Handicapområdet:

I praksis

Af Elisabeth Lockert Lange

En rapport fra Socialministeriet indeholder mange konstruktive og konkrete anbefalinger, tænkt til at kvalificere arbejdet på bosteder for bl.a. udviklingshæmmede og psykisk syge. Oven i købet er der penge til rådighed i systemet til at realisere planerne.

De fem indsatsområder Arbejdsgruppen har valgt 5 tematiske indsatsområder, som kan bidrage til realiseringen af de 11 pejlemærker. De fem indsatsområder er: • Etik og værdigrundlag i botilbud. • Beboerens ret til selvbestemmelse og medbestemmelse. • Ledelse og ledelsesudvikling. • Kompetenceudvikling af personale. • Pårørendesamarbejde

I februar i år gik to programmer over skærmen, som chokerede alle dybt. Det var TV2’s optagelser med skjult kamera af bosteder for udviklingshæmmede borgere. Det der chokerede var sekvenser, som viste beboere behandlet uden respekt og indføling af de ansatte.

Det fik den daværende socialminister til at iværksætte et arbejde, som nu er mundet ud i en rapport Veje til et godt liv i egen bolig. Arbejdet skulle være fremadrettet og handlingsrettet, og det er de anbefalinger, som rapporten indeholder, også blevet. Den er udarbejdet af ministeriet selv sammen med en bredt sammensat arbejdsgruppe, hvor bl.a. faglig sekretær i LFS, Bodil Henriques, deltog gennem den halve år, arbejdet foregik.

Netop det brugbare, det konkrete og det praksisnære har været en hjertesag for hende. Som der står i kommissoriet, så skulle arbejdsgruppen komme med forslag til ”hvordan ledelse og medarbejdere i boformer kan sætte fokus på etik, værdigrundlag og kompetenceudvikling og få det indarbejdet som et praktisk fundament i det daglige arbejde.”

Det tog arbejdsgruppen alvorligt, og Bodil Henriques glæder sig over at det er lykkedes i så høj grad, som det er, at gøre anbefalingerne jordnære og anvendelige.

”Først udformede vi en række pejlemærker og ud fra dem fem tematiske indsatsområder. Det var et konstruktivt samarbejde, og vi fra de faglige organisationer fik stor indflydelse på formuleringer og holdninger. Der var meget fremtidsværksted over det.”

Ikke uvigtigt er det at tilføje at pengene til de mange anbefalinger om kompetenceudvikling og kampagner med metoder og redskaber findes, bl.a. i trepartsaftalen. Rapporten anbefaler da også at politikerne går i gang med at søge puljerne, så arbejdet kan sættes i gang.

Indsatsområder

Det allervigtigste i den indsats, der nu skal sættes i gang, er at den skal koncentrere sig dér, hvor kerneydelsen befinder sig.

”Det er der, hvor beboerne er at indsatsen skal ske. Det er vigtigt at de ansatte har fokus på kerneydelsen i respekt for dem, som hjælpen er rettet mod. At det er beboerne, der bestemmer hvad støtten og hjælpen skal være. Det er dér, der skal kunne ses en forskel”, fortæller Bodil Henriques.

Som rapporten formulerer det, så bør værdierne ”være retningsgivende og handlingsanvisende for den måde, hjælpen ydes på” og så ”værdigrundlaget afspejler de lokale forhold, sådan at beboere og personale kan identificere sig med værdierne og tager ejerskab til dem.”

”Det er fra praktikerne, nedefra, at forandringerne skal vokse frem. Når man har et værdigrundlag, så skal det kunne bruges, og så skal man have ejerskab til det. Derfor skal det udformes lokalt, så det passer til den enkelte arbejdsplads, det enkelte botilbud, og så det kan bruges netop der. Og selvfølgelig ud fra de overordnede rammer vi har, såsom Serviceloven og Københavns Kommunes værdigrundlag.”

Rapporten peger på fem grundlæggende indsatsområder, hvor der skal sættes ind. Det er i forhold til etik og værdigrundlag, i forhold til beboerens ret til selvbestemmelse og medbestemmelse, ledelse og ledelsesudvikling, kompetenceudvikling af personale og samarbejde med pårørende.
Først og fremmest skal der iværksættes en landsdækkende kampagne, som sætter fokus på arbejdet med etik og værdigrundlag i botilbud og et metodekatalog, som giver medarbejdere og ledere redskaber til at arbejde med det (se faktabokse).

