viden om planter, blomster og træer – og vi vil kigge på fugle og dyreliv. Vi søger den viden via biblioteker og naturcentre og aflægger besøg på museer,” fortæller hun.
Børnene skal ganske enkelte have naturen ind under huden.
”Målet med aktiviteterne er, at børnene oplever glæden ved naturens mangfoldighed, at de viser interesse for naturens mangfoldighed, at de føler respekt og ansvar for dyr og planteliv, og at de lærer at opholde sig i naturen – og at synes om det,” siger hun og fortæller videre, at de indtryk den viden indsamling måtte give blandt andet vil komme til udtryk via tegninger, plancher, små udstillinger og i sang og musik.
At finde et nyt ståsted
Institutionen Hyltebro er dog også i gang med at definere sig selv. Ledelsen er ny og den knapt 15 personer store personalegruppe (inkl. køkkendame) er også temmelig ny. Kravene til institutionerne af i dag er anderledes og der skal luges ud i gamle vaner og grundlægges nogle nye.
”Vi udgør en ny personalegruppe som er i færd med at opbygge en ny kultur. Vi er ved at finde et fælles ståsted, få ryddet ud og ryddet op i gamle vaner og ikke mindst forsøger vi at tænke nyt. Skal den pædagogiske gejst vækkes til live, ja så skal der handles – og det er Hyltebro Natur- og Planteskole et udtryk for,” siger hun.
Hun erkender, at det nok ikke ser ud af så meget, men at tiden ikke er til at drømme om nye investeringer i legepladsen.
”I den bedste af alle verdener, ja så kunne vi drømme om en legeplads der så meget anderledes ud, end vores gør – dog er her et væld af endnu uudnyttede muligheder, hvor vi, med forholdsvis små midler, kan skabe et langt mere udfordrende og spændende miljø for børn såvel som for voksne,” siger hun og peger på, at det jo mest af alt handler om at få skabt noget børn og voksne kan være sammen om.
Glæden ved at være fælles om noget
”Man kunne svinge sig op og tale om det fælles tredje, det at have noget at være fælles om på en autentisk måde - både for jævnaldrende og for børn og voksne. Uanset om den ene er 60 år og den anden 3, 4 eller 5 år, ja så er der altid mulighed for at være fælles om noget. Det gør ikke noget, at den ene er dygtigere, ved mere, eller har mere håndelag. Hovedårsagen er, at der er noget ydre, et fælles anliggende, som vi er optaget af sammen,” siger Else Vester, der understreger, at ’skolen’ ikke helt skal opfattes som tilegnelse af egentlige færdigheder ud i kunsten at forædle den danske plantebestand.
”I Hyltebro Natur- og Planteskole skal du ikke lede efter de rette dyrkningsmetoder, men mere som et sted, hvor man kan betragte noget der gror – noget som vi har skabt, som vi har holdt i live via vores fælles omsorg og entusiasme.”
Det giver bonus
Men allerede inden at træerne evt. skulle få lov at vokse ind i skyerne, er der frugter at høste.
”Nu oplever vi børn siger: ’Aah træer er altså levende’ – og at ’regnorme altså ikke nyder at tage solbad’. Sand og vand er godt – jord, vand og hermed en herlig masse af mudder kan noget helt andet end det gængse legetøj. Koncentrationen er stor og snakken går: ’Hvem har den bedste mudder’ – og ’hvorfor er min mudder ikke som din’,” fortæller Else Vester glad ved tanken om, at den nye natur- og planteskole allerede har skabt en kimen til en naturbevidsthed hos børnene