Sprogtest

En test fra fortiden

Af Elisabeth Lockert Lange

Det pædagogiske personale spotter sproglige (og andre) problemer længe før en test i femårs alderen viser at det halter med ordforrådet. Den nye sprogtest er derfor spild af det pædagogiske personales tid. Sådan som den er udformet, er den også en hån mod den pædagogiske faglighed, konstaterer to pædagoger fra institutioner på Nørrebro.

Vi vil skabe en hypermoderne børne- og ungdomsforvaltning, skriver Bo Asmus Kjeldgaard i første nummer af forvaltningens nye personaleblad.

Men ét af samme forvaltnings mest opreklamerede tiltag er tests, som mest af alt ligner noget, nogen har slæbt med sig fra deres egen barndom i 50’erne.

Den sprogtest, som nu skal tilbydes forældre til alle femårige børn, har de updaterede pædagoger på de københavnske daginstitutioner derimod ikke haft nogen som helst indflydelse på, og de river sig nu i håret over at skulle udføre noget, som i den grad er så meget spild af tid og penge.

Det har fået nogle af dem til at danne en lille aktionsgruppe for dels at forsøge at få politikerne til at besinde sig, dels at få forældrene til at sige nej tak, og i sidste ende at få deres kolleger på institutionerne til at forhale arbejdet med testen. Deres håb er at testen opgives, og at der i stedet bliver lavet et reelt stykke sprogarbejde, et arbejde som selvfølgelig bør inkludere eksperterne på området, fx forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet og ikke mindst det pædagogiske personale.

To af pædagogerne i aktionsgruppen er Iben Henriksen Karem og Iben Andersen, og de kommer begge fra integreredeinstitutioner på Nørrebro, henholdsvis Stenurten og Midgård. Institutioner som har sprogproblematikker tæt inde på livet. De mener at en sprogtest som denne er fuldstændig spild af kommunens penge og deres tid. Testen er en hån mod deres faglighed.

”Det er alt for sent at teste børn i femårs-alderen. Vi finder da allerede i vuggestuen de børn, som har sproglige problemer. Når de er to et halvt år, tager vi kontakt med talepædagog og i samarbejde med forældrene er vi i fuld gang med sprogudviklingen, når de kommer i børnehave”, fortæller Iben Henriksen Karem med en hovedrysten.

”Testen er lavet så den passer de dygtige piger, som gerne vil vise pædagogen at de kan. Og det er næppe dem, der har mest brug for en sproglig test.” Som andre steder arbejder Stenurten allerede i vuggestuen meget med sproget; bl.a. leger de med sproget gennem sange og visualisering af historier.

”Vi har slet ikke brug for en test som denne. Det vi har brug for er bedre tid, flere hænder. Hvis politikerne vil gøre noget for de sprogsvage børn, så sæt ind der. Pædagoger og medhjælpere gør et kæmpe arbejde trods den elendige normering. Vi brænder for det, og mange brænder ud”, siger Iben Henriksen Karem.

Iben Andersen fra Midgård nikker i enighed:
”Tænk hvis de ville bruge de mange penge, de bruger på testen, på mindre børnegrupper i stedet. Det ville forbedre kvaliteten af det arbejde vi laver. Og vi kunne bruge endnu mere tid på de børn, som har problemer, sprogligt og socialt, og gøre det tidligt, når vi opdager dem.”

Kunstig situation

Iben Andersen fortsætter tråden med den utilstrækkelige normering:
”Det er netop en af grundene til vores kritik. Testen er spild af den tid, som vi har så lidt af. Testen tager to en halv time pr. barn og koster 30 millioner kroner. Det kan bruges bedre til flere hænder og færre børn i grupperne. Skolen kan heller ikke bruge testen til noget, for de får slet ikke noget at vide om den!

Så for hvis skyld skal vi lave den? For vores egen? Helt ærligt det behøves ikke, vi ved godt hvem der har sproglige vanskeligheder.
Og vi arbejder med det, trods manglende tid og hænder.” Hvis det så endda var en god test, en test som kunne give et reelt billede af et barns sproglige niveau. Men det kan den ikke engang. Testen er på følgende niveau: pædagogen løfter en blyant og spørger: hvad er dette? Og barnet forventes at svare: en blyant. Eller pædagogen viser barnet et billede af en voksen og et barn, som sidder tæt sammen: hvad laver de? lyder spørgsmålet.

Målet er at barnet skal svare at den voksne trøster barnet. To eksempler på en unaturlig situation og en lukket facitliste.
”Børn lærer, når de leger, når de er sammen med andre. En test som denne skaber en helt kunstig situation. Uanset hvor hyggeligt vi gør det, så ved et barn i denne alder at det er hentet ud af sin sammenhæng og skal præstere noget. Og barnet vil ikke være i stand til at vise, hvad det egentlig kan, sådan som det gør i leg.”