Nogle af anbefalingerne er vigtigere, mere forandringsskabende, mere konstruktive set med medarbejdernes øjne, end andre. Anbefaling om krav i forbindelse med kvalitetsstandarder og ledelseskodeks har fx ikke LFS’ bevågenhed. Det handler om det sædvanlige, kategoriseringer og målinger, og med det tid som går fra kerneydelsen. Det er punkter, som i stedet har arbejdsgiverne i arbejdsgruppens interesse.

”Set med vores øjne er langt de vigtigste anbefalinger i rapporten – ud over fokuskampagnen med metodekatalog og så at der er penge til det hele – de tiltag om kompetenceudvikling for både ledelse og medarbejdere, der ligger i rapportens anbefalinger”, siger Bodil Henriques og understreger at uddannelsestiltagene, kompetenceudviklingsaktiviteterne, skal udarbejdes i samarbejde med arbejdspladsen, og de skal afprøves på arbejdspladsen.

Respekt for individualiteten

”Det er målet at nå hen til en anerkendelse af individualiteten og respekten for den enkeltes ret til selvbestemmelse. Det vil i praksis betyde en bevægelse væk fra vi-tænkningen og den kollektive tilgang til tilrettelæggelsen af det daglige arbejde. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at der iværksættes forsøgsprojekter, hvor der findes nye måder at levere hjælpen på, sådan at det sikres, at hjælpen ydes med respekt for den enkeltes selvbestemmelse”, skriver rapporten.
Beboerens selvbestemmelse er da også alfa og omega i arbejdet i botilbuddene, vurderer Bodil Henriques.

Hun hilser det derfor velkomment at rapporten som noget nyt lancerer kompetenceudvikling netop for brugernes selvbestemmelse.

”Det er et stort skridt, også i forhold til de ansatte, som skal afgive magt på den konto. Det samme signal ligger i udtrykket ”ret til råderum og roderum”, nemlig at både de ansattes og de pårørendes indflydelse er i spil.”
Og med det er der med rapportens ord behov for ”et mere skarpt fokus på beskyttelse af beboernes grundlæggende rettigheder.
Det er derfor centralt at få skærpet opmærksomheden på, at beboere i botilbud har samme rettigheder som alle andre borgere i Danmark. Det gælder, uanset om funktionsnedsættelsen umiddelbart indebærer en begrænsning i at foretage et valg.”

Og videre: ”Der er behov for udvikling og mere systematisk brug af metoder i arbejdet, der sikrer beboernes selvbestemmelse og medbestemmelse, sådan at institutionsbegrebet ophæves i praksis.”

Med Servicelovens indførelse for snart ti år siden, ophævede man samtidig institutionsbegrebet. Men dermed er det ikke reelt afskaffet i folks hoveder. Bodil Henriques sammenligner det med det gamle begreb ”åndsvage”.

”Når man ser på, hvor lang tid efter begrebet var afskaffet at folk stadig tænkte og sagde ”åndsvage”, så undrer det ikke at institutionsbegrebet stadig lever. Men min pointe er at så længe, det får lov at eksistere, selvom det er afskaffet, så længe mangler respekten for, hvorfor man afskaffede begrebet.”

Hun uddyber:

Formålet med at afskaffe begrebet institutioner til fordel for botilbud var, at man ikke længere ønskede at opfatte mennesker i botilbud som én ensartet masse. Man ville tænke dem individuelt.

Som de unikke mennesker de er – ganske som alle andre.
Men dér er vi bare ikke helt nået til endnu. Vi er ikke helt nået til at de tilbud, som beboerne i botilbuddene skal have, skal være afpasset det enkelte menneskes behov, modsat at tilpasse beboerne til tilbuddet.”

Dilemmaer

Og helt dertil er rapporten heller ikke nået. For lige nøjagtig der rejser der sig nogle dilemmaer. For der er jo ikke frit valg til de boliger, som handicappede mennesker visiteres til. Og man har i kommissoriet valgt ikke at tage visitation og boligmæssige forhold med i det arbejde, der skulle laves.

”Mange af anbefalingerne vil derfor uden tvivl støde ind i de begrænsninger, der ligger der. Ganske vist tager visitationen til bolig udgangspunkt i det enkelte menneske, men der ikke er boliger nok og slet ikke af de attraktive. Og et værelse på ti kvadratmeter med fælles stue og køkken, delebad og deletoilet kan ikke ophæves af en nok så god pædagogisk indsats. Det er vigtigt at der vises respekt om det”, siger Bodil Henriques.

Fx er tryghed i hjemmet centralt for alle mennesker. Netop det er da også et af de 11 pejlemærker, arbejdsgruppen har brugt som udgangspunkt for anbefalingerne. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så er det dilemmafyldt. For har beboerne valgt at bo i kollektiv? Har de valgt hinanden? Og hvad hvis en medbeboer får det dårligt og opfører sig på en måde, som gør de andre beboere bange. Selvom den pædagogiske indsats er i top, og begge parter får den opmærksomhed, de skal have, så er de jo alligevel begge to stadig i botilbuddet næste morgen. Ingen beboer kan nemlig sættes på gaden eller flyttes mod sin vilje, så i sidste ende kan det blive den ”krænkede” part, som skal revisiteres.

Men når dilemmaerne er nævnt, så glæder Bodil Henriques sig over at rapporten er på gaden, og at den er så anvendelig og praksisnær som den er.

”I vores arbejde med anbefalingerne har vi været helt nede i substansen. Men nu er det vigtigt at det omgivende samfund, politikere og beslutningstagere, også bliver en del af værdisættet.

De skal også tænke værdier i forhold til botilbuddene, de skal kende deres styrker og svagheder, og give arbejdet politisk bevågenhed, så de ikke først vågner op, når der kommer en skandale.”

Udvikling

Lederkompetenceudviklingen er central, vurderer Bodil Henriques.
Men der skal tilføres penge til den som til alt andet. Hun opfordrer til at de relevante politikere går i gang med at få skaffet de penge, der er afsat til det og få sat gang i udviklingen.

Og så understreger hun:

”I alle anbefalingerne om kompetenceudvikling er det vigtigt at understrege, at det skal være fleksible uddannelsestilbud, der arbejdes med. Der kan ikke skæres én uddannelse, som derefter tilbydes til alle. En sådan generalisering vil ikke skaffe os målet i sigte. Naturligvis er der en fundamental viden, som alle skal opkvalificeres i, bl.a. Serviceloven og vejledningen om magtanvendelse, men når man er inde i etiske overvejelser og refleksioner, så er det nede i det lokale og individuelle.”

Refleksion er et nøgleord. Som rapporten udtrykker det:

”Det er refleksionen over de etiske og værdimæssige dilemmaer, der er med til at kvalificere indsatsen.”

Og videre: ”det er en grundlæggende udfordring i botilbud at skabe et fagmiljø blandt personalet, hvor der er en konstant refleksion og stillingtagen til den professionelle indsats. Denne refleksion og stillingtagen omfatter også egen adfærd og handlinger.” For det er også afgørende for en succes at det bliver en fortløbende proces. Som rapporten udtrykker det: ”Et kontinuerligt arbejde med etik og værdigrundlag hjælper personalet i de valg, det løbende konfronteres med – også når ledelsen ikke er til stede.”

Der lægges op til helt konkrete uddannelsesaktiviteter, bl.a.
Netværksdannelse, vidensdeling, e-learning bl.a. Også en genoplivning og videreudvikling af ”Det kan nytte” projektet kan komme på tale.
Om vi så aldrig kommer til at se udsendelser igen som dem i februar?

”Jeg vil gerne tro på at dette kommer til at gøre en forskel.
Det er intentionen i rapporten, og hvis den kommer ud og virke, så vil det gøre en forskel”, siger Bodil Henriques.

De 11 pejlemærker

• Selvbestemmelse og indflydelse – dit liv.
• Eget hjem og privatliv (”råderum og roderum”).
• Mulighed for at kommunikere på egne betingelser.
• Daglige stimuli: Udfordringer i forhold til ønsker og behov.
• Indflydelse på, hvor og med hvem man bor.
• Rumme forskellighed og håndtere forskellig rummelighed.
• Tryghed i hjemmet.
• Plads til spontanitet.
• Kultur på arbejdspladsen præget af åbenhed og respekt samt etik og værdier.
• Høj grad af faglighed i indsatsen.
• Politisk bevågenhed.

Arbejdsgruppen bag rapporten bestod af de relevante faglige organisationer, KL, Danske Regioner, De Samvirkende Invalideorganisationer og naturligvis Socialministeriet.

Rapporten indeholder i øvrigt en litteraturliste med mange spændende titler, hvis man er interesseret i etik og beslægtede emner. Desuden indeholder den konkrete faktuelle oplysninger om antal botilbud og lignende.