Det har de to pædagoger flere eksempler. Et af dem er en dreng, som ikke vil deltage, da han bliver spurgt om farverne.
Nogle dage efter kender han dem alle sammen, da han tegner, og farverne spiller en rolle.

”Det mest absurde er at hvis vi finder sproglige vanskeligheder via testen, så er der tilsyneladende, som tingene ser ud nu, ingen eller meget få ekstra penge til at gøre noget ekstra for børnene”, siger Iben Andersen og fortsætter:
”Vi fagfolk ser nok på børn på en anden måde end politikerne.

Vi ser et barn som en helhed, som et helt menneske, som skal udvikle mange færdigheder, sprog, begrebsdannelse, motorik, selvværd, sociale kompetencer. Tilsammen udgør det et helt barn. Vores opgave er at støtte dette og bidrage til, at hvert enkelt barn forhåbentlig har følt sig set og hørt af voksne i tiden i børnehaven, at det har lyst til at lære, og at det kan indgå i den sociale kontekst, som klassen er”, fremhæver Iben Andersen.

Dialog og læringshistorier

I Midgård satser de også stærkt på sprogudvikling. De har valgt at sætte fokus på dialogen i den forbindelse.

”Vi samtaler om noget, fx billeder og historier, og i dialogen får barnet mulighed for at opbygge sit ordforråd. Det er når børn selv griber om en ting, rører ved den, ser et billede osv., at de lærer noget om det, ikke ved at jeg løfter en bold og siger: ”dette er en bold”, siger Iben Andersen. Hun har et illustrativt eksempel.

”Vi har en udflytterdel, hvor vi også kommer på et naturværksted.
Der er heste. Min erfaring er at et barn kan se på billeder af heste og alligevel have svært ved at sige hest, fordi det er så fremmed. Men når barnet har siddet på en hest, har rørt dens bløde mule, kigget ind i de brune øjne, så ved de hvad en hest er, og de glemmer heller aldrig ordet. Børn er jo mere kropslige og visuelle end vi voksne, og det er der deres sprog udvikler sig.”

Iben Henriksen Karem supplerer: ”En test som denne er kun til hovedet. Men et barn er jo begge dele. Vi tænker i helheder.

Og det hele barn handler også om selvværd og evnen til relationer. Det er det, som er fundamentet for at lære.” Den test, som Børne- og ungdomsforvaltningen har valgt, indeholder, som antydet tidligere, mildt sagt meget lidt dialog og helhedstænkning.

Det pudsige er at begge institutioner er med i et andet sprogprojekt støttet af Københavns Kommune, som i sin udformning og kvalitet er diametralt modsat sprogtesten. ”Ord med på vejen”, som har Charlotte Paludan fra Danmarks Pædagogiske Universitet som udvikler og tovholder gennem fem år, har de to pædagoger meget godt at sige om.

Sprogudviklingen bygger på såkaldte læringshistorier, hvor fokus er på barnets ressourcer, ikke på fejlfinding. Og det pædagogiske personale kan bruge læringshistorierne i deres daglige pædagogik.

”Her foregår også en test, men det er en test i gåseøjne. Den anden type test slår fundamentet i vores pædagogik ihjel”, siger Iben Andersen og uddyber:
”Vi sætter os ikke på bagbenene over for projekter der arbejder med sprogstimulering. Vi vil hellere end gerne samarbejde om at sende børn i skole på en god måde. Men vores forestilling om en god måde at samarbejde på er fx trekantsamtaler mellem børnehave, fritidshjem og skole – og hvor forældre også deltager.

Samtaler om alle børnene, både de velfungerende og de mindre velfungerende. Men sådanne samtaler koster ressourcer, og hele børneområdet er udsultet, med flere børn og færre pædagogtimer.

Vi har ingen mulighed for at samle alle op, og selv velfungerende børn har jo brug for at blive set.”

Førskolebørn?

Aktionsgruppen mod sprogtesten har gjort et stort stykke arbejde, både indadtil og udadtil. Noget som tager tid. Hvorfor gider de alle deres aftener og weekender på en mission som denne?

De har et hårdt dagligt arbejde og egne børn begge to. Det korte svar er at de, som mange andre pædagoger, er mere end almindeligt engagerede i deres arbejde og deres faglighed,> de føler sig forpligtede.

”Det handler meget om min faglighed. Jeg oplever der bliver set ned på den med denne test. Tror de virkelig ikke i forvaltningen at jeg kan gøre mit arbejde godt nok? Det kan jeg, vi er dygtige.

Vi har set de børn, vi er i gang med deres sprogudvikling.
Testen er unødvendig og en hån mod mig som pædagog. Og så er det synd for børnene at de tages ud på den måde og sættes til at præstere”, siger Iben Andersen.

Hun fortsætter:
”Hvis børnehaven bliver et førskoletilbud, og jeg sidder med den fornemmelse at de vil have skolen ind i børnehaven, så får de ikke bedre elever ud af det. Tværtimod får de frustrerede børn, fordi de ikke har brugt sig selv. En børnehaveklasseleder sagde engang til mig at rigtigt skoleparate bliver børnene i børnehaveklassen. Men der er en masse, de skal kunne fra børnehaven, fx klippe, tegne, klatre, løbe osv. Den socialdemokratiske Jan Andreasen anklager os for at vælte ting over på skolen og siger at børnene kommer med et efterslæb, men det er bestemt ikke min erfaring at lærere og børnehaveklasselærere har den holdning. I det hele taget er det mærkeligt med det politiske flertal i København, hvor Socialdemokraterne, SF og de radikale fører regeringspolitik, mens de samme partier på landsplan går imod det.”

Iben Henriksen Karem nikker bekræftende: ”Vi kan slet ikke lade være med dette arbejde, vi kæmper for vores faglighed, den er trådt under fode. Vi har fundet os i alt for meget. Dette er sidste bastion. Uanset hvilken fagperson man er, har man jo en forpligtelse til at stå frem med virkeligheden, ellers mister man værdigheden.”

De to pædagoger kalder kampen en værdikamp, for til syvende og sidst er det jo forældrene, der vælger. De håber at forældrene vælger nærvær og omsorg. Noget kunne tyde på det, Københavns Forældre Organisation har i hvert fald besluttet at bakke op om modstanden mod sprogtesten, og de kontakter i øjeblikket forældrebestyrelser for at informere om testen.

”Det er jo alle forældre i byen, som får tilbuddet om testen, da politikerne ellers mener det vil være diskriminerende. Vi synes i stedet at pengene skal bruges der, hvor vi længe inden testen har set at der er behov.”

De opfordrer samstemmende: ”Tag denne test af bordet. Og tag så os med i arbejdet, når der skal laves nye tiltag. Vi ønsker alle at børnene får en god skolestart

Aktionsgruppen ”Børnetestfri zone” har været ude med en pressemeddelelse (2.november), hvor de kritisererpolitikerne på Københavns Rådhus, med Bo Asmus Kjeldgaard i spidsen for fortsat at værge sig mod at indgå i en dialog omkring det pædagogiske personales faglige og saglige kritik af sprogtesten af alle 5-årige. ”Tværtimod har Bo Asmus Kjeldgaard sat sin forvaltningsdirektør til at true ledere og personale med tjenstlige samtaler og i sidste ende fyringer, hvis ikke personalet gennemfører sprogtesten af alle 5 årige”, skriver de. ”Hvordan det stemmer overens med Københavns kommunens værdi grundlag om dialog, respekt, tillid og anerkendelse er svært at se” udtaler Iben Andersen fra aktionsgruppen. Hun kalder det ”primitiv og rå arbejdsgiverpolitik og en hån mod Københavns kommunes egne værdier.” ”Men det pædagogiske personale vil ikke lade sig true, boykotten vil fortsætte”, lover aktionsgruppen. En anden talsperson for aktionsgruppen Lone Hamann siger: ”En fornuftig investering i børns fremtid er at sørge for flere hænder og mindre børnegrupper. Med andre ord give børn og pædagoger mulighed for mere nærvær og omsorg. Det vil nemlig give øget livsglæde hos alle, både børn og voksne.”

Københavns Forældreorganisation har udsendt en pressemeddelelse, hvor de som repræsentanter for forældrene udtrykker deres holdning til sprogtesten. De skriver bl.a.: ”KFO anerkender behovet for en tidlig indsats netop overfor de børn, der har brug for sproglig støtte. Derfor vil vi også gerne i dialog med politikere og andre relevante faglige grupper omkring, hvordan vi som forældre sammen med institutionerne kan løfte denne opgave.” Men de ser en del ”problemfelter”: ”En test hvor man trækker det enkelte barn ud af dets normale sammenhæng og laver en kunstig og for børnene meget uvant situation er ikke hensigtsmæssig.” De mener direkte at denne form kan kompromittere resultatets validitet og dermed potentielt skabe nogle problemer, som ikke eksisterer. Men de er positive over for pædagogiske arbejdsredskaber, som ”netop i børnenes dagligdag og igennem det daglige pædagogiske udviklingsarbejde kan identificere børn med sproglige problemer.” KFO peger også på at testen er meget ressourcekrævende: ”Som forældre ser vi med bekymring på det faldende antal “varme hænder” i institutionerne. En sprogtest af alle 5-årige kræver ikke blot tid til selve testen, men også et omfattende forberedelses- og evalueringsarbejde. Dette arbejde skal varetages af en fastansat pædagog, som således trækkes ud af det daglige arbejde med den øvrige børnegruppe.” De konkluderer at en sprogtest sidst i barnets børnehavetid og under for barnet kunstige forhold ikke er den optimale løsning. Og de vil gerne i dialog med Københavns Kommune om nogle bedre